Jeg vågnede med heftige smerter og fik en nabo til at ringe efter ambulancen. Jeg kom på hospitalet og blev opereret for brok. Efter få dage på hospitalet blev jeg sendt på et rekonvalecentophold på Næsse-slottet, og der fik jeg tid til at tænke roligt over tingene. Der var mange forskellige mennesker blandt patienterne, nogle havde chance for at komme sig helt efter deres sygdom, men andre måtte desværre affinde sig med, at deres sygdom var så slem, så der ikke var meget håb for helbredelse og måtte indrette deres liv som fremtidig invalidepensionist. Men alle var glade og tilfredse og taknemmelige, fordi de havde fået et så godt ophold efter deres sygdom. Jeg skammede mig, jeg var blandt dem, der kunne genvinde mit helbred totalt, så at jeg kunne genoptage mit arbejde. Mange havde det værre end jeg, de havde mistet det kosteligste af alt: deres helbred for stedse. Tak, kære venner, fordi I åbnede mine øjne, så jeg vandt sejr over min selvmedlidenhed.
Jeg rejste hjem nogle dage før nytår, og om fjorten dage er jeg rask nok til at genoptage mit arbejde.
Jeg kæmper stadig for at finde et sted at bo med min hund, der gav mig en hjertelig velkomst, da jeg kom hjem. Min fraseparerede hustru havde passet den godt, mens jeg var væk, så den havde ikke lidt nød, men var alligevel glad ved at se mig. Men jeg vil for fremtiden ikke nøjes med at kæmpe for mig selv, jeg vil dygtiggøre mig, så jeg kan tage kampen op mod bolighajer og profitmagere, der udnytter andre mennesker. Ja, jeg vil kæmpe imod dem, der skånselsløst lader hånt om menneskeværd og for profits skyld lader mennesker gå til grunde og fremelsker sygdomme og stor dødelighed blandt børnene. Jeg vil ikke tænke først på mig selv, jeg vil kæmpe for andre.
Nytårsaften gik jeg tidligt i seng, min hund fik lov at ligge ved siden af mig, grundet at den var bange for nytårsskyderiet udenfor. Jeg slukkede lyset og prøvede at sove.
Da hører jeg pludselig en høj latter, og en grinende gammel gubbe, fulgt af en ganske ung mand kommer til syne. "Nå, der har vi kværulanten, der ikke er nogen kværulant mere," sagde 1961. "Kan du se, min søn er klar til opgaven i 1962?" "Ja, velkommen nytår," sagde jeg, "og tak til dig, du gamle vidunderlige 1961." "Det lader sig høre,", sagde 1961. "Nu har du opdaget, at mange har det sværere end dig, fordi de bliver udnyttet groft af personer, der støtter profit over menneskeværd. Men kom nu ud på gulvet, så skal vi danse." Jeg tog 1961 i den ene hånd og hundens forben i den anden, så dansede vi rundt om mit skrivebord. 1962 stod midt i stuen og så meget beslutsom ud. Ja, det kan godt være, jeg har drømt det sidste, men når jeg siger til min hund, at nu er det nytår 1962, logrer den med halen. Den har også de bedste forhåbninger til det nye år, alt er glædeligt, livet er dejligt.
Men hvorledes gik det i 1962? Desværre ikke så godt, som jeg havde ventet. Det var ikke helt rigtigt, hvad 1961 havde sagt i drømmen, jeg havde ikke tænkt udelukkende på mig selv og mit problem hele året. Nej, fra 1. marts, da Statsbanerne, der ejede grunden i Haveforeningen Ørsted, meddelte os, at der var ingen chance for udsættelse længere, vi skulle væk omgående. Vi havde tidligere fået opsigelse, men det var lykkedes os at få nogle år til; nu var det intet håb, Statsbanerne ville bygge en toldkammerbygning på området, en efter manges mening fuldstændig overflødig ting, for Danmark var lige blevet meldt ind i De Syv og toldskrankerne skulle afvikles. Men ud skulle vi. 135 familier skulle væk i første omgang, tilmed anså kommunen sig fritaget for forpligtelser over for os, da vi efter deres mening havde boet illegalt der, da det kun var godkendt til sommerbeboelse, men med myndigheders velsignelse.
Mange af os var som jeg kommet fra provinsen, havde tilmeldt os folkeregisteret i Københavns Kommune uden at have nogen anden adresse. Vi modtog en trykt formular, hvorpå der stod: Velkommen som borger i Københavns Kommune. Formularen fortalte videre om de rettigheder, vi havde i kommunen. Formularen var sendt til vores adresse, Haveforeningen Ørsted - vi havde ingen anden - altså var vi godkendt som helårsbeboere.
Nu kneb det for os, og kommunen ville løbe fra alle forpligtelser. Jeg sammenkaldte beboerne til en demonstration på festpladsen. Børnene bar plakater, hvor der bl.a. stod: Vi vil bo hos far og mor, vi vil ikke sættes på gaden. På festpladsen holdt jeg en tale til beboerne og lovede at gå til de ansvarlige myndigheder for at få dem til at hjælpe beboerne til en ny bolig. Vi sang derefter en sang, jeg havde skrevet til lejligheden:

HAVEFORENINGEN ØRSTEDS slagsang.
Mel.: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne.

Om Haveforeningen Ørsted vi synger,
Den plet højt vi elsker, vort hjem vi der har.
En opsigelse nu vort sind hårdt betynger,
Mon Staten vor elskede plet fra os ta´r?

Vi alle så nødigt fra Ørsted vil flytte,
Vi ønsker at bo her adskillige år.
Vi elsker vor gamle, vor herlige hytte,
Mon Staten omsider det ikke forstår?

I embedsmænd, lyt til beboernes klage.
Lad hjertet nu råde, opsigelsen glem.
For intet i Verden vi har så tilbage,
Hvis vi må forlade vort elskede hjem.

Men, mange indvender, hvad kan det dog nytte,
De vil ha´ os væk, de os ikke forstår.
Vi elsker vor gamle, vor herlige hytte,
Når alle står sammen, det sikkert nok går.

For hjemmet vi kæmper i skrift og i tale,
Vi ej giver op, for hør blot nu engang:
Vi udsættelsen vil fra Statsbanen hale,
Den hele befolkning må lære vor sang.

Men, sker det trods alt, at vi herfra må flytte,
Vi sørger, men dog på retfærdighed tror.
Vi elsker vor gamle, vor herlige hytte,
I haveforeningen Ørsted vi bor.


Fra min første boligkamp 1961. Beboerne i haveforeningen "Ørsted" var opsagt af Statsbanerne, der ejede grunden. Sammen med formanden og Københavns huslejerforenings formand forhandlede vi med mundighederne og det lykkedes at få fristen forlænget med et år. Forinden sammenkaldte jeg til en demonstration på festpladsen, hvor en del børn bar plakater med slagord "Vi vil bo hos Far og Mor - og ikke sættes på gaden"