Tilbage til indholdsfortegnelsen

7. kapitel

ÆGTE VENSKAB OG KAMMERATSKAB

Ja, jeg har så sandelig i de sidste to år truffet mange gode venner. Jeg husker den efterårsaften i 1971, hvor jeg sad i Folkets Café og hyggede mig sammen med nogle gode venner. Så siger jeg: "Nå, jeg må vel se at finde et sted og gå hen og købe varm mad, for jeg er lidt sulten." Så var der en ung slumstormer, der sagde: "Nej, du skal ej, du skal spise hos os for fremtiden, det vedtog vi på et fællesmøde i aftes. Vi bor kollektivt i Jægergården i Baggesensgade, når vi er så mange, der spiser sammen, kan det gøres billigere. "Du er en af vores, gå med hjem og spis." Jeg var overvældet. "Jamen I skiftes jo til at lave maden", sagde jeg "og det har jeg ikke lært". "Nej, du er håbløst gammeldags". Svarede han, "men det ved vi allesammen, og du er også invalid, så du skal ikke være med på madlavnings-holdet." Jeg blev budt velkommen af 25 dejlige mennesker. Jeg spiste hos dem i otte måneder, indtil ejendommen skulle rives ned og kollektivet desværre blev opløst. I det otte måneder oplevede jeg et så enestående kammeratskab, som simpelt hen ikke kan beskrives, det skal opleves. Jeg var uheldig at falde på gaden en dag, jeg går jo ikke så godt, men jeg falder tungt og tog fra med den højre hånd for at afbøde faldet. Desværre brækkede min højre tommelfinger, jeg troede dog ikke det var andet end forstuvning. Jeg kom op at spise i Jægergården, og mine venner spurgte bekymret: "Ejner, hvordan er det, du ser ud ? Er du syg ?" Jeg viste dem højre hånd, den var meget hævet. "Du skal på skadestuen med det samme", sagde en af pigerne, hun er sygeplejerske. En af mine unge venner tog med til skadestuen og var med nede på røntgenafdelingen, hånden skulle jo fotograferes. Det viste sig, den var brækket helt over, det gjorde forbandet ondt at få den på plads. Så fik jeg gips på og kunne tage hjem. Bjarne, den unge mand, blev der til jeg kunne komme med hjem. Så sagde han minsandten; "Nu kan du jo dårligt få tøjet på om morgenen, når du har hånden i gips. Jeg kan bo hos nogle bekendte i 8 dage, så kan du bo på mit værelse så længe, så kommer der en hver morgen og hjælper dig tøjet på." Det kalder jeg kammeratskab. Jeg ser rødt, når nogen taler ondt og nedsættende om slumstormerne. Det er nogle af de bedste mennesker, jeg har mødt. Mange af dem har skrevet nogle dejlige sange imod det syge samfund. Jeg har også bidraget lidt med sange og taler. Nogle har den indstilling, at det at bo kollektivt er umoralsk og usædeligt, selvfølgeligt det rene vås, det var pæne agtværdige mennesker, både piger og mænd, de respekterede hinanden som ligestillede. Der var ingen kønsdiskrimination. Nogle af de unge mænd og piger var forlovede og boede sammen, og det kunne da kun glæde mig, at en ægte vaskerpige og en ægte vaskermand havde fundet hinanden også på den måde, at de måske ville tilbringe livet sammen. Det var den rene kærlighed - intet smudsigt fandtes. Jeg ved fra arbejdspladserne, at der er steder, hvor man fortæller vovede historier, og jeg kom da også med én, der ikke var helt stueren en dag. Pigerne kiggede på mig: "Du er en kønsfacist, Ejner," sagde de, " du er ikke spor morsom." Jeg skammede mig, jeg var langt bagefter ungdommen, de havde forlængst vasket smudset væk og betragtede kærlighedslivet ud fra det rene synspunkt. Jeg vil til min egen ros sige, at jeg aldrig har forsøgt at fortælle uartige historier i Jægergården mere. Og de har forlængst tilgivet mig min udskejelse, vi er stadig hjertevenner, heldigvis - ellers havde jeg også været dybt ulykkelig.

På "Byggeren" 1979

Til næste kapitel