|
13. kapitel
SOM UNG MAND, DER IKKE TABTE KAMPVILJEN, SELV OM JEG VAR SLAVE
Jeg har hørt fortælle at den strengeste tid i ens liv er fra forældrene dør til man kan få folkepension, der er noget om snakken dog ikke i arbejdsmæssig henseende.
Som niogtyveårig hvor jeg var fodermester på Herlufholms avlsgård
Jeg måtte tidligt lære at tage fat, jeg kom ikke ud at tjene fremmede før jeg var konfirmeret, men jeg måtte hjælpe til hjemme så længe jeg kan huske tilbage. Vi havde 6 ugers ferie fra skole som nu, det var i høsten, var denne forsinket på grund af dårligt vejr blev ferien forlænget op til fjorten dage. De fleste børn var landmandsbørn og de skulle hjælpe til hjemme, det var derfor de fik skoleferie. Nej jeg havde lært at stå på egne ben, men det var rart når man i den første svære tid inden man kom i træning og var fuldt udvokset og fået fornødne kræfter som en voksen karl burde have for at klare det hårde ræs landbrugets arbejdsgivere forventede af deres folk, selv om de fik en så ringe betaling for det at jeg skammer mig ved at nævne beløbet. Ja vi blev udnyttet groft og skamløst, arbejdsgiverne skulle spare sammen til arv til egne børn. Det var rart at komme hjem engang imellem og vide at ens forældre vidste hvor svært det var, men de kunne ikke gøre noget ved det, det var ret vanskeligt at gøre noget p'e5 det tidspunkt, kritiserede man systemet blev man hængt ud som en dårlig karl. Jeg kender bønder der kom sammen til en kop aftenkaffe og hurtigt førte samtaleemnet hen på det sædvanlige deres karles og pigers privatliv. Det blev drøftet indgående, de havde gerne set de havde hals og håndsret over os både i arbejdstid og i fritid, var der en pige der havde været i seng med en karl blev hun ofte omtalt som en forfærdelig tøjte der måtte skiftes ud til november eller maj. Jeg har døjet så meget ondt hos de mennesker der kun tænkte på en ting: landbruget, det dominerende erhverv, så skide være med alle andre i samfundet, de havde gerne set at de havde lov til at sætte en karl der krævede sin ret på træhesten som deres forfædre var blevet det af godsejerne, nej en tjenestekarl var slave, han var ikke regnet for meget, han var i den laveste kaste, han var landarbejder. Jeg har truffet bønder for kort tid siden, der beklagede sig over den udvikling der er sket. De ville gerne have de tider tilbage hvor de kunne yde deres arbejdere alt, men det kommer aldrig, vi er mange vaskepiger og mænd i Danmark og vi forhindrer jer i at kunne udnytte jeres arbejdere så groft mere. I er stærke, I startede en ulovlig strejke som arbejderne havde fået bod for dersom de tilnærmelsesvis havde gjort det samme uden varsling. I holdt mælken hjemme, vores regering gav efter. I fik en stor statsstøtte ligegyldig hvor stor indtægten var. Selv grev Ingolf der har en stor indtægt, ved det de vistnok kalder apanage, får socialhjælp. Det svarede til at alle danske arbejdere uden arbejde eller ej kunne hæve en uges understøttelse. Nu piber landmændene igen, tilhængerne af EF, hvoraf der var mange blandt landmændene, sagde før folkeafstemningen at der ikke blev brug for statsstøtte dersom vi blev medlem af EF. Alt ville blive fremragende, vi var mange der advarede mod dette blålys, at det ville gå lige modsat. Til dato knapt et år efter, har vi allerede set at det ikke var den guldgrube I sagde det var, fødevarepriserne stiger enormt og I fiske efter at få statsstøtte fra danske skatteydere på ny.
Men det får I ikke, vi har øjnene åbne for jeres usolidaritet med det øvrige samfund. Da I strejkede og holdt mælken hjemme skulle regeringen have givet tilladelse til at indføre mælkevarer fra udlandet, hvorfor skal landbruget have tilladelse til at kunne kue andre erhverv? Der er ingen der har medlidenhed med den lille købmand, han får ikke statsstøtte dersom han ikke kan klare sig i konkurrencen med de store koncerner. Kan landmanden ikke klare at tjene så I kan have en større løn end en arbejdsmand er der et frygteligt skrål der giver genlyd over hele landet, I forventer minsandten at I uden ret mange penge kan købe en gård, afdrage og forrente gælden i den og alligevel tjene mere end en arbejdsmand. En lille håndværker f.eks. en tømrer kan ikke efter endt læretid nedsætte sig som selvstændig uden han har en formue, han må arbejde som svend i adskillige år før det lykkes at skrabe de fornødne penge sammen til hus og værksted og blive selvstændig. Så lad være med den propaganda med hjælp til betrængte lanmænd, kan I ikke klare den så lad samfundet overtage jorden og forpagte den ud til de mange kvalificerede landarbejdere, der grundet de utålelige forhold landbrugets arbejdsgivere bød dem til en ringe betaling er flyttet til byen. Da jordlovene var til folkeafstemning blev der fra arbejdsgiverside og borgerlige parter sat et kæmpepropagandamaskineri ind, mange var i tvivl men troede på jer og stemte nej til gode jordlove, der kunne have forhindret alt for grov spekulation i grunde og landbrugsjord, dette er steget tårnhøjt siden. Jeg kunne have tilgivet jer dersom I hurtigt havde indset fejltagelsen og ladet de gode jordlove, med små ændringer blive vedtaget, men nej I vil ikke vedgå en fadæse der så grelt er gået ud over jer og det øvrige samfund, I regner med at samme samfund vil betale jeres tab som I selv har været ude om, bare ved de sædvanlige klageudgydelser.
Poul Møller der kunne konkurrere med Goebbels i propagandamæssig retning før afstemningerne om jordlovene troede I på og gjorde ham til finansminister, hvor det lykkedes ham at kludre forfærdeligt med den kildeskattelov Grünbaun havde fremkommet med og havde blevet en glæde, nu sørgede Poul Møller for at det blev alle tiders fiasko. Ja jeg kunne som nævnt have tilgivet landmændene at de stemte nej til jordlovene, det har skadet mange landmænd, der vil blive på deres gård, den er siden hen steget til en uhyre pris i papirpenge i aldrig ser uden ved salg af gården og det kan I ikke forrente, nej som man reder ligger man, men det må ikke gå ud over den øvrige befolkning. Det var også landmændene der var de største propagandister for at få os i EF, men det undrer mig ikke jeg har kendt jer fra barn og venter det utrolige fra den kant. Mange af jer der tidligere havde karle må nu selv klare bedriften, da priserne er så store, mest fordi spekulationen ikke blev bremset ved jordlovenes vedtagelse. I prøver nu på at ilde arbejderne ind at vi er i samme båd, vi må kæmpe sammen og minsandten om det ikke er ved at lykkes for jer, jeg har truffet byarbejdere der tror på jer her i København. Mange af jeres børn er herinde, de er dejlige mennesker og der er også nogle der er mine meget gode venner, de er helt rigtige, de tror selvfølgelig på jer der er deres forældre, de har selv set hvordan I må slæbe nu for at tjene til det daglige, I fortæller dem det er fordi priserne er steget så kolossalt, I fortæller dem at I er solidariske med arbejderne, men I glemmer at fortælle dem at det er jeres egen skyld. I glemmer at fortælle dem at I har undertrykt jeres landarbejdere på det grusomste da I var arbejdsgivere, men jeg fortæller dem det, det skal ikke lykkes jer at putte danske arbejdere blår i øjnene og fortælle dem at I er solidariske. Jeg kender jeres rænker og vil som vaskermand også bekæmpe dette smuds.
Som dreng blev jeg sendt ud at pløje. Jeg har altid været bange for heste og kan ikke styre dem, jeg har vanskeligt ved at se lige, det er en manglende evne, jeg pløjede på skrå, det var meget skævt. Det har skadet mig livet igennem at jeg ser skævt på det hele, alle mener det er så ligetil undtagen kineserne der siges at de har skæve øjne, så de er nok en del skeptiske også overfor ligesystemet. Som soldat skulle alt være snorlige. Det gør det endnu sværere at indordne sig da systemet er skævt. Jeg arbejdede i tørvemosen nogle sommermåneder under besættelsen, vi lavede pressetørv, tre mand fyldte tørvemassen i en såkaldt elevator. En stod for oven, en i midten og den tredie i bunden, det tungeste og hårdeste job var at stå i bunden hvor man skulle løfte skovlen med den våde tørvemasse ret højt, det letteste var at stå for oven og vælte tørvemassen ned i elevatoren, så vi skiftedes til at stå for oven og i bunden, men den der stod øverst skulle på øjemål rette tørvegraven ind så den blev lige, det kunne jeg kke selv om jeg bestræbte mig på det så jeg måtte stå enten i midten eller i bunden hele tiden.
Senere i livet blev jeg kreaturpasser på en stor gård, der hørte knapt et tønde land til tjeneste boligen, jorden var fuld af ukrudt så jeg satte kartofler i det hele for at få renset jorden. Jeg fik en ret god avl, men læseren skulle have set mine skæve kartoffelrækker, det ragede mig en fjer for det var en fryd for mig, der havde lidt så meget under at jeg ikke kunne se lige at kunne konstatere at jeg avlede det samme af min jord enten kartoflerne var lagt i lige eller skæve kartoffelrækker. Mit problem med at se lige har senere givet mig løsningen på et problem, men det vil jeg senere skrive om. Da jeg var sytten år og mest havde måttet passe kreaturerne, da jeg var bange for heste og ikke kunne se lige, blev jeg foderelev på en større gård. Jeg skulle malke 18 køer med hånd 2 gange daglig klokken fire morgen og eftermiddag, dertil kommer at jeg naturligvis var med til at fodre og rense under køerne strø under dem og strigle dem. Arbejdstiden var dengang 9 timer daglig i ugens syv dage og kun en månedlig fridag, det kneb lidt med at følge med i begyndelsen, men efter kort tid kom jeg i træning og klarede det hårde job. Jeg har været på mange herregårde, det foretrak jeg, trods alt, der var mere sammenhold, selv om lønnen var lille, det var mere organisationspræget, flere var i fagforeningen, det kneb mere på bøndergårdene, jeg har dog været hos flere reelle bønder som fodermester. Jeg nåede at blive uddannet herregårdsfodermester og har virket ved dette fag det meste af min ungdom. Det sorterede under fodermesteren med rengøring af mælkejunger, og andre malkerekvisitter og dette er i høj grad kommet mig til gode senere i livet som spandevasker i Folkekøkkenet. Jeg har lært renlighed ved rengøring af spandene så jeg er også praktisk vaskermand. Jeg har været på flere herregårde der leverede mælken til København og har fået anerkendelse for den reneste Mælk der blev leveret til københavnermejeriet.
Det var en streng tid som foderelev, men jeg var ung og stærk og da jeg var 19 år var jeg istand til at følge enhver arbejdsmæssigt, det var rutine. Men måske blev jeg lidt overmodig og ligegyldig. Men det kurerede fodermester Svensson på Mørup ved Fjenneslev mig for, han var en dygtig fodermester og en god arbejdsleder. Jeg ved ikke om han er levende mere, han var på Mørup i mange år, ham har jeg meget at takke for fordi han gav mig en fortjenstfuld skideballe. Jeg afkølede mælk på denne gård, malkede kun få køer og kørte jungerne afsted til kølerummet hvor jeg tømte mælken over et køleapparat, derudover passede jeg svinebesætningen og holdt malkeredskaber og køleapparat rent. Arbejdet var inddelt ved 5 timer fra 4 til 9 og fra ca.15 til 18, jeg var færdig med mit morgenarbejde og lå på mit værelse og sov til middag. Mester kom og vækkede mig og sagde vredt: "Kom med over i spandevasken, vi har lige haft dyrlægekontrol, spandene er slimede, de er vasket dårligt". Jeg gik med, det var rigtigt, jeg havde været for ligegyldig. Mester sagde: "Du er en dygtig ung Mand, du skal nok blive en god fodermester engang, men det her kan du ikke være bekendt. En fodermester skal først og fremmest være renlig, vi leverer mælk til andre, det er fødemidler, det er en fodermesters første opgave at gøre alt så rent som muligt". Tak Mester Svensson fordi du lærte mig det, jeg har fulgt det siden og med godt resultat og jeg kan da tilføje at da jeg rejste første maj, grundet jeg skulle ind som soldat fik jeg en glimrende anbefaling af mester hvori der bl.a. stod at jeg havde holdt mejeriredskaber rene til hans fulde tilfredshed.
Sommeren arbejdede jeg på Klintholm i kostalden og blev fra februar til november '51 underfodermester på Klintholm. Her står jeg nr. 3 fra venstre.
Jeg har selv senere som herregårdsfodermester forlangt at dem der havde afvaskningen af spande, skulle gøre det lige så godt. Jeg har sagt til dem på en ordentlig måde at det var aldeles ikke senere at gøre det ordentlig rent end overfladisk, jeg har vist mange hvordan den bedste måde var og som nævnt har jeg været med til at levere noget af Danmarks reneste mælk.
Jeg kan ikke i denne bog komme ind på ret meget af det sjov vi havde i vores fritid på herregårde, det ville fylde mange sider, men jeg var som andre unge ude at more mig til foreningsballer, vel nok lidt for letsindig med at følge piger hjem efter dansen, dengang havde vi desværre ikke lært at respektere kvinden som ligestillet. Det skammer jeg mig over nu, jeg er ikke kønsfacist mere.
Den første herregård jeg var på da jeg var sytten år, havde mange karle, såkaldte herregårdsbørster, de sagde til mig, hvad er du for en lort kan du ikke æde snus. Jeg ville vise at jeg var lige så voksen som de og købte en æske, jeg kunne ikke lide det straks, men blev snart tilvænnet denne last der har fulgt mig siden, man bliver afhængig af som at ryge. Det er billigere og ikke spor mere urenligt end dem der ryger og puster snavset røg ned i lungerne. Men det er en last, man bliver afhængig af, hvis de tager snusæsken fra mig vil jeg føle det som en tortur og de kunne måske få mig til at stemme på de konservative hvis der var chancer for at snushungeren blev tilfredsstillet.
Det irriterer mig dog grænseløst at jeg er blevet afhængig af en last, selv om ikke mange kan se på mig at jeg bruger snus, da jeg børster mine tænder og holder mig ren, men jeg tænker tit på hvordan det begyndte at jeg lod mig lokke og så får jeg den tanke at det udmærket kan gå til på samme måde at nogle bliver afhængige af narkotika, måske har de blot villet vise sig overfor andre de så op til og er blevet afhængige af dette tilintetgørende som narkotikamisbrug medfører.
|
|