Nej, dette er for uvirkeligt. Jeg drømmer endnu, men drømmen fortalte mig, at jeg skulle leve længe endnu og blive raskere. Jeg skulle være med i kampen mod snavset en del år endnu. Nu spørger jeg: "Hvad skal man tro? Er drømmeånderne fulde af løgn ligesom menneskene? En nat drømmer jeg, at jeg skal dø, den næste, at jeg lever". Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro. En ting ved jeg dog sikkert: at jeg dør engang. Da jeg vågnede, opdagede jeg, at jeg lå i noget fugtigt. Ubehageligt- jeg havde tisset i sengen. Det er ellers længe siden nu, lægen siger, det er nerver. Jeg kalder det for pis, og det lugter grimt.

Jeg savner mine venner, de ved nok ikke, at jeg har det så slemt, ellers havde de været her for længe siden. Men de kommer forhåbentlig og går i byen med vasketøj for mig, jeg måtte jo skifte undertøj efter at jeg havde været ude at vaske mig over hele kroppen i et vandfad. Jeg har jo ikke bad og ingen mulighed for at komme på badeanstalten. Jeg har søgt om en varmtvandsbeholder med telefonbruser, de var meget velvillige, men det er også en ting jeg må tale med fru Jønsson om, når hun kommer. Jeg må også have noget at spænde på, som jeg kan tisse i. Jeg ved ikke, hvor det fås, men jeg ved, det findes. Jeg har fået rent på sengen og redt den. Nu dumper der et brev ind af brevsprækken. Det er internationalt forum, hvor Anne er med. Det er brave mennesker, der er med der, de studerer de undertryktes vilkår i u-landene og oplyser os om, hvordan det kan gøres bedre. Næste år bliver det vist Grønland, de studerer. Jeg kan ikke være med i det, da jeg er syg, men jeg betaler mit kontingent á 30 Kr. om året, det går i alt fald til et godt formål. Tryksagerne, brevet indeholder, gemmer jeg til senere. Jeg ved de omhandler de forfærdelige forhold, mange mennesker må leve under. Jeg vil læse det ved lejlighed. Men jeg er bange da jeg ser jeres pjece: Danmark ud af Nato. Der er ikke noget jeg hellere så. Men det farlige er, at denne kampagne denne gang er rejst fra visse borgerlige kredse. Vi må tænke os om, vi er i fællesmarkedet. Villy Brandt har udtalt ønsket om en Europahær. Hvad er så bedst eller dårligst. Den amerikanske dollar falder i kurs, den tyske D-mark stiger. Vi må passe på, at vi ikke bliver brikker i to blokdannelsers monopolkapitalistiske priskrig, der måske kan udløse en tredje verdenskrig med en Europahær og Amerika. Der burde stå: Afrust vort land, vi vil ikke være med i hverken Nato eller Europahær, eller nogen anden krigspagt for at gavne storkapitalens interesser.

Hvad er nu det? Der lyder dejlig banjomusik udenfor. Jeg går ud på min altan. Der står en gårdsanger og synger de gamle melodier, jeg elsker. Jeg kaster - som mange andre - en mønt ned til ham. Fordi han kommer med et solstrejf . Jeg bliver stående, til han er nået så langt væk, at jeg ikke kan høre ham mere.

Jeg går ud i mit køkken. Maden er kommet. Jeg sætter mig på køkkenstolen og spiser. Jeg ser ud af vinduet. Nogle børn står og kigger op mod min altan. Det er nok min stork, de har fået øje på. Den fungerer som vejrhane. Børnene tænker nok: "Han tror på storken, det fjols, men vi er klogere, vi har seksualundervisning i skolen". Nej, børn, det gør jeg ikke. Men det gjorde den gamle dame sikkert. Det var hendes stork, og den bliver stående. Hun havde - efter hvad jeg har hørt - nogle pæne blomster i altankassen. Mine blomster er også smukke, jeg håber, du kan se ned og opdage, at jeg passer din altankasse og stork godt. Jeg har hørt, du var sådan en flink og rar dame. Du døde, så fik jeg lejligheden. Jeg håber at leve til efter byrådsvalget. Jeg vil gøre mit til at oplyse folk om, at de må stemme alle konservative ud af Frederiksberg byråd, så der bliver tålelige forhold og ikke dette sløseri. Jeg har intet hørt fra telefonselskabet endnu, og jeg er afskåret fra at gå på gaden i øjeblikket. Hvor er jeg dog rasende på jer, I sløsede mennesker, der er så ligegyldige over for pensionisterne, blot I har jeres eget på det tørre. Jeg har købt den nylig udkomne bog af Kristian Albertsen, den er for resten ganske fortræffelig. Der er mange forskellige fremragende personer, der har medvirket til at gøre denne bog til noget særligt. Og det var så sandelig hårdt tiltrængt. For et par år siden var jeg sammen med fru Skat Nielsen nede på Israels plads. Der var flere talere, og jeg udtalte også lidt fra den fri talerstol. Demonstrationen sluttede med, at vi afbrændte de pjecer, der var sendt til pensionisterne, de fortalte ikke om andet end de selskabelige sammenkomster.

Til møde med overborgmester Weidekamp i Folkets Hus

Jeg lader atter mine tanker flyve tilbage til fortiden. Jeg har haft et vidunderligt liv. Jeg har haft mange glæder, men også mange skuffelser. Det må livet medføre for en vaskermand. Men da mine erindringer ikke må være bygget på snavs alene, vil jeg nævne nogle af de største glæder jeg har haft. Jeg har allerede nævnt glæden, jeg har haft i samværet med mine mange venner. Den største glæde, jeg kan mindes, var da min søn blev født. Selve fødslen voldte mig kun bekymring, for min kone var meget længe om at føde, Men dagen efter, da jeg gik tidligt i seng, sagde min kone: "Du havde ret, nu er vi lykkelige, nu er vi tre". Jeg lå meget længe og kiggede på min kone og lille dreng, men lykken varede kun kort. Min kone og mig var begge slaver, og en slave er sjældent lykkelig. Vi var solgt for et halvt år ad gangen og boede i gårdens hus, som vi skulle fraflytte en november eller maj, når vi ikke ønskede at være slaver på denne gård mere. Den mest fantastiske form for hvid slavehandel i vort såkaldte velfærdssamfund. Vor slavetilværelse varede 12 år, før jeg fik øje på muligheden for at komme ud af den, købe et kolonihavehus og arbejde, hvor der var arbejde at få, uafhængig af min bolig. Men min slavetilværelse håber jeg at blive i stand til at beskrive i et andet kapitel, for nu er jeg ved at mindes glæder.

Jeg husker den dame med de to børn, jeg kom sammen med i nogle år. Vi havde også mange hyggelige timer. Jeg var medvirkende til at holde konfirmation for pigen. Hendes moster var med og forærede bl.a. pigen et 8-dages ferieophold sammen med hendes moster og onkel i Løkken. Pigen var naturligvis ellevild af glæde under opholdet i Løkken, men skrev dog meget tit hjem til sin mor. Hun havde to undulater, en grøn og en gul. Hun skrev hjem: "Hvordan går det med mine undulater, I har vel ikke plukket fjerene af dem og kogt suppe på dem?" Jeg viste undulaterne brevet, og de svarede hende på vers, som jeg sendte til hende sammen med et brev fra hendes mor:

Hver dag står vi ensomt i vort bur,
vi skræpper lidt op og ta’r os en lur.
Vi fløjter lidt, og vi elsker at synge,
en gang imellem vi også vil gynge.

Vi basker lidt rundt på vores korte vinger,
og drømmer, vi os i træerne svinger.
Vi husker, når du lemmen linde
- og legede med os kære veninde.

Nu må vi stå ensomt i moders køkken
- imens du morer dig herligt i Løkken.
Ja, savnet du er af den grønne og gule.
En hjertelig hilsen fra dine to fugle.

Jeg husker, som jeg vil beskrive i kapitlet om livet sammen med slumstormerne, de mange glæder jeg havde ved vort enestående kammeratskab, sammenholdet i Havnegade, hvor jeg fik mange værdifulde nye venner. Jeg husker de mange glæder, jeg har haft i Folkets Hus ved søndagsunderholdningen med videre. Hvor mange gode orkestre har optrådt for os gang på gang, de kommer med glæde, de har opdaget, at Folkets Hus også er deres hus.

Jeg er glad for at have truffet kunstnere som Benny Holst, som jeg for nyligt har modtaget en hilsen fra. Jeg er glad for, at jeg har truffet orkestrene Røde Mor og Røde Lue, jeg er ven med dem alle. Jeg troede, når jeg hørte Per Dich og Poul Dissing i fjernsynet, at de var gode og retlinede mennesker, nu har jeg erfaret, at jeg ikke tog fejl. De underholder os dejligt. Og hvor er det nogle gode kammerater. Jeg kender mange, men kan ikke huske alle ved navn. Der er Hermann og der er Hans og mange andre, jeg kan takke for nogle pragtfulde søndage, hvor jeg ser ud over den tætpakkede sal i Folkets Hus, hvor alle er glade. Jeg ser på dem én gang til, ser på alle mine venner. Per Dich gav nogle stykker af os en fribillet til en underholdning, der skulle indspilles i TV-byen. Den hed fjælleboden. Det var et par herlige dage. Jeg lærte mange af orkestrene at kende og andre fra Folkets Hus, der var med, fik dem til at komme og underholde os en søndag. De har været her mange af dem, og de vil komme igen. Det var forresten på det tidspunkt, jeg gik med højre hånd i gips, og da jeg ville hilse på Per Dich, sagde han: "Giv mig venstre hånd og ikke jernnæven!" Herlige venner alle sammen.

Jeg vil slutte dette afsnit med at skrive om en meget god ven, jeg traf, mens jeg arbejdede på Næsseslottet. Han var der som patient efter en operation. Han skrev nogle herlige sange og studerede mytologien om de gamle guder. Han har skrevet alt ned på vers på en humoristisk måde, om hvad vi har oplysning om af gamle sagn om guderne. Han har været på Island og studeret mytologi. Jeg kunne ikke blive træt af at høre på ham. Jeg fik en dejlig bog fra ham i julegave. Den var maskinskrevet og desværre vist ikke udgivet. Det var om hans rejse til Island. Det er 8 år siden, jeg har hørt fra dig, håber, du er rask og i fuldt vigør endnu. Jeg er stolt af at kunne kalde dig min ven. Du underskriver dig Sir Richardt.

Jeg har været ude at spise aftensmad, der er sket store begivenheder, siden jeg skrev sidst. Først fik jeg øje på en halv flaske vin, jeg havde købt til i fredags, når telefonmændene kom og installerede min telefon. De kom ikke. Så tænkte jeg: "I vil skide mig et stykke". Nu drikker jeg al vinen selv. Så er jeg lidt omtåget, men livet er trist, jeg vil drukne besværlighederne i de gyldne dråber.

Så ringede det på døren. Det var Hertha og Oskar, der ville hente mig til fest i Folkets Hus og køre mig hjem bagefter. Det er dejligt, at de ikke har glemt mig, men jeg er desværre ikke så rask, at jeg kunne tage med. Men de tog mål til gardiner og lovede at købe dem til mig og sy dem samt en portiere til min alkove. Og et telefonbord, for nu får jeg nok snart telefonen installeret. Hertha og Oskar lovede at sige til mine venner, at jeg ikke kunne komme, så jeg venter besøg i morgen. Det er dejligt at kunne se frem til nogle lyspunkter. Jeg sidder igen og spekulerer. Hvad er det for noget vrøvl, jeg siger? Der er da mange lyspunkter. Jeg tænker på 1971, da jeg holdt en tale på Blågårds Plads og der var en af de faste gæster på pladsen, der kom hen og sagde til mig: "Du er meget bedre end ham Baunsgård". "Ja, det vil jeg da håbe", sagde jeg, "det var da en kedelig person at blive sammenlignet med". "Jamen du er da også bedre end Krag", sagde han. Jeg svarede: "Det vil jeg da bestræbe mig på at være, for han er efter min mening ikke arbejdernes ven uden når han kan flå pengene fra dem til hans eget fede vellevned". "Nej, du har ret", sagde han. "Ja", sagde jeg, "Jeg er vaskermand". Og med disse erindringer slutter jeg for i aften, kære læser, godnat!

Som taler i Folkets Park

Det er i dag lørdag den 7. Juli 1973. Der er sket store begivenheder allerede. Klokken er 11 nu, jeg var oppe klokken 7. Drak morgenkaffe, vaskede op, vaskede og barberede mig, redte seng og fik renset mit gulvtæppe med en tæpperenser. Jeg går med den i den ene hånd og armstokken i den anden, så går det alt sammen. Støvsuge kan jeg ikke, det må min flinke hjemmehjælper gøre hver onsdag. Der dumpede et brev ind af brevsprækken. Det var minsandten fra Telefonvæsenet, at de kom snarest og stillede min telefon op. Jeg kunne se, at de havde modtaget ordren 21.6, samme dag jeg fik meddelelse om, at telefonen var bevilliget. Så må kommunen have undladt at skrive til dem, at det var en hastesag. Jeg har siddet indespærret i flere dage. Jeg skrev øjeblikkelig til Telefonselskabet og bad dem komme allerede mandag. Jeg håber, de gør det. Jeg måtte også skrive til Socialdemokratiet om, at jeg havde modtaget brevet fra telefonselskabet og håbede nu, at det gik hurtigt. Blot de også bevilligede mig den cykel snarest, så jeg kan komme lidt ud i det gode vejr. Jeg fik chaufføren, der bringer maden, til at tage brevet med til en postkasse. Jeg har spist middag, maden kommer tidligt. Jeg håber på besøg af nogle af mine venner, der vil besørge småindkøb for mig. Håber de kommer inden for længe, forretningerne lukker tidligt i dag. Men Hertha og Oskar, der var her i går, lovede at sige det til nogle af vennerne, de havde forresten en hilsen med til mig fra mange, de havde truffet. Mette dig vil jeg skrive om senere, du havde også fortjent et kapitel for dig selv, så hjælpsom har du været over for mig. Men jeg må vente, til jeg får tid til at omtale socialfronten, hvor alle I herlige mennesker har hjulpet mig så meget.

Jeg mindes mit sidste rekreationsophold på Næsseslottet. Jeg var, som tidligere nævnt, blevet sendt dertil fra Frederiksberg hospital, da jeg selvfølgelig ikke kunne blive ved at tage plads op for syge patienter. Jeg var færdig med kurene i denne omgang, og skulle blot have en bolig at flytte hjem til. Næsseslottet er et herligt sted for operationspatienter, men ikke egnet for gigtpatienter. Min sygdom blev da også forværret under dette ophold, da jeg kom til at bo på en fem-mands-stue mod altanen, hvor der var en skøn udsigt over Furesøen. Men mine medpatienter, der ikke havde gigt, ville jo gerne have altandøren oppe hele natten, hvad der er let forståeligt. Det var jo eftersommer med ret dejligt vejr. Men for mig, der havde gigt og ikke kan tåle træk, var det ikke godt. Jeg gik en tur og kiggede mig lidt om, jeg var nede at se på nogle træer, jeg havde været med til at plante, da jeg arbejdede der, de var blevet store. Ja, hvor er det vidunderligt skønt alt sammen.

Klokken er 12 nu, jeg håber, der kommer nogen. Jeg er på den, dersom jeg ikke får købt lidt ind i dag. Men jeg er blevet optimist. Jeg tror på fremtiden. Jeg ved, at mange af jer er på ferie - det har I så sandelig også fortjent, når I ved siden af jeres arbejde kan nå at være med til at rydde så meget smuds væk. Jeg vil derfor slutte dette kapitel med at ønske fremgang og held for Danmarks brave vaskerpiger og - mænd.