Tilbage til indholdsfortegnelsen

9. kapitel

GRUBLERIERNE OG FILOSOFISK TÆNKNING FORTSÆTTER

Klokken er 21.15. jeg har lige set fodboldkamp. Det var en god sportskamp, efter hvad jeg kunne se. Men jeg kan jo kun se det halve af banen fra mit vindue. Ingen af mine venner fra Folkets hus har været her, de går jo nok på arbejde og har travlt med mange ting, og de er nok ikke klar over, at jeg sidder så ene, ellers tror jeg de kom.

Min søn var her en halv time. Det var dejligt at se ham, men han er så rastløs, han har nerver på og ryger for meget. Jeg håber, han får overvundet sit kontaktbesvær og kan få en lejlighed. Han må bo på værelse, det er koldt og dyrt og tvungent at bo hos andre. Bare jeg kunne hjælpe ham. Kunne han bare finde en sød vaskerpige at gifte sig med. Men han er vist genert over for det modsatte køn. Jeg er lidt trist til mode i dag, det er vel selvmedlidenhed, men der er ingen der ser det, så jeg har lov til at fælde en tåre. Jeg har lagt mine tænder i blød i Steradent, så kan jeg smile et blændende tandpastasmil i morgen. Mine tænder i overmunden er godt tre år gamle. Jeg var ude at besøge den dame, jeg kom sammen med dengang. Så havde jeg købt en melon i H.B. og sad og spiste. Pludselig gik tænderne midt over og faldt ud i tallerkenen. Jeg tænkte: "Hvad i alverden er der sket? En melon er da ikke så hård at tygge. Kan jeg kræve erstatning for tabte tyggeredskaber?" Jeg havde på det tidspunkt søgt min invaliderente og hævede sygedagpenge fra Blågård sygekasse. Jeg henvendte mig på socialkontoret på Frederiksberg Rådhus for at få penge til nogle nye tyggeredskaber. Jeg blev anmodet om at henvende mig til en tandlæge og høre hans pris først. Det gjorde jeg. Jeg var heldig at træffe en flink tandlæge, som fortalte mig, at han havde været med i den engelske brigade under krigen. Han viste mig et billede derfra. Det kom jeg til at stikke i lommen sammen med hans visitkort, og så gok jeg på rådhuset igen. "Har de fundet en tandlæge?" blev jeg spurgt. "Ja" svarede jeg. "Hvad er hans adresse?" sagde damen. "Her er hans visitkort", sagde jeg, "og jeg har for resten også et billede af ham, det er ham, der marcherer dér. Den kunne de ikke snuppe, især da jeg tilføjede: "Jeg skaffer altid et billede af min tandlæge". "Hvad koster det?" spurgte de, da de havde sundet sig lidt. "400 Kr." svarede jeg. "Vi vil bevilge dem 250", sagde de. Hvor skal jeg så skaffe de andre fra?" sagde jeg, "jeg er på sygeløn". De kunne ikke bevilge mere. Så henvendte jeg mig i sygekassen. De kunne godt forstå, det var en vanskelig situation. "Men der er jo Frederiksberg kommune", blev der sagt, "den kender vi fremfor København". Sygekassens hjælpefond bevilligede mig så 125 Kr., så var der 25 Kr., jeg selv skulle betale. Da jeg fik min invalidepension bevilliget, var det med tilbagevirkende kraft fra den dag, jeg havde søgt, så det var altså i den periode, jeg havde knækket tænderne. Jeg fik en efterbetaling minus dagpenge fra sygekassen, og så stillede jeg med regningen på de 25 Kr. "Nu skal I betale den", sagde jeg, "det kan I slet ikke nægte en pensionist med mellemste invalidepension, og sygekassen udlæg på 125 kr. håber jeg også, I modtager". Jeg fik pengene uden vrøvl. Endnu engang havde vaskermanden vundet sejr over pjat og overadministration. Snavset var væk, jeg havde fået en dejlig hvid tyggemaskine i munden.

Jeg er træt, det er sengetid. Håber, der kommer nogen i morgen. Jeg er meget glad for min gode lejlighed her, men det er trist at være så meget ene. Pensionskontoret har flere gange foreslået mig at komme på et hvilehjem eller plejehjem. Det vil jeg ikke, og det er da også en absurd tanke, når kommunen sender pjecer ud til os pensionister med vejledning om, hvor godt de vil gøre det for os, så vi kan forblive i vort hjem, da et plejehjem er dyrt og beregnet for dem, der slet ikke kan klare sig selv. Får jeg en telefon og den trehjulede cykel og en kur, f.eks. i et bassin, hvor man skal gøre gymnastiske øvelser i vandet, mener jeg, at jeg kan blive rask nok til at klare mig derhjemme. På et hvilehjem hugger de hele min pension, og jeg får kun udbetalt et mindre beløb. Det kan jeg ikke klare mig med. Jeg vil dø førend at blive så handicappet, at jeg må på et plejehjem og måske omgås andre mennesker, der har sagt ja til Fællesmarkedet. Så laver jeg vrøvl og bliver ildeset, og under formynderskab af nogle ja-sigere vil jeg ikke. Når dertil kommer, at mange kommer med det religiøse ævl, som jeg tror skader menneskene, ser jeg med frygt frem til sådan en mulighed. Jeg fik en god behandling på Frederiksberg Hospital, men der var for mange ja-sigere blandt mine medpatienter. En dag, da vi sad på en bænk, to patienter, kom præsten hen og hilste på den anden. Han rakte også hånden frem til mig. Jeg svarede: "Jeg hilser ikke på en præst". "Nej, han er fritænker", sagde min medpatient. "Nå", sagde præsten, og forlod mig hurtigt. Lad ham bare være i den tro, at jeg er fritænker. Det er jeg ikke, men jeg tror i hvert fald ikke et ord af det ævl, præsterne fyrer af. På Næsseslottet var der morgensang af en eller anden salme inde i den ene stue. Jeg syntes jo nok, de kunne have vist sig anderledes end at gå rundt og opfordre patienterne til at komme med derind og synge, og da det viste sig, at halvdelen blev inde i dagligstuen, kunne de have lukket døren eller sunget nogle gode sange som Internationale i stedet for at synge om en gud, ingen af os har set eller får at se. Når dertil kommer den ubehøvlethed, der grænser til det utrolige, en af mine medpatienter udviste den 2. Oktober, da vi så det sørgelige resultat af folkeafstemningen, at vores land var solgt betingelsesløst. Han råbte hurra! Jeg måtte beherske mig for ikke at smadre både ham og fjernsynet.

Jeg ønsker aldrig at komme på plejehjem, hospital andet end ambulant mere, da man ikke kan få eneværelse på hospitalet, det er kun forbeholdt de rige og dødssyge mennesker. Jeg bryder mig ikke om at være i stue med mennesker, der i fuldt alvor siger, at det er godt, vi har solgt vores land. Hvis de anede, hvor meget fortræd, det forvolder for de ringest stillede i samfundet, havde deres samvittighed nok været i bedre orden, hvis de med fryd kunne sige: "Vi stemte da nej til den studehandel". Nu fik min galde da frit udløb. Jeg skal i seng nu, men jeg trængte til at nedfælde mine bitre følelser på papiret, inden jeg lægger mig til at sove. Så vil jeg håbe, det går bedre i morgen, men jeg må, som vaskermand, angribe alt hvad jeg anser som snavset og uanstændigt, jeg må leve op til den titel, jeg har givet mig selv: Vaskermændenes formand.

Til næste kapitel