|
12. kapitel
EN VASKERMANDS BETRAGTNINGER
Ja, så er jeg igen i funktion som vaskermand. Jeg springer uvæsentlige detaljer over, for jo mere jeg spekulerer over snavset i samfundet, des mere bliver der at vaske væk. Det har regnet i dag, temmelig voldsomt. Jeg er fri for at vande blomsterne i min altankasse i dag. Det kniber mig også at gå derud med vandkanden. Jeg har spist den sidste ost, men har lidt spegepølse endnu,: så der skal købes ind. Får forhåbentlig besøg så de kan gå i byen for mig, jeg kan ikke i dag. Undskyld kære læser, min skrivemaskine svigter, den har været mig en trofast ven i 10 år, nu må den til hovedreparation. Spoleremmen er knækket og båndoptageren står i mit bogskab. Og jeg kan ikke løfte den selv og få den ud, jeg risikerer at falde. Så jeg håber, nogen kan læse mine kragetæer, da jeg må skrive med hånden.
Jeg fik læst lidt af de pjecer, som Internationalt Forum havde sendt mig. De var gode og fuld af kampvilje mod snavsets bekæmpelse. Jeg gik tidligt i seng, havde smerter og krampe i mine ben. Jeg sov uroligt og drømte noget helt tøjeri: Jens Otto Krag var blevet ægte socialdemokrat af den gamle skole. Han gik ind for monarkiets afskaffelse, han drømmer nok om at blive præsident. Thomas Nielsen var begyndt "at varetage arbejdernes interesser."
Jeg stod tidligt op, kl. 6, jeg ville ikke ligge ved siden af sådan nogle løgnhalse til drømmeånder, nej, gå I hellere hen og få Jens Otto og Thomas til at drømme, at alle danske har opdaget, at de kun tænker på sig selv. De er mest ivrige, når der er tale om, at deres kæmpegage skal forhøjes, det bliver enstemmigt vedtaget i Folketinget, og så siger I, vi andre skal spare! Fy dog, for alle lede drømmeånder.
Jeg har været på toilettet, jeg glemte at tage mine kludesko af, jeg var nær faldet, jeg skal huske at tage dem af en anden gang, når jeg betræder det allerhelligste.
Klokken er 7.50 dut. Jeg har alt i orden: redt seng, kørt gulvtæppet over med tæpperenser o.s.v. Kommer de mod forventning i dag og stiller telefon op, skal de få at se, at vel er jeg handicappet, men jeg er vaskermand, der holder møg og skidt væk.
Jeg vil nu gå tilbage til min barndom, men jeg vil springe lidt i det. Jeg vil ikke, som andre erindrings-forfattere, fortsætte fra fødslen til det nuværende.
Som tidligere skrevet er jeg født. Der fortælles, at den daværende provst kom på besøg hos mine forældre kort efter fødslen. Han sagde til dem om mig: "Ham der bliver sikkert jeres alderdoms trøst." Han var desværre ligeså fuld af løgn som mange andre præster. Men han havde da humoristisk sans. Min far faldt med en sæk korn og brækkede det ene ben. Min mor var ved at hænge noget vasketøj op, hun stod på en stol og faldt ned og brækkede også et ben. Provsten kom, de måtte ligge i sengen begge to til gipsen, landsbylægen havde lagt på, var tør. Provsten udtalte, at det var en fornøjelse at se, at ægtepar var enige, men det her var at gå over stregen. Han rejste fra sognet kort efter, og da jeg var blevet så gammel, at jeg kom med i kirke, stod der en anden mand med en sort kjole på og kom med noget underligt uforståeligt vås oppe fra en forhøjning, der kaldtes en prædikestol.
Det var et trist rum at komme ind i, husker jeg, jeg tænkte. Og jeg forstår ikke, hvad det er præsten siger. Det gør jeg stadigvæk ikke. Min første barndom gik begivenhedsløst, jeg husker ikke ret meget af det. Dog husker jeg, at mine forældre fortalte, at de måtte ud at tjene bønder hver sommer fra de var 7 år. De måtte arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Så fik de tøjet. Om vinteren var de hjemme hos deres forældre og gik i skole. Læreren havde også jord, så det meste af skoletiden måtte de fattige folks børn ud og hjælpe med at passe hans bedrift, kreaturer med videre. Bønderbørnene fik lov til at blive i skolestuen, det var jo arbejdsgivernes børn. Min far udtalte engang til min mor: "Vi er lykkelige, vi har haft 7 børn, og ingen af vores børn har måttet gå sultne i seng." Det måtte vi ofte dengang. Men far fik også l krone om dagen på den herregård, de arbejdede på, straks og flere år efter. Høstarbejde kunne give dem 2,50 kr. daglig tilsammen, når far kunne meje en tønde land om dagen med le, og mor tage kornet fra og binde. Så hjalp de hinanden med at stille dem i hobe. Fra 6 morgen til 9 aften. kunne de klare det. Ja, det var tider dengang. Vinteraftener måtte tjenestepigerne spinde og strikke og karlene kærne smør. Så kom andelsmejerierne. Far fortalte, at den bonde han var hos dengang, først ikke ville være med, men da han opdagede de penge, de andre bønder fik for deres mælk, leverede han også med den begrundelse, at det var han nødt til, da karlene var blevet så dovne, at de ikke gad kærne smør mere.
Som 9-årig var min far ude at tjene om sommeren på en bondegård. Arbejdet var fra tidlig morgen til sen aften. Han lå i samme seng som en karl på et usselt værelse. Der var dog flere spisepauser. Bl.a. holdt de 1½ times middagspause for at hestene kunne hvile og få lidt at æde.
Når de havde spist middag af et fælles fad, sagde bonden til min far: "Du, dreng, du løber så stærkt, gå ud og vand køerne, mens vi andre tar os en middagslur." Da min mor var fjorten, skulle hun gå til præst og konfirmeres. Hun var med oppe at malke en del køer, derefter var hun med til at lave morgenmad til dem alle, og så skulle hun skynde sig. Der var en mil til præstegården. Da hun var færdig og var klar over, at hun skulle løbe for ikke at komme for sent, mødte hun bonden i porten. Han stod og røg på sin lange pibe. Han bemærkede: "Ja, nu er du en pæn pige, men det havde set bedre ud, dersom du havde pudset dine træsko.
Mine forældre blev gift i 1892. Far var født i 1864, min mor i 1868. De havde guldbryllup i 1942. Min far var således 51 og min mor 47, da jeg blev født. Gamle forældre. De skulle have holdt op med det pjat noget før, så var jeg sparet for meget. Men det var vel den eneste fornøjelse, fattige folk havde dengang. Min far havde 11 søskende, de fleste rejste til Amerika og var med som nybyggere. Jeg har en masse fætre, kusiner og deres børn og børnebørn, jeg aldrig har set, de er ovre hos Nixon.
Min farfar var med i krigene 49 - 51 og 1864. Han var født 1824. Jeg har aldrig kendt ham, han var død, før jeg blev født. Han boede sammen med min farmor på deres ældre dage hos min far og mor, ellers var de kommet på fattiggården, da de ikke kunne arbejde mere. Men far fortalte, at da danskerne lå ved Dannevirke i 64 og blev beskudt af de tyske soldater, der havde fået bagladegeværer, der kunne skyde meget længere end vores forladegeværer, var det at helvede for soldaterne. Når der en enkelt gang forvildede sig en kugle over blandt tyskerne, grinede de og sagde: "Hva' fa'en, nu begynder danskerne at skyde med skarpt."
Min bedstefar bad til gud: "Kære Vorherre, lad denne meningsløse krig høre op, lad menneskene blive så fornuftige, at de ikke skyder på hinanden tværs over landegrænserne. Jeg håber, når den tid kommer, at min lille dreng derhjemme, der er født i år, bliver så gammel, at han skal være soldat, at militæret er afskaffet inden den tid." Nej, bedstefar, din bøn blev ikke hørt, for der er ingen gud. Din søn min far - blev soldat, jeg var soldat, dit oldebarn - min søn har måttet ind til tvungen værnepligt. Der har været mange grusomme krige i mellemtiden, menneskene er blevet værre end du i din vildeste fantasi kunne have forestillet dig i 1864.
Mine bedstemødre husker jeg heller ikke. Min morfar erindrer jeg svagt. Han døde, da jeg var tre år. Jeg husker vi var kørende i hestekøretøj hen at besøge dig. Du åbnede et gammelt chatol og gav mig et prospektkort - min første gave. Jeg var så glad for det, så det har prentet sig i min erindring.
Jeg gik i skole i Tybjerg Lille Skole. Jeg husker, at min mor lå på Næstved Sygehus, da jeg var tolv år. Min søster var hjemme at holde hus for far og mig. Så skulle vi i hestevogn ud at besøge mor, så jeg skulle bede mig fri fra skole til middag. Men da jeg havde læst i avisen, at der var en mand, der skulle begraves fra Tybjerg Kirke om eftermiddagen, anså jeg det for unødvendigt at sige det om morgenen, som vi ellers skulle. Læreren var kirkesanger eller det, man kalder kordegn i dag, og når han skulle møde i kirken til et eller andet, vidste vi, at vi alle fik fri til middag. Men den dag fandt læreren på, da vi kort efter skulle have fodboldkamp mod Herlufmagle drengehold, at vi skulle gå ned på fodboldbanen og træne til normal skoletids ophør. Pigerne skulle i syskole hos lærerinden, der havde de mindste klasser.- l. g 2. Der var 4 klasser i alt. Så måtte,jeg selvfølgelig spørge om jeg måtte få fri. Læreren sagde: "Hvorfor spurgte du ikke om det i morges?" Jeg svarede, at jeg havde læst i avisen, at han skulle til begravelse. Læreren, som jeg tidligere har skrevet, var god nok. "Det var pokkers!" udbrød han, "sidder I og studerer dødsannoncer, så I kan se, når I får tidligt fri?" Jeg ved, han morede sig hjerteligt over det og har fortalt det mange steder.
Ja, der var såmænd små episoder i min barndom, jeg kan le af endnu. Det kneb lidt for mig i begyndelsen af skoletiden at læse og skrive. Lærerinden sagde til mig: "Hjælper Agnes dig ikke?" Det var min tre år ældre søster. "Jo," svarede jeg, "men det er mig, der ikke vil." "Nå, du er da ærlig," sagde lærerinden, "men det skal du, for ellers bliver du så dum og kan ikke klare dig i livet." Jeg har senere tænkt over dette, da jeg ved at under den store arbejdsløshed i trediverne var der en arbejdsplads, der til noget smudsigt søgte en mand med god uddannelse. En mand med studentereksamen blev antaget. Han blev sat til at passe en maskine, der spyttede bolte ud i en spand. Når spanden var fuld, skulle han sætte en anden under og tømme den anden op i en kasse, der blev hentet af en kran senere. En stor uddannelse var påkrævet, manden blev også bitter. Han har senere skrevet en kronik i Politiken om sine tanker, når han ser en flok skolebørn, der forventningsfuldt går i skole, troende på, at det de lærer nok skal hjælpe dem til en god fremtid i erhvervslivet senere. Måske skal nogen senere samle bolte op og tømme spandene eller andet uinteressant arbejde?
Jeg husker, jeg var med min far til grundlovsfest i landsbyen Hækkerup, forresten derfra, hvor vores cigarrygende, sparsommelige over for andre økonomiminister Per stammer fra. Hans far tog navn efter landsbyen. Pers bedstefar havde en bondegård, han hed Nielsen. Men jeg skynder mig at komme videre. Jeg bryder mig i øjeblikket ikke om at tænke på snavsede ting, så jeg vil ikke tænke mere på dig Per, foreløbig. Da vi nåede til vejen, der mellem Tybjerg og Tybjerglille gik ned til Hækkerup, mødte vi den gamle skolelærer fra Tybjerg, Nielsen. Jeg kendte ham ikke, men min far tog sin bowlerhat af og hilste. Så sagde han til mig: "Tag huen af, dreng, - det er skolelæreren." Jeg tog skyndsomst huen af, og læreren bemærkede: "Det kunne drengen jo ikke vide, jeg er jo ikke hans lærer." Sådan ville min lærer aldrig have sagt, han forlangte, at vi skulle udvise høflighed over for alle, uanset standsforskel. Men Nielsen i Tybjerg var af den gamle skole. Han havde en søn, der senere blev nationalbankdirektør, men der er mænd på min hjemegn, jeg hellere vil tænke på. Fensmark, hvor vor store digter Chr. Winther boede, lå ikke langt derfra. Jeg må heller ikke glemme forpagter Rønholt, Tybjerggård, der gik under titlen "Danmarks dygtigste landmand". Han havde ikke mange penge, da han overtog Tybjerggård i forpagtning men ved en enorm dygtighed fik han de forsømte marker til at give stort udbytte. Han forlangte meget arbejde af sine folk, men betalte godt og holdt deres arbejderhuse i god stand. Han blev mangemillionær inden han døde, men han var en god mand, der fortalte, at han aldrig havde nået det, dersom hans arbejdere ikke havde hjulpet ham. Han påskønnede også deres indsats ved si jubilæum ved en gave til hver arbejder afhængig af årene, de havde været hos ham. Da adskillige havde været der i en lang årrække, fik de mange penge. Jeg tror det var 100 kr. pr. år. Han rejste spørgsmålet, om arbejderne med små indtægter ikke burde være skattefrie. Ejerne af jorden kunne tjene så godt, at de havde råd til at betale skatten for de ringere stillede. Hans Hedtoft forelagde det i Folketinget, og der blev et ramaskrig fra mange landmænd, der krævede landbrugsstøtte eller socialhjælp fra de små skatteydere. Forpagter Rønholt tog det roligt, han sagde, at han for fremtiden ville stemme på socialdemokratiet. Jeg har ikke noget imod folk har penge, dersom de har tjent dem på en god måde, og det havde Rønholt. Æret være hans minde.
Jeg er også fra hans egn, og jeg er vaskermand. Så der er gode mænd på den egn. Det er ikke Per, der er født der, det var hans far, der flyttede til Ringsted. Det var hans bedstefar, og han hed Nielsen, han var efter sigende en reel mand, jeg kender ham ikke. Men jeg vil skynde mig sammen med min far til grundlovsfest i Hækkerup. Jeg fik penge til min første iskage, og tanken om den vidunderlige smag, den fremkaldte hos mig, får mig foreløbig til at glemme alt om Per Hækkerup og tidligere og nuværende nationalbankdirektører.-. Min far var henne at høre på dagens taler. Det var daværende forsvarsminister Laust Rasmussen under Staunings første regering. Jeg fik senere at vide, at han havde udtalt: "Man kalder mig forsvarsminister, andre kalder mig krigsminister, men selv kalder jeg mig for afrustningsminister. For det er socialdemokratiets program at afruste Danmark og sker det, vi får flertal i begge ting, afruster vi, hvad der end sker.
Så blev ordet frit, og én var oppe og sagde: "Det var stærke ord, forsvarsministeren sagde, men hvad vil udlandet sige? Forsvarsministeren gentog: "Når vi får flertallet i begge ting, afruster vi, hvad der end sker." Skulle man i dag minde Socialdemokratiet om dette, svarer de: Tiderne er anderledes, udlandet siger nej, og vi har forresten aldrig haft flertal i Folketinget." Jo, det har I. SF blev også startet på et afrustningsprogram, I har haft flertal i Det Røde Kabinet og har det tilsammen i dag. Afrust for pokker! Afskaf det meningsløse militær! I har lokket hundredetusinder af vælgere til at stemme på jer, fordi vi troede, I ville afruste. I er tværtimod gået med i en militær blok, der koster os milliarder af kroner til et nytteløst militær. I tilfælde af krig blæser alle stormagter et lille land et stykke. Vi risikerer en krigszone i Danmark. Ved at afruste har vi en minimal chance for at undgå at blive indblandet i en storkrig. Alle ved vel, hvordan Hitler kunne komme til magten i Tyskland. Det var fordi Kejser Wilhelm startede den ulykkelige l. Verdenskrig, der resulterede i, at Tyskland tabte og måtte skrive under på den ulykkelige Versailles-raktaten, hvorved tyskerne skulle blive ved at leve på sultegrænsen, da det skulle betale en kæmpe krigsgæld, som en magtgal kejser var skyld i. Da Hitler ville slå en streg over Versailles-traktaten, fik han det tyske folk med sig, især da han forøgede velstanden ved at indføre tvungen værnepligt. Det var i strid med Versailles-traktaten, og det eneste gode, denne traktat indeholdt. Da burde England og Frankrig omgående have besat Tyskland og forlangt tvungen værnepligt afskaffet. Så havde der ingen 2. Verdenskrig været. Nu lod tyskerne sig bluffe, de troede på Hitler, fordi de fik øget velstand og alle var i arbejde. De var ikke klar over, at han brugte dem i sit magtbegær for at tænde verden i brand og blive herskeren over alt.
Jeg hørte meget politik i mit hjem. Far var ivrig socialdemokrat. Han hørte til de gamle pionerer, der virkelig vidste, hvad det gjaldt. De havde haft ringe forhold i mange år. De boede straks de blev gift i et gammelt hus, der hørte til Tybjerggård. Det var før Rønholts tid. Der var en godsejer, der drev det dengang. Far fik som sagt l kr. om dagen. Der var lergulv i stuen, nogle huse havde fået bræddegulv. En dag kort efter de var flyttet ind og min farmor var på besøg, kom godsejeren ind til min mor. Han var meget elskværdig, hilste og sagde "Nå, det er Frederik Hansens kone og hans mor, hvordan er De tilfreds?" Min mor svarede, at det havde været bedre, om der havde været trægulv i stuen. Godsejeren blev stram. "Det er dyrt," sagde han, "men vi får se." Han sagde farvel og gik. Min farmor slog hænderne sammen og sagde til mor: "Du sender os alle i ulykke, nu risikerer vi at Frederik bliver jaget væk." Men godsejeren var dog ikke så slem. Han bevilligede et trægulv, det kom fjorten dage efter. Far måtte selv lægge det på om aftenen, eller rettere: om natten. Mor gik også på arbejde i tørvemosen om sommeren. Hun trillede tørv ud fra 5 om morgenen til 7 om aftenen. Hun tjente 2 kr. om dagen og kosten. Det var akkord. Nogle år efter havde de ved meget stræbsomt slid sparet lidt penge op, så de kunne udbetale på et lille sted med 4 tønder land, der lå 3 kilometer fra gården. Far fortsatte med at arbejde på Tybjerggård, han fik 1,15 kr. om dagen, når han ikke boede i gårdens hus. Mor gik hjemme og passede driften. Far lånte heste om søndagen fra Tybjeggård og fik pløjet og harvet, men en dag var det ved at gå galt. Far var ved at blive fyret på gråt papir. En journalist fra Socialdemokraten i Næstved, der lige var dannet på det tidspunkt, var rundt hos forskellige arbejdere. Han traf far og spurgte ham, hvad han mente. Far svarede, at han mente meget kunne være bedre. En dag, da de var ved at skulle i arbejde efter middag og forvalteren var kommet og sat arbejderne til det forskellige, indfandt godsejeren sig og sagde til min far: "Frederik Hansen, hvad er det, jeg læser, De har skrevet til avisen, at her er dårlige forhold på Tybjerggård. Så kan De jo rejse." Der var da heldigvis en anden arbejder, der svarede: "Det har Frederik aldrig sagt, det. var en journalist, der spurgte, og Frederik svarede, at han mente, meget kunne være bedre. Men det var møntet på hele samfundet og ikke Tybjerggård." "Nå, sådan," sagde godsejeren, "så taler vi ikke mere om det." De journalister fordrejer alt.
Mine forældre fik nogle år efter et af de nye statslån, der var muliggjort på dette tidspunkt og købte 8 tønder land, hvor de byggede udhus, kostald, hestestald, lo og stuehus i én lang bygning. Vi kunne gå igennem køkkenet ud i loen og derfra i staldene. Der er jeg født. Mine forældre har hele deres liv været stræbsomme, reelle mennesker, der aldrig har tjent meget, men heller ikke forlangte andet end tålelige vilkår. Min far kørte en mælketur til andelsmejeriet. Vi havde 3 køer og 2 heste og lidt grise og høns. Det kunne altsammen give til livets opretholdelse, men heller ikke mere. Der var ikke penge til fornøjelser. Tøj blev dog købt, når der var brug for det. Jeg voksede jo, så jeg skulle have et sæt tøj hvert år til eksamen. Jeg ville have været i handelslære, da jeg var konfirmeret, men far sagde: "Pjat, du skal ud hos en bonde." Jeg takker ham i dag. Jeg har desværre erfaret, hvor forvirrede tanker man som kommis kan få om samfundet. Jeg tænker på Hilmar Baunsgård.
Min ældre broder overtog mine forældres sted, da de blev gamle og udslidte. Han har senere solgt det og købte et lidt større sted, men han er desværre død nu - påkørt af en bil og dræbt på stedet. Vi er kun 3 tilbage ud af 7 og det er vi tre yngste. Mit fødested er blevet større. Der er sket sammenlægning med et andet mindre sted, der brændte, så det er nu på 14 tønder land. Mine forældre tilbragte deres alderdom i et gammelt hus i Spragelse ejet af en god bonde. Min far blev, da han var godt 70, lige så dårligt gående, som jeg er nu. De havde guldbryllup i 1942, det blev fejret inde i gårdens stuer. Ejeren var død, og enken stillede hele sit hus til rådighed den dag og aftenen efter, da vi havde mange gæster. Vi søskende havde betalt lidt hver for at muliggøre en fest for vores forældre. Socialdemokratisk forening var også mødt med fane og musik, og de hyldede far som én af de gamle pionerer. Det var et par uforglemmelige dage, hvor jeg hilste på min lærer. Han var blevet gammel nu, men førstelærer på Herlumagle Centralskole. Jeg har forresten hørt, at forældre har klaget over, at deres børn lærte mindre i Centralskolen end de gjorde i Tybjerglille Skole, og det var dog samme lærer, der var blevet førstelærer. Ja, men han var ikke enelærer mere, der var mange andre, så han havde kun enkelte fag med børnene selv.
Jeg nævnede, at det var en god bonde, der havde mine forældres hus. Det var det, det er hans søn også, der
har gården nu. Det er en af mine ungdomsvenner, og han var med til min mors begravelse. Han sørgede, som om det var en kær slægtning. Men mor var også en god kvinde. Ja, der er nogle brave bønder til, der ser rigtigt på det. Mindst 5%, de 95 tror jeg ikke rigtigt på. Da deres forfædre blev fri fra stavnsbåndet og i mange tilfælde blev selvejere af deres fæstegårde, indførte de som kommende arbejdsgivere et nyt stavnsbånd over for deres tjenestefolk. De var solgt et helt eller et halvt år ad gangen, og dengang var det en katastrofal ting, dersom nogen rejste i utide. De havde vanskeligt ved at få arbejde andre steder, det stod i deres skudsmålsbog. Gudskelov det er afskaffet. Min fars var fin, jeg gruer ved tanken om, hvordan min var kommet til at se ud. Jeg har nøjedes med anbefalinger, og var jeg uheldig at komme et sted, jeg ikke brød mig om at være, rejste jeg hurtigt, så derfra har jeg naturligvis ingen anbefalinger. Men jeg har mange fine, for jeg har også været steder, hvor jeg er blevet respekteret for min indsats som vaskermand.
Min mor døde i 1947, min far kom på Herlufmagle Alderdomshjem. Han døde året efter. Jeg nåede ikke at blive jeres alderdoms trøst, men jeg tror nok far var stolt af mig, fordi jeg var rasende på systemet - det havde han også været i sine unge dage, men han syntes, at de havde nået det hele: at spise sig mæt hver dag, have til dagen og vejen og endda få råd til en af de nymodens genstande, der kaldtes radio.
Han forstod ikke vi unge ikke var tilfredse med det. Han forstod ikke, når jeg sagde, at jorden og produktionsmidlerne var hele folkets, det var ranet fra vores forfædre. Vi ville have det tilbage i stedet for, at enkelte bønder og godsejere skulle tjene så meget på os arbejderes at de senere havde råd til at forære alle deres børn en gård: det var for ulige fordelt. Men jeg tilhørte en anden generation, jeg havde ikke prøvet at gå sulten i seng. At vi ikke havde måttet prøve det som børn, anså du for den højeste form for lykke.
Jeg tænker på jer, kære forældre, og mine fire døde søskende samt min kære svoger, der også er død, du var gift med min ældste søster. Jeg møder jer nok engang og glæder mig til at fortælle jer om, hvad Jeg har prøvet at vaske af det snavsede samfund. Jeg har set jer alle i drømme, min hund passer på jer, han farer til og bider alle konservative tilhængere og præster i røven, der ved en fejltagelse er havnet samme sted som jer.
|
|