|
8. kapitel
ET LANGT KAPITEL OM GRUBLERIER
Ja, jeg har haft alle tiders mest vidunderlige drøm i nat, men jeg var ikke med. Jeg var død. Jeg gik på Saturn og legede med min hund, altså var kredsløbet forbi med mig. Jeg skuede ned på min grav, der var minsandten rejst en mindeplade, tegnet af Gorm ham der har lavet de vidunderlige plakater til Folkets Hus. Det var en tegning af en knyttet hånd, og der stod på den: Her hviler Ejner, han var en ægte vaskermand. Hør hvad er det for noget? Jeg går rundt med et papir i min sygekassebog, hvor der bl.a. står, at jeg ikke vil brændes, da jeg ikke vil være med til at forurene luften. Jeg vil i jorden, men i så simpel en kiste som vel muligt, helst i en sæk. Men det kan jeg vel ikke få lov til. Men i jorden vil jeg, jeg vil ikke være med til at gøre graveren arbejdsløs. Ingen præst eller andre religiøse må sige eller gøre noget ved min begravelse. Præsten skal ikke få lov til at kaste 3 skovle jord på min kiste, når han ikke gider hjælpe graveren med resten. Jeg ser, at de har overholdt disse bestemmelser, så blæse være med at de har overtrådt mit forbud om, at ingen mindesten må rejses på min grav. Det er jo et rent samfund, vi lever i i dag. Anne er blevet præsident i et rent Danmark, der består af lutter vaskerpiger og vaskermænd. Men da denne drøm var så vidunderlig og lang, må jeg vente lidt med at beskrive den, da jeg så mig som død, og jeg vil gøre en indsats for at vaske mere snavs væk, så længe, jeg kan.
Som jeg ser ud som 75-årig
Jeg stod op kl. 8 i dag det varede mig en halv time at få buskerne på. Det er så besværligt, når jeg ikke kan skille benene ad. Jeg må stikke min ene stok ned i buksebenet, så lykkes det omsider. Jeg har haft flere småuheld. Jeg skulle have fat i en tallerken og sætte et par stykker mad på, som jeg ville have til morgenkaffen. Jeg står ikke så godt fast, og tallerkenen stod bagved kopperne. Tallerkenen redede jeg, men fik revet tre kopper på gulvet, hvoraf de to knustes. Så måtte jeg hente den indretning jeg har til at samle ting op med og samle skårene op i skraldeposen ét for ét samt holde i fejebakken med indretningen så jeg kunne få de sidste småskår fejet op. Jeg drak kaffen uden andet uheld. Så fik jeg redt min seng, det kniber lidt, men det går. Så gik jeg ud på min altan og kiggede på den skønne udsigt, det var nogle damer overfor. De bare forsvandt, da de så mig. De tror måske, jeg kigger efter dem. Bliv bare, jeres privatliv interesserer mig ikke. Jeg så ned på nogle legende børn. Jeg ville gerne r'e5be til dem: " Kom op og leg hos mig, jeg føler mig så alene. Så får I en sodavand!" Men jeg lader være. Børnene har sikkert fået besked på af deres forældre, at de ikke må tale med fremmede mænd, der kan være børnelokkere imellem. En god advarsel, da der desværre er den slags syge mennesker iblandt os. Men jeg ville så gerne se nogle børn hos mig, nogle, der kunne slå kolbøtter på mit gulvtæppe og bringe livsglæden ind i min ensomme stue.
Mine venner har ikke været her længe. I aften er der den store fodboldkamp på stadion, men de ved det ikke. Jeg har ikke fået tilsluttet min telefon endnu, så jeg kan ikke komme i forbindelse med nogen. Jeg kan ikke døje at gå til en telefonboks for tiden.
Min flinke hjemmehjælper besørgede småindkøb for mig i går. Hun købte et par kludesko til mig. Jeg kunne gå med dem i stuen, de er desværre glatte underneden, så jeg må stride dem, når jeg skal i mit køkken eller på toilettet, da gulvet disse steder er meget glat og jeg er bange for at falde.
Bare fru Jønsson fra ergoterapien på Frederiksberg Hospital snart ville komme, hun er så flink og hjælpsom. Og jeg vil skynde mig at tilføje, at jeg i et tidligere kapitel beklagede mig over, at lægerne ikke havde samarbejde med naturlæger og andre specialister, at der blev ofret for lidt penge til forskning. Det var ikke et angreb på vores lægestand. Lægerne er enormt dygtige indenfor det, de har lært, og jeg beundrer dem for deres store viden og den omhyggelige pasning, jeg bl.a. fik af de mange sympatiske læger på Frederiksberg Hospital. At de ved for lidt om min sygdom, lægges ikke dem til last, men lovgiverne, der ikke giver de lægstuderende mulighed for at lære om akupunktur og andre metoder, som man i andre lande har bevist kan helbrede den sygdom, jeg lider af.
Fru Jønsson var her kort efter, jeg havde overtaget lejligheden, 15. Oktober 1972. Hun beså den dejlige stol på hjul, jeg sidder i foran mit skrivebord. Den har jeg fået samt en wc-forhøjning. Men på det tidspunkt var jeg ikke så gangbesværet, som jeg er nu, da kunne jeg tage med bus ud at køre. Nu er den helt gal, jeg må ordineres en kur. Jeg ved ikke, hvad det bliver, men fru Jønsson kan undersøge, hvad der er bedst, hun er meget dygtig. Jeg ville også gerne have hende til at rykke for den trehjulede cykel og få lavet lidt ved forskellige ting, som en ru plade på køkkengulvet og en forhøjning på mit altangulv, jeg kan dårligt træde over dørtærsklen ud til den mere. Men jeg må vente, jeg har lært at vente, men jeg er sommetider utålmodig. Havde min lejlighed bare ligget på Nørrebro, men jeg boede i værelset på Åboulevarden på Frederiksbergsiden, så jeg hører desværre til denne nederdrægtige konservative kommune. Nu skal der være byrådsvalg til efteråret, jeg håber inderligt, at Stæhr Johansen må gå. Ved sdste valg lå der en dame i en seng på Frederiksberg Rådhusplads, hun var blevet hjemløs, det var dog vist medvirkende til, at de konservative tabte et enkelt mandat, bare de havde tabt dem alle. Den dame måtte affinde sig med, at Stæhr Johansen skaffede hende en dårlig lejlighed, som oven i købet skulle deles med en anden. Men hvad andet kan man vente. Jeg har selv erfaret, hvad det vil sige at bo på Frederiksberg. De er så flinke på socialkontoret, men der bliver intet gjort for én, de har chance for at slippe udenom. Jeg har hørt at personalet bliver oplært til at betragte alle, der henvender sig på socialkontoret som personer, de skal se at slippe af med på den nemmeste måde, uden at de får resultat ud af det. Om disse rygter taler sandt, ved jeg ikke men jeg tror, der er noget om snakken. Man læser i Lindevangsbladet, at nu har de atter fundet et skelet af et ældre menneske, der længe havde ligget død i sin lejlighed, han eller hun var også en af de glemte. Jeg har fået at vide, at der bliver gjort megetfor pensionister, der er pensionistklubber. Hvorfor fanden, ja, nu bander jeg, er der det? Hvorfor skal vi have klubber for os selv, hvorfor skal vi ikke komme sammen med andre mennesker, uanset aldersforskel, hvorfor skal de ældre isoleres for sig selv? Jeg søger så længe, jeg lever sammen med mine venner, hvoraf mange er unge. Jeg vil ikke med til en pensionistsammenkomst som Stæhr Johansen eller Kristian Albertsen, der tog rundt og anbefalede pensionister at stemme ja til salg af noget af Danmarks selvstændighed den 2. Oktober. Nej, jeg vil ikke være med, dersom én af d'herrer eller andre, der har deres på det tørre, er værter, og skulle høre på takketaler til dem for en god sammenkomst. Det er skatteyderne, der har betalt dem, også deres kæmpegage, så vi har intet at takke dem personligt for. Jeg spiste min middagsmad tidligt i dag. Det var som sædvanligt dejlig mad, en…. Nå jeg kan ikke huske hvad det hedder, men det er også lige meget. Det smagte vidunderligt, men da jeg skulle tage salt og peber i mit køkkenskab, tabte jeg peberbøssen på gulvet, og så måtte jeg atter bevæge mig ind i stuen og hente min tingest til at samle genstande op med. Jeg må vist anskaffe mig én til, jeg kan have i køkkenet, når jeg taber så meget. Klokken var tretten, da jeg satte mig til skrivemaskinen nu er den femten. Jeg skal ud at lave en kop kaffe, før jeg skriver videre. Ja, jeg skal jo ikke rette mig så meget efter klokkeslættet mere, jeg har holdt en hel times kaffepause. Det skulle man vist have prøvet, da man var rask og kunne arbejde, så er jeg nervøs for, jeg havde været uden arbejdenæste dag. Jeg har haft gode og dårlige arbejdspladser. Jeg regnede dem ud i procenttal. Nogle var i overvægt ved det man på dansk kalder lort, så dem forlod jeg hurtigt; andre lå med 51% lort og 49% godt, der blev jeg lidt længere. Men folkekøkkenet var det bedste sted, jeg har arbejdet. Da jeg begyndte, lå det i procentklassen 40% lort og 60% godt. Inden jeg rejste, var det bragt til 30% lort og 70% godt, og jeg havde haft chance for at få det yderligere forbedret dersom sygdommen ikke havde slået mig ud. Det skete sådan, at jeg, ved siden af min slidgigt, fik pådraget mig en svær lungebetændelse, hvorefter lægen frarådede mig på det bestemteste at arbejde inde, hvor jeg var udsat for træk og damp og var halv-våd hele dagen. Men først vil jeg nævne det gode: jeg havde det yderst selvstændigt, da ledelsen havde set, at jeg var til at stole på og udførte rengøringen af spandene tilfredsstillende og hurtigt. Jeg havde gode arbejdskammerater, og bortset fra små tvistigheder med ledelsen gik det også godt. Jeg ble betragtet som et menneske, der var uundværligt for den daglige drift. Spandene og det øvrige jeg vaskede var rene, og jeg beviste selv under min tiltagende gigt, at jeg som rutineret vaskermand kunde gøre det hurtigere og bedre end mange andre. Det forelå der bevis for under min ferie, fridage og lignende. Men jeg havde for meget at lave, der var for meget for én og for lidt til to, og da det var vanskeligt at ansætte en hjælper for en time eller to om dagen, måtte jeg knokle, ja, morakke. Helt galt blev det, da arbejdstiden blev sat ned til 42½ time. Vores topledere i fagforbundene havde skrevet under på, at det samme arbejde, der hidtil var udført, skulle kunne udføres på de mindre timer. Det kunne lade sig gøre på steder, hvor det var muligt at rationalisere, men det var umuligt ved det arbejde, jeg havde, og lave det mindre godt ville jeg ikke, for det var i strid med sundhedsvedtægterne. Og jeg var vaskermand, men jeg ville heller ikke være skruebrækker. Hvad i alverden bilder sådan nogle forlorne fagfreningsledere sig ind, at de skriver under på sådan noget vås? Hvad glæde har arbejderne af en arbejdstidsforkortelse, når de skal knokle, så de bliver invalid på det mindre antal timer.
På Alkali-fabrikken
I folkekøkkenet havde vi da heldigvis en fornuftig ledelse, der indså at dette gik ikke. Der måtte gøres noget. Og da det var vanskeligt at skaffe hjælp, blev vi enige om, at jeg skulle have en halv times overtid om dagen eller tre timer om ugen. Jeg måtte lave lidt vrøvl inden det lykkedes. Jeg sagde: "Det tempo, der gælder her i livet! Følg med eller bliv slået ud. Der er ikke tid til mange overflødige ord, derfor bruger man forkortelser. H.B. betyder Hovedstadens Brugsforening, der er ikke tid til at udtale hele sætningen. Tempo, fart på, det er det, det gælder. Når jeg for fremtiden tager en spandebørste i hver hånd og knokler, så vandet driver af mig, bliver jeg naturligvis tørstig. Jeg styrter da ud i kantinen og siger "B.T.E." Kantinedamerne forstår med det samme, hvad det betyder, de har også travlt. "B.T.E.", gentager de, de ved det betyder "bajer til Ejner". Jeg får bajeren og sluger den på to sekunder, færdig, ud at vaske spande. Fart på, tempo, tempo. Det har vores formand Thomas Nielsen forlangt.
Jeg går ud på altanen. På trappestenen overfor sidder den 12-13 års pige. Hun spiller ikke bold i dag, hun sidder vist og keder sig. Jeg er ved at råbe til hende, om hun vil gå hen og købe mig et par kolde øller, så skal hun få en sodavand. Men jeg tør ikke råbe af frygt for naboerne misforstår og tror, at jeg er børnelokker. Jeg tænker på, at det er ligesom muhamedanerne, de sætter skoene, inden de betræder deres moskeer. Jeg sætter skoene, inden jeg går på lokummet. Det mest praktiske religion, jeg har hørt om, er for resten troen på de gamle nordiske guder Odin og Thor med flere. De troede dengang, at de kom i Valhalla, dersom de døde i kamp. Døde de af sygdom hjemme i deres seng, var det sværere. Derfor sagde den gamle til sin søn, når han var blevet gigtplaget og halvblind (de kendte jo ikke til briller):"Ta' øksen, min dreng, og gi' din gamle far én på skallen, så kommer jeg i Valhalla. "Ja, far" sagde den unge mand og knaldede den gamle ned. Sådan fik de folkepension dengang. Jeg tror dog der er sket et fremskridt. Jeg ville ikke bryde mig om den metode, så nåede jeg ikke at få skrevet bogen om kampen mod snavset. Ja, der var ting, de løste anderledes tidligere. Jeg tænker på den konge, der solgte det meste af Danmark til Grev Gert, Den kullede Greve. Det ville folk ikke finde sig i. Så var der en mand, der hed Niels Ebbesen. Han tog hen og huggede hovedet af greven, og så var den regning betalt. Danmark var atter frit. Vores regering og folketing har solgt Danmark til Bruxelles, men det nytter ikke noget at rejse ned og hugge hovedet af præsidenten for EF. Morderen vil blive straffet hårdt, der bliver ikke rejst en statue af ham i Randers, som der blev af Niels Ebbesen.
Nej, der skal bruges andre metoder i dag. Der skal vaskerpiger og vaskermænd til. Vi må have vasket al falsk propaganda væk, så hele Danmark snart vil kræve Danmark ud af EF.
Jeg skrev i et tidligere kapitel, at der ikke kom mange og besøgte mig på mit triste værelse på Åboulevarden. Nogle kom der da. Og en dag kom der to flinke damer fra Jehovas vidner. De lånte mig en bog at læse, så ville de hente den en anden gang. Jeg har den endnu, og jeg forstår ikke, at de ikke snart kommer og henter den. De havde så travlt med at komme af sted, men jeg holdt på dem så længe som muligt - det var sjældent, jeg havde gæster. Det var godtnok mig, der talte det meste af tiden, jeg kom med det ene bevis efter det andet for at Bibelen var usand. De prøvede at fortælle mig det modsatte, at de havde set gud og engle. Jeg sagde: " ja, jeg har godt nok hørt noget om, at folk med svage nerver ser indbildske syner, men trøst jer, jeg har i en brandert engang set både hvide høns og vaskerbjørne. Jeg mødte damerne på trappen senere, de skulle vist ind hos nogle andre beboere. Jeg spurgte dem, om de ikke snart kom og hentede deres bog, jeg brød mig ikke om, hvad der stod i den, jeg troede, det var løgn. De svarede: "Vi kommer en anden dag, vi har ikke tid i dag." Jeg glæder mig til de kommer, det var sådan et par hyggelige damer.
|
|