|
6. kapitel
MÆRKELIGE TANKER OM MANGE FORSKELLIGE TING
Det er i dag onsdag den 4. juli. Jeg har haft besøg af min flinke hjemmehjælper. Hun brugte desværre protese, så jeg fik ikke tætnet min kaffekedel, men der kommer nok en af mine venner og besøger mig en dag, en flink vaskermand eller -pige. Det er ret længe siden, nogen har været hos mig nu, men de har vel travlt med at vaske snavs væk?
Jeg håber, de kommer i morgen aften, da skal der være en stor foldboldkamp på stadion. De kan sidde oppe hos mig og se det. Jeg burde vel tage halv pris for det, da vi kun kan se den halve bane fra mit vindue. Gad vide, om den fodboldkamp bliver lige så spændende som den, der blev spillet i Tappernøje, hvor jeg arbejdede i tørvemosen under besættelsen. Det var en foldboldkamp, jeg aldrig glemmer. Den var mellem de tykkeste i Tappernøje og de tyndeste i Snesere. De tynde vandt med 17 mål imod 0. Sådan en kamp burde vises i fjernsynet. Jeg tænker på de mange, der i fortvivlelse over et sygt samfunds tilsmudsning af mennesker går ud og drikker sig skidefulde for at glemme det hele. Ja, jeg har også grebet til den udvej tidligere, men det gjorde ikke sagen bedre, tværtimod Jeg husker, at en af vores brave vaskerpiger bebrejdede mig, at jeg aftenen i forvejen havde haft en ordentlig bjørn på. "Så må det da være en vaskerbjørn," sagde jeg. Så fik jeg at vide, at jeg vår håbløs; det er jeg vel nok også, men det er en hel hedebølge i dag, og når man taler om øl, vil jeg da gå ud og hente en af dem. Min hjemmehjælper har købt ind til mig i dag. Skål. Jeg skriver ikke en linje mere, før jeg har drukket den øl, for jeg er tørstig. Det gjorde godt. Nu må jeg skrive lidt om den irettesættende tone mange af min generation kommer med over for den kernesunde danske ungdom, der ikke vil finde sig i vores gamle fordomme og forurening af sjæl og legeme, af de laveste i samfundet.
Husk gamle morlil, der vrisser af ungdommen, at du selv har været svingpjatte engang. Havde du haft mulighed for det dengang, havde du som 15-årig drønet af sted på en knallert, skideligeglad med, hvad din far og mor sagde. Hvorfor så den formanende tone til de unge i dag? Vi har ikke vist dem et særlig godt eksempel. De brækker sig over os, og jeg forstår dem. De allerfleste unge er klogere, end vi var dengang, vi var unge. Udviklingen er sket med stormskridt, vi har ikke alle kunne følge med. Men de unge er født i den periode, hvor udviklingen tog fart, de har allerede på mange felter større erfaring, end os ældre. Nej, lad os lære at respektere hinanden, unge og ældre. Være med i kampen for fjernelse af generationskløften, være med til at vaske kønsdiskriminationen væk. Bliv vaskerpige eller vaskermand. Hvorfor har så mange ondt af, om unge er langhårede? Bare de er renlige, er det da ligemeget med hårets længde, det er en modesag. Jeg har truffet masser af brave, unge langhårede, jeg har også truffet mane lige så brave blandt korthårede. Det er det indre, der tæller, og ikke det ydre. Hvorfor sås der mistænksomhed mellem arbejdere og studenter? Jeg har hørt det vås til bedøvelse, at når studenterne engang har opnået en stilling, vil de hurtigt glemme alle gamle kammerater og være med til at undertrykke arbejderne. Hvor ved I det fra? Sådan har det måske været i vores generation, men de unge i dag er bedre. Jeg kender masser af studenter, som jeg er sikker på, aldrig vil svigte de idealer, de kæmper for i dag. De vil stå sammen med arbejderne om at få et bedre samfund. Nej, lad være at dømme. Jeg har lige læst en bog af en glimrende engelsk forfatter, den hedder "Tidevandet skifter." Der er en ung mand, der udtaler til en ældre: "intet er ligegyldigt, vi unge arver det hele, både godt og tåbeligt, og så er det vores opgave at få det bedste ud af det." Sådan ser de unge danskere også på det i dag. De prøver at få det bedste ud af det, som vi ældre har forsømt. Lad de unge komme til. Lad de unge vaskermænd og vaskerpiger gøre en indsats for at gøre vor land mere rent. Lad os hjælpe dem. Lad os stå sammen. Lad os i fællesskab vaske generationskløften væk.
En onsdag i Folkets Hus
Jeg tænker på de ensomme aftener, jeg tilbragte på mit usle tagkammer på Åboulevarden. Jeg havde ikke mange venner og bekendte. Jeg meldte mig ind i en afholdsforening for at få kontakt med andre mennesker (jeg kunne sagtens undvære øllet), men det mislykkedes totalt. Det var såmænd flinke mennesker at være sammen med, men det var sammengroet, og klikedannelser var opstået grundet mange års nært samvær. En ny blev budt velkommen, og så fik han ellers lov til at sidde for sig selv og høre på de andre. Det var ikke det, jeg søgte, så jeg var ikke afholdsmand særlig længe. Nu har jeg tusinder af venner blandt tidligere slumstormere og Nørrebros beboere. Jeg har mange gange været i trist humør, så er jeg gået ned ad Stengade, og jeg har ikke gået ret mange meter, før en munter barnestemme råber: "Hej Ejner, hvor skal du hen?" En dreng på 6 år kom springende op i favnen på mig en dag, jeg i 1971 besøgte Folkets Park. En lille pige på samme alder sprang også op. "Hov hov," sagde jeg, "jeg kan ikke bære jer begge to." "Væk, tøs," sagde drengen, "det er min Ejner." "Nej, det er min Ejner," sagde pigen. Så var der en ung slumstormer, der smilende havde betragtet optrinnet, han sagde: "I tager fejl, børn, det er vores allesammens Ejner." Jeg måtte vende mig væk, jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg, en gammel, invalideret mand, havde fået sådan nogle pragtfulde venner. I er skyld i, at jeg er blevet venner med mange af Nørrebros beboere, der kommer i Folkets Hus. Hvor jeg dog holder af jer alle sammen. Jeg vil hjælpe jer med at vaske smuds væk, derfor skriver jeg denne bog og håber, den bliver læst af mange, der så må kunne forstå, at jeg er en meget lykkelig mand. Jeg er ven med en masse af Danmarks brave vaskerpiger og -mænd. Pokkers osse, jeg måtte ud på toilettet, den øl måtte snart ud igen, det er da det rene pis alt sammen. Men gudskelov jeg har toilettet ved siden af, at jeg ikke bor på det væmmelige tagkammer mere. Men jeg kan desværre ikke besøge mine venner ret ofte mere, der er lang til Folkets Hus, hvor de kommer, og jeg må leje en taxa derud hver gang, og det er for dyrt. Der var beboermøde i aftes, gad vide, hvad der er besluttet. Det er den øverste myndighed, beboerne bestemmer alt ved et månedligt møde den første tirsdag i hver måned. Jeg har ikke kunnet være med de sidste to gange. Hvor ville jeg dog gerne med og være med til at træffe beslutninger om det Folkets Hus, jeg og mine venner holder så meget af.
Fra Nørrebro Avis
Jeg har tit lejet en taxa til Folkets Hus, og chaufføren har spurgt: "Er det det på Enghavevej eller Jagtvej?" "Nej!" svarer jeg, "det eneste eksisterende Folkets Hus i Danmark ligger i Stengade. Det er et hus, folket selv har skabt ved frivillig indsats. Ingen får noget for rengøring eller kaffelavning, for det er vores eget hus. De andre huse, som du omtaler, hedder Folkets Hus af navn, men det i Stengade er det virkelige Folkets Hus, for det er det af gavn." Bare dog mit helbred kunne blive lidt bedre, så jeg kunne køre med bus igen, men jeg kan ikke gå på gaden ret længe. Jeg er langsomt gående, og der er altid langt til nærmeste toilet. Jeg kommer vist til at ansøge om en blære, jeg kan få inden for bukserne, så jeg kan tisse i den og tømme den, når jeg kommer hjem.
Jeg spekulerer over, hvor mærkelig skæbnen egentlig er. Havde jeg med det samme, jeg ansøgte, fået anvist denne lejlighed her, så havde jeg måske aldrig kommet til Stengade, og så havde jeg ikke truffet alle disse herlige venner. Så havde jeg måske siddet og kigget fjernsyn og som mange andre trukket overbærende på skuldrene, når man ser unge slumstormere i aktivitet. Vel er jeg syg, men jeg er en meget lykkelig mand, fordi jeg har lært disse pragtfuld mennesker at kende, mine mange gode venner.
|
|