|
11. kapitel
FORTID OG FREMTID, EN KÆMPEBRANDERT OG TO RETSSAGER
Ja, det er en underlig sammenblanding, jeg brygger sammen i dette kapitel. Men hele livet er en underlig sammenblanding, og jeg bestræber mig på at skrive en bog, der er ualmindelig og sandfærdig.
Klokken er 14. Mine venner kom ikke, de er nok på ferie de fleste. Det er kedeligt, da jeg i går fik jordbærgrød som efterret. Det står på en tallerken endnu, jeg kan ikke få bud efter mælk til at hælde på. Jeg køber mig et køleskab, maden kan ikke holde sig i denne varme, men jeg har da brød, fedt, spegepølse og ost i mit køkkenskab, så jeg kan drikke vand og kaffe til. Der er mange, der må nøjes med mindre. Jeg har stået på min altan og iagttaget en familie, der flytter ind ovenpå i min opgang. Det ser ud til at være flinke folk med et par pæne børn, de smilede så venligt til mig. Det kan være, jeg lærer forældrene at kende, således at børnene får lov til at gå småærinder for mig, ja, det kan være de vil komme ind og lege i min stue. Jeg vil gerne spille hjerterfri eller rommy eller et andet spil med jer. Taber I skal I ikke betale. Vinder I får I 25 øre. Men man ved ikke hvad fremtiden bringer, den er sværest at spå om, som Storm P. sagde.
Jeg havde besøg af en radiotekniker for et par måneder siden, han forsøger sig som radioreporter som bibeskæftigelse og er interesseret i gamle folkeminder. Han gransker slægtsregistre med videre. En prægtig ung mand med gode interesser. Jeg traf ham ved en søndagsunderholdning i Folkets Hus, hvor han optog, hvad det glimrende orkester spillede. Jeg husker ikke hvem det var den dag. Så var der én af mine venner, der havde anbefalet den unge mand at henvende sig til mig, da jeg skrev nogle sange med mere. Det er blevet til et varmt venskab. Den unge mand har været hos mig tre gange, jeg har indtalt en masse på bånd, han har fået med hjem, men jeg lovede ham, at jeg skulle prøve at skrive nogle af mine erindringer ned, til han kom igen omkring den 15. Juli. Det er derfor, jeg haster så meget med denne bog, som jeg håber, han kan hjælpe mig med at få udgivet. Jeg har tidligere skrevet, at det nok ikke lykkes mig at blive færdig med den, det gør det naturligvis heller ikke, en vaskermand bliver aldrig færdig, me jeg afslutter snart denne bog, så fortsætter jeg med andre. Dog mangler jeg nogle kapitler endnu, som jeg gerne vil have med inden afslutningen. H.C. Andersen er mit forbillede, han rejste til København da han var fjorten og regnede med at gennemgå en del slemt, men skulle nok blive en kendt forfatter. Jeg byttede om på tallene 1 og 4 og 4 og 1, jeg rejste til København da jeg var 41 og har gennemgået meget slemt. Jeg håber denne bog vil blive udgivet på mange sprog og læst af verdens vaskerpiger og -mænd. Jeg har fortjent pengene, som jeg får i ind for den, de vil blive brugt til gode formål mod smudsets bekæmpelse og ikke til min egen fornøjelse. Jeg kræver ikke ret meget til livets opretholdelse. Dog er jeg ikke begejstret for den måde, kunstfondens midler bliver givet ud til kunstnerne på. De bliver mange gange uddelt til nogen, der har en masse penge i forvejen. Jeg tænker på Oehlenschläger. Han var efter sigende meget doven og skrev kun, når han var ved at dø af sult. Havde han fået en sum penge fra Staten dengang, tror jeg næppe, vi havde haft hans herlige digte som Guldhornene og Aladdin at glæde os over i dag.
Men jeg kan også gå for vidt i min pessimisme. Jeg husker, jeg var med til et politisk møde i en partiforening, jeg var tilknyttet dengang. Den aften var det Statens Kunstfond, der var under debat. Der var nogle unge kunstmalere imellem, gode venner, men jeg ønskede at drille dem lidt den aften, så jeg sagde: "I er fuldkommen overflødige personer i et moderne samfund, tænk jer nu lidt om: Det hestetrukne landbrug er afløst af traktorer, malerkunsten er afløst af farvefotografiapparatet, og så skulle I oven i købet have penge fra Kunstfonden for sådan noget klatsmøreri!"
De var ved at lynche mig, før det gik op for dem, at det var min spøg. Selvfølgelig kan dette ikke sammenlignes, da en kunstmaler naturligvis er en større kunstner end fotografiapparatet.
Men diskussionen varede to timer, det trak ud. Mødet blev holdt i en villa, som et af partiforeningens medlemmer ejede. Værten sagde til mig ved afskeden: "Din laban, det er dig, der har skabt denne diskussion. Jeg havde troet, denne aften var rene rutinespørgsmål, der snart var klaret. Du er skyld i, at jeg kommer sent i seng, og så mente du ikke et ord af det, men det var s'gu interessant at høre på."
Ja, jeg har lært at diskutere ud fra noget, jeg ikke selv tror på, det har Ernst lært mig. Han var 19 år og jeg var 23 og fodermester på en mindre proprietærgård. Vi gik sammen i aftenskole i den daværende folkeskole. En pragtfuld lærer underviste os i at få opfrisket vores skolelærdom. Han læste et kapitel op for as hver gang af Jakob Knudsens bog Lærer Urup. Da han var færdig med bogen, fandt han på den fortræffelige idé, at vi næste gang skulle diskutere bogen. Det skulle foregå på den måde, at Ernst og mig blev udtaget til at komme med kommentarer, og så måtte alle eleverne tage del i diskussionen. Jeg havde ikke tænkt nøjere over bogen. Den var meget interessant, nu skulle jeg være med til at diskutere den. Ved nærmere eftertanke fandt jeg ud af, at jeg ikke var enig med Jakob Knudsen i ret meget af det han havde skrevet i den bog. Hovedpersonen Skov Johan blev beskrevet som en meget ond person, der ikke fandtes godt i, det måtte jeg protestere imod.
Men Ernst var det fødte geni. Jeg ved ikke, hvor han er i dag, han må være blevet til noget meget stort. Jeg har ikke set ham senere end et år efter, hvor han var soldat.
Da læreren opfordrede os til at begynde diskussionen, tog Ernst straks et point, idet han sagde: "Jeg har hørt, at Ejner Hansen vil angribe bogen, så kan jeg bedre forsvare den bagefter." Så måtte jeg op til katederet, der blev brugt som talerstol. Jeg sagde blandt andet: "Mange forfattere har i deres bøger prøvet at forandre samfundet. Jeg nævner to eksempler. Holberg fik ved sine herlige komedier meget forandret. Han gjorde nar af alt indbildsk, latterliggjorde vrøvlet i samfundet, angreb snobberiet. At vi i dag mangler en ny Ludvig Holberg, er noget helt andet. Jeg tænker også på den amerikanske kvinde, der skrev Onkel Toms Hytte. Hun var medvirkende til, at slavehandelen ophørte. De fik ikke friheden, som det er skrevet, den har de ikke fået endnu, der består stadig racehad mellem de farvede og de hvide. Men da forfatterinden til Onkel Toms Hytte senere besøgte præsident Lincoln, sagde han: "Der har vi den lille kvinde, der skabte den store krig." Således ville Jakob Knudsen sikkert også medvirke til at orandre samfundet i sin bog Lærer Urup, men man kan ikke forandre et samfund, man har misforstået, og Jakob Knudsen har totalt misforstået samfundet! I sin bog Lærer Urup omtaler han hovedpersonen Skov Johan som et så ondt menneske, der ikke fandtes godt i. Der er et gammelt ord, der siger, at i ethvert menneske findes der en konge og en stodder. Jakob Knudsen har nævnt stodderen i Skov Johan, men helt glemt kongen. Jeg ved fra aviser og blade, at ham, der blev kaldt samfundets fjende nr. l, John Dillinger, var en stor dyreelsker. Jeg er ikke enig med Jakob Knudsens udlægning af mennesker."
Så var det Ernsts tur. Han imponerede os alle. Han svarede mig om Holberg, at således var der mange forfattere, der i dag forandrede samfundet, blot skrev de rent ud uden at pakke det ind. Til mit udtryk med kongen og stodderen svarede han, at der var også et gammelt ord, der sagde, at der var ingen regel uden undtagelse. Det har jeg senere erfaret, jeg har truffet mennesker, jeg har haft meget vanskeligt ved at finde noget godt hos. Jeg kender bl.a. borgmesteren på Frederiksberg. Men det var et sidespring. Efter Ernsts forsvarstale tog læreren ordet. Han holdt i det store og hele med mig. Han havde ikke tænkt over sagen fra den side, sagde han. De andre elever holdt også med mig, men Ernst var stadig imod. Emnet blev bredt. Vi kom ind på bl.a. militærspørgsmålet, som jeg var og stadigvæk er meget imod. Ernst svarede: "Som soldat er det med at holde kæft, trit og retning." Vi diskuterede, alle holdt med mig undtagen Ernst. Han argumenterede sagligt imod alt, jeg kom med, og diskussionen fortsatte uden enighe til længe efter normal skoletids ophør.
Vi skiltes under en livlig diskussion om åndssvage, som Ernst ville have steriliseret. Jeg syntes som læreren, der sammen med Ernst og mig var alene tilbage, de andre var forlængst gået hjem, at det var synd. Men vi blev ikke enige. Næste aften traf jeg Ernst. Han sagde til min store forbløffelse: "Jeg gav dig og læreren ret i alt, hvad I sagde i aftes, men havde jeg gjort det med det samme, var der intet at diskutere." Tak, Ernst, fordi du lærte mig at diskutere. Jeg traf forresten Ernst et år efter, da var han soldat. Jeg spurgte ham, hvordan det gik med at holde kæft, trit og retning. "Åh, hold kæft", sagde han, "sikke noget lort!"
Jeg tænker på en af mine venner, jeg arbejdede sammen med i tørvemosen. Han havde drillet mig lidt. Det skulle hævnes. Det var under besættelsen. Der var ikke til at opdrive bihonning på dette tidspunkt, så jeg satte en annonce i avisen: Ægte bihonning til salg. Fås kun i l kg. og 2 kg.-dåser. Der er folk, der endnu taler om den store folkevandring, der var til byen dengang, Hans solgte honning. Men han forstod spøgen og svarede, at han forlængst havde udsolgt. Ja, jeg var en laban som ung, ikke en skid bedre end de unge i dag, næsten værre. Jeg har været med til at leje en vogn, og så stoppede vi uden for et hus klokken l om natten. Vi bankede på, da vi så der var lys, og spurgte, om de havde en hammer og knibtang. "Ja, et øjeblik", sagde manden. Han ledte værktøjet op, og kom med det. Vi svarede, at det var da en god ting at have, og så kørte vi videre.
Jeg husker, jeg var på en herregård. Vi var blevet lidt uenige med forvalteren. Så satte vi en annonce i avisen: 18 velanbefalede karle søger arbejde. Så opgav vi forvalterens telefonnummer. Han var rasende, han måtte rende til telefonen hele dagen, den kimede uafbrudt.
Hans, jeg lige har omtalt med bihonningen, er det mest rolige menneske, jeg har truffet i mit liv. Der fortælles i landsbyen, hvor han bor nu, at der en nytårsaften var havnet en raket på stråtaget af et hus i byen, og den lå og glødede. Hans kom forbi, han bankede på og gik ind og sagde: "Goavten, der er ild i taget." "Pjat, Hans" sagde de, "sæt dig ned og få en bajer!" "Jo, tak." sagde Hans og satte sig ned og begyndte at drikke, "men skal I ikke ud at se der er ild i tavet." Så gik de ud og så og kom styrtende ind i panik. "Huset brænder!" råbte de. "Jamen det sagde jeg jo" sagde Hans. Det glødede kun. Én fik fat i en sprøjte, men slangen kunne ikke nå. Så sagde Hans: "Vent lidt, det varer ikke så længe, så når ilden ned til slangen." Men en røg op på loftet og stred en spand vand ud igennem stråtaget. Så var ilden slukket, og de kunne roligt gå ind og sætte sig i stuen igen, og byde Hans en ny bajer. Han havde nået at drikke den første.
De fleste af Høvdinggårdens personale sommeren 1940. Jeg sidder yderst til højre. Jeg var underfodermester der fra 1. maj 1940 til 1. nov 1940.
De tre ting, jeg har beskrevet, hvor jeg var med til at holde folk for nar, lå vel på den kriminelle grænse, men da folk morede sig hjerteligt over det, og det ikke forvoldte skade, må det vel betragtes som ungdommens livsglæde-udfoldelse. Det er mange år siden. Og jeg har ellers holdt min sti ren for kriminelle ting. Jeg blev arresteret sammen med en masse andre i Havnegade for ulovlig indtrængen, men vi modtog alle tiltalefrafald, da vi havde det meste af Danmarks befolkning på vor side. Vi ville jo kun protestere imod den urimelige nedrivning af 106 gode lejligheder. Men der var, efter hvad rygter fortalte, tre brave politibetjente, der nægtede at være med i denne vanvittige politiaktion og arrestere uskyldige mennesker, der blot protesterede mod noget helt urimeligt. Men jeg tror ikke på disse rygter, det er for godt til at være sandt, at der var sådan tre guttermænd imellem, der hellere ville risikere afskedigelse end være med til den slags smudsigt politiarbejde. Er det tilfældet, vil jeg gerne hilse p'e5 dem alle tre og invitere dem på en bajer.
Den dag, jeg tidligere har beskrevet, hvor jeg var ude at give min hund et kødben, og jeg havnede i en kirke og hørte på en satans præst, der bad Vorherre holde sin beskyttende hånd over befalingsmændene, gik jeg i livslede ind på et værtshus og drak mig skidefuld. Jeg sang med på grammofonens gode plader, især Dejlige, dejlige Copenhagen. Men jeg blev for fuld og blev stridt i detentionen, jeg måtte overnatte der og måtte finde mig i et bødepålæg senere hen. Det var der ikke noget at gøre ved. Jeg havde været fuld, men jeg er senere idømt en bøde, hvor jeg ikke var spor beruset. Og det fik mig til at miste al respekt for vort politi og retsvæsen. Jeg var på den tid, jeg havde søgt min invaliderente ude at udrette nogle ærinder i den indre by. Jeg haltede stærkt, men kunne på det tidspunkt alligevel gå uden stok. Jeg traf en mand, der hilste på mig, men jeg kunne ikke erindre ham. Han fortalte, at han havde været afløser for kedelafvaskeren under hans ferie, og han havde også været i spandevasken i min ferie Jeg kunne ikke huske ham, der var så mange afløsere, men han viste sig at være helt i orden, han inviterede mig ind på en bajer, da han kunne huske mig som en god arbejdskammerat. Jeg tog imod tilbudet og gav også en bajer. Det var om vinteren, det var koldt og glat på fortovet og jeg følte mig ikke så godt tilpas. Det var ikke af de to bajere, der skal mere til, men det var kulden. Jeg glider på fortovet og falder. Da jeg har slidgigt, har jeg svært ved at komme op igen, og da jeg er halvvejs oppe falder jeg igen. En dame, der stod i nærheden, troede jeg var syg eller fuld, og ringede efter Falcks ambulance. Da den ankom, havde jeg forlængst rejst mig og stod med ryggen mod en mur og sundede mig efter forskrækkelsen. Jeg havde ikke slået mig. Nu kom ambulancen, og jeg kom med en vittighed, der vist ikke faldt i god jord, for jeg sagde til ambulancefolkene: "Nå, der er I. Jeg har abonnement på Falck og jeg håber, at I kommer med kranvognen, når jeg skal begraves. Jeg bryder mig ikke om, at andre end min sønkommer med til begravelsen." (Det var før, jeg lærte mine nuværende venner at kende.) Men jeg fortsatte: "Min søn kan ikke overkomme at stride kisten i graven, vil I være behjælpelige, når jeg har betalt mit abonnement." "Du er skidefuld," sagde de, og så ringede de efter salatfadet.
Der kom to flinke betjente. Jeg gik dem i møde. Jeg tænkte: "Hvad har du nu gjort? Men de lader mig nok gå, når jeg kommer på politistationen." Men den vagthavende kastede et blik på mig og sagde: "Sæt ham ind!" De havde tømt mine lommer, og jeg bad dem da, om jeg måtte beholde min snusæske, den kan jeg dårligt undvære. Den fik jeg, og bemærkede til den vagthavende: "De er da en flink mand." Men jeg syntes det var temmelig strengt at skulle tilbringe natten i detentionen, når jeg ikke var beruset, men kun var faldet på gaden, så jeg bankede på celledøren og bad om at komme i forhør, så jeg kunne nå den sidste bus hjem til Åboulevarden. Jeg troede, jeg var på Fælledvej, men det viste sig senere, at jeg var i Nyropsgade, og at der ikke var længere end jeg kunne gå. Jeg kom i forhør. Betjenten, en flink ung mand, skrev rapport med én finger på maskine. Det gik forbandet langsomt, og jeg var nervøs for ikke at blive færdig til sidste bus, da jeg ikke havde mange penge på mig og ikke råd til at leje en taxa hjem Jeg var ved at spørge ham om jeg ikke måtte skrive på maskinen, så kunne han diktere. Men jeg gjorde det dog ikke. Han spurgte om jeg ville vedkende, at jeg havde været beruset. Jeg svarede først nej, men da han blev ved at skrive så langsomt, sagde jeg: "Jeg skriver under, blot jeg får lov at slippe hjem snarest." Jeg regnede med, at hvis jeg nægtede, slap jeg ikke hjem foreløbig. Og så ville jeg møde i retten med en skriftlig forklaring senere om det hele. Jeg fik lov at gå, og betjenten viste mig hen til bussen, han var yderst elskværdig.
Jeg fik senere besked om at møde i retten og havde det skriftlige referat af, hvad der virkelig var sket, med. Men jeg fik ikke lov at aflevere det. Om jeg ville godtage en bøde på 75 kr. "Nej," sagde jeg, "jeg var overhovedet ikke beruset, jeg faldt på gaden." Dommeren ville sætte bøden ned til 50 kr., jeg svarede: "jeg modtager ikke en bøde på 50 øre, da det hele er en misforståelse og jeg var ikke beruset."" Ja, så måtte sagen gå til doms," sagde dommeren, så må vi indkalde politibetjentene og den vagthavende som vidner. "Dette skete. Jeg mødte i god tid og ventede i lokalet uden for retssalen. Så kom den betjent, der havde arresteret mig og forhørt mig, civilklædt ind. Han sagde: "Jeg kan ikke huske den sag, det er så længe siden" "Så må De hellere se, hvad der er sket, jeg har skrevet det hele ned og har det med. Han læste min forklaring, der var helt sandfærdig.
Så kom de to andre, den anden betjent og den vagthavende, de tre gik afsides, og jeg hørte ikke, hvad de talte om.
Så blev vi lukket ind, og jeg blev først spurgt, om jeg ville vedkende mig at have været beruset nævnte dag. "Absolut ikke!" Så blev den betjent afhørt, der havde bemærket til mig, at han ikke kunne huske sagen. Han sagde nu til dommeren: "Jeg kan tydeligt huske sagen, det var ikke i Frederiksborggade, det skete, men i Frederiksberggade." Dette er rigtigt, men det næste han sagde, var i høj grad usandt. Da jeg stod op af muren, da salatfadet kom, og jeg roligt selv gik betjentene i møde. Betjenten sagde minsandten: "Vi fandt Ejner Hansen liggende på fortovet, og det syntes vi var uforsvarligt. Så tog vi ham med. Så blev den anden betjent afhørt, han afgav en lignende forklaring og tilføjede, at jeg kravlede rundt på fortovet. Jeg var lamslået over deres usandhed, jeg tænkte: "Det var meget, at de ikke sagde, at jeg gøede som en hund også."
Den vagthavende aflagde forklaring på, at han havde skønnet mig for påvirket i svær grad, derfor satte han mig i detentionen. "Du skønner lidt rigeligt forkert, min ven, så skulle du have set mig, når jeg er fuld." Jeg fortryder, at jeg sagde, du var en flink mand, da du gav mig min snusæske med i spjældet. Så blev jeg spurgt af dommeren, hvad jeg sagde til dette. Jeg svarede: "Det er usandt altsammen, jeg var overhovedet ikke beruset den dag, ellers havde jeg som et mandfolk taget imod bøden fremfor alt det vrøvl. Men betale en bøde for at falde på gaden i ædru tilstand, det vil jeg ikke." "De er idømt en bøde på 50 kroner," sagde dommeren. "Jeg appellerer til landsretten," sagde jeg. "Det kan De ikke for så lille et beløb." "Så skriver jeg til Justitsministeren," sagde jeg.
Dette er ikke helt rigtigt. Dommen blev først senere forkyndt, 50 kr., og jeg fik besked på, at den ikke kunne appelleres, men jeg havde mulighed for at ansøge Justitsministeren om frigivelse. Det var en lille huskefejl, undskyld. Men godt, jeg kom i tanker om det rigtige. Jeg fik afslag på min ansøgning om eftergivelse af bøden, men der blev åbnet mig mulighed for at få bøden eftergivet, da jeg fik invalidebeløb. Jeg fik besøg af en betjent fra Frederiksberg politi. Jeg skulle stille med lægeerklæring på, at jeg var så handicappet, som jeg havde beskrevet, så betjentene grundet min haltende gang kunne misforstå og tro, jeg var beruset. "Det kan jeg nemt skaffe", sagde jeg, "men sådan en lægeerklæring koster 40 kroner, og da jeg ansøger om at slippe for en bøde på 50, kan jeg naturligvis ikke betale 40 til en lægeerklæring. "Jeg forstår" sagde betjenten, "at det hele er symbolsk. De nægter at betale, da De mener, at bøden var uretfærdig, da De ikke var beruset." "Helt rigtigt", sagde jeg. "Men så kommer De tl at sidde den af i to dage. Ja, jeg forstår Dem," sagde betjenten, "det må være en ferie, fremfor at bo i et hul, som De bor i. "Ja, hvad ville De gøre, hvis De boede her?" sagde jeg. Han svarede ikke, men jeg kunne se på ham, at han tænkte: "Jeg ville gå ud og drikke mig skidefuld." "Ja," sagde jeg, "men det er nu ikke første gang, jeg har været udsat for misforståelser. Jeg havde lovet min tidligere kone at hente nogle feriepenge på en restauration, hvor hun havde arbejdet i et stykke tid. Jeg havde en fuldmagt med, men da jeg halter meget, kom jeg lige inden for døren, så kom der en tjener springende imod mig. "Nej, den er for høj!" sagde han "Ud med dig!" Jeg havde ikke drukket en bajer hele dagen, så jeg
sagde til min kone: "Du kan selv hente dine feriepenge der, jeg bliver smidt ud." Nu blev det nødvendigt for mig altid at gå med stok for at undgå misforståelser. Betjenten, der morede sig over hele den latterlige episode sagde: "Må jeg se Deres invalidepapirer?" Dem viste jeg ham, og få dage efter modog jeg besked fra politimesteren på Frederiksberg, at bøden var eftergivet. Vaskermanden havde vundet sejr.
Men jeg vil til min dødsdag bekæmpe usandheden i vort retssystem. Jeg fæstede ikke lid til de mange rygter, jeg havde hørt tidligere om, at betjente havde drillet en fange så længe, at han slog fra sig, og så havde de gennempryglet ham og aflagt forklaring på i retten, at det var i forsvar: fangen var begyndt. Jeg tror det nu. Jeg stoler ikke på dem mere, da jeg har hørt, at de løj så groft om, at jeg kravlede rundt på fortovet, når jeg gik dem i møde. Jeg tror nu, det er rigtigt, hvad mine venner har fortalt om den voldsomme behandling, politiet har givet dem, når de har været ude at protestere mod bolighajer og andre, politiet hjælper og holder deres beskyttende jernnæve over. Jeg tror, det er sandt, at en betjent under en demonstration har sparket en ung pige i underlivet. Det har stået i pressen. Jeg troede det ikke dengang, nu tror jeg det.
Men det er ikke første gang, jeg har haft vrøvl med vort retssystem. For en halv snes år siden sad jeg, som ofte før, på et værtshus. Jeg følte lede ved alt og var dum nok til, som mange andre, at trøste mig med en brandert - det var blot værre næste dag. Jeg sidder lige ved døren, pludselig kommer der en person, jeg havde mødt og kendte flygtigt, han til mig og siger: "Hvordan går det med dig, gamle dreng?" "Åh, meget godt," svarede jeg. Han lægger armen om skulderen på mig, og pludselig snupper han min tegnebog op af lommen og forsvinder ud af døren. Jeg var ikke mere fuld, end jeg mærkede det. Jeg formodede, at der var 140 kr. i tegnebogen samt nogle vigtige papirer og det var en ret ny tegnebog. Flere i lokalet sprang op og sagde: "Vi så, at han tog din tegnebog, vi kender ham. Meld det med det samme!" Jeg bad om at låne telefonen, dette blev mig nægtet af tjeneren. Så var der en anden af gæsterne, der gik til en telefonboks i nærheden og ringede til politiet. De kom, og jeg tog med på politigården samme med ham, der havde ringet. Jeg aflagde beretning, og den anden også, der havde set, at han tog min tegnebog. Jeg fik oplyst, at tyven var en eftersøgt person for andre ting, men de fik vel snart fat i ham. Jeg havde dog ikke store chancer for at få mine penge igen. Det var penge, jeg skulle bruge. 90 kroner et par dage efter, dem måtte jeg låne på forskud på min arbejdsplads. Der gik 8 måneder, før politiet fangede tyven. Imens havde de arresteret en mand, jeg aldrig havde set på daværende tidspunkt, men han havde siddet sammen med tyven ved samme bord. Han var tiltalt for og havde fået en betinget dom for et lignende tyveri tidligere, så nu var han mistænkt for at have aftalt med tyven, at de skulle snuppe min tegnebog og bagefter mødes og more sig for pengene. Manden bedyrede, at han var uskyldig. Jeg blev indkaldt som vidne og kunne naturligvis kun sige, at det ikke var den, mand, der havde stjålet min tegnebog. Ikke desto mindre fik han et års fængsel, en hård dom, men han var vist tiltalt for spiritusk'f8rsel ved siden af. Han har senere været straffet for smugleri, men det kommer ikke mig ved, det var ikke ham, der havde stjålet min tegnebog. Han appellerede til landsretten, byrettens dom blev stadfæstet, selv om jeg afgav samme vidneforklaring, at det ikke var ham, der havde stjålet min tegnebog. Han sad i 8 måneder, så fik politiet fat i den virkelige tyv. Han tilstod, at det var ham, der havde taget tegnebogen fra mig, og han var alene om det, men der var kun 60 kr. i tegnebogen og ikke som jeg havde opgivet 140 kr. Det kan umuligt passe, da jeg vidste, der var mindst 130 i, men jeg tænkte: "Det kan du aldrig bevise," så jeg gik med til at godkende de 60 kroner, især da tyven sagde, at ''den mand skal have sine penge," og han indvilligede i at erstatte tegnebogen med 2o kroner, altså 80 kroner, det var bedre end intet. Jeg havde fået de vigtige papirer, dem havde politiet fundet på et toilet i en anden restauration. Tyven var indsat i Vestre Fængsel, men tilbød i retten i alles påhør at aflevere pengee til en fængselsbetjent, der var med, så kunne han sende dem til mig, så skulle sagen være klaret.
Men der kom meget endnu. Jeg modtog ingen penge. Jeg skrev til fængselsmyndighederne, om hvad det var for noget. Da dommeren og andre havde hørt på, at fængselsbetjenten skulle sende dem, så gjorde jeg naturligvis vedkommende fængselsbetjent ansvarlig. Det viste sig dog senere, at han var uskyldig. Tyven havde troet, at han slap billigere, når han ville betale mig det stjålne tilbage, men han fik et års fængsel, så ville han ikke betale mig. Så jeg har aldrig fået dem, ellers skal jeg stævne tyven under civilt søgsmål, og da jeg har haft så meget vrøvl med den sag, gør jeg det ikke. Jeg synes bare, at vedkommende fængselsbetjent, der fik mit navn og adresse kunne have skrevet til mig, at tyven alligevel nægtede at betale mig det stjålne beløb tilbage.
Men jeg var langtfra færdig med denne sag endnu. Jeg fik meddelelse cm, at jeg skulle møde i klageretten som vidne. Det var ham, de havde arresteret som mistænkt for at være med i det. Han havde siddet fængslet i 8 måneder. Nu havde tyven sagt, at han var alene om tyveriet, så den anden krævede erstatning for uskyldig fængsling i 8 måneder. Jeg udtaler her min mening. Og det er, at når et menneske snupper en uskyldig mands tegnebog, fordi han har tilladt sig at gå på værtshus, i mine øjne er en gemen slyngel. Og da den anden beviseligt havde gjort det over for en anden og kun havde fået en betinget straf, mener jeg ikke, det er retfærdigt, at han fik erstatning. Han skulle have haft det års fængsel, da han havde stjålet tegnebogen fra en anden. Men jeg kunne i klageretten kun gentage, at det ikke var ham, der havde stjålet min tegnebog. Han havde Carl Madsen til advokat. Jeg blev krydsforhørt af denne mand, som om det var mig, der var forbryderen og ikke den bestjålne. Det endte med, at den løsladte fik en estatning. Jeg husker det ikke så nøje, men så vidt jeg husker, var det 8000 kr. for uberettiget fængsling. Jeg fik senere at vide, at hele sagen har kostet samfundet 70.000 kr. fordi jeg fik lyst til at gå ud og få en glad aften på et værtshus.
Jeg har aldrig fået det stjålne beløb tilbage, men jeg trøster mig med, at jeg er vaskermand. Jeg har meget imod, vi har et militær. Jeg har meget imod, at selv om man ikke er medlem af Folkekirken, skal man betale til denne institution igennem statsskatten til Kirkeministeriet, der såvidt vides koster 400 mill. om året for tiden, skatter, selv en muhammedansk fremmedarbejder må være med til at betale. Jeg har ikke betalt meget til alt dette snavs, når jeg regner med, at jeg har kostet samfundet 70.000 kr. ved at drikke mig fuld og få stjålet min tegnebog. Ja, verden er underlig. Derfor gav jeg dette kapitel en mærkelig titel, for det er meget blandet. Jo mere, man spekulerer over det, jo mere træt bliver man. Det er jeg også, kære læser, godnat!
|
|