|
2. kapitel
TANKER OG HANDLING
Lørdag den 30. juni 1973 sad jeg og spekulerede over fortid og fremtid. Det sidste er der nok ikke meget af for mig. Jeg kan kun bevæge mig ved hjælp af 2 armstokke, og det går langsomt, jeg har en meget udpræget slidgigt, der forvolder mig stærke smerter. Sovet får jeg ikke meget, selv om jeg tager smertestillende tabletter.
Mine tanker gik tilbage i tiden, tilbage til 1962, hvor jeg spekulerede på et sted at bo med min hund. Det lykkedes ikke, men jeg skaffede min tidligere kone et kolonihavehus et andet sted, så kunne hun have hunden med. Så den sag var klaret. Jeg havde under mit rekonvalecentophold på Næsse-slottet hørt, at de manglede en arbejder ved gartneriet fra 1. marts. Jeg søgte stillingen og fik den. Jeg arbejdede nogle tilfældige steder til nogle dage før marts, så rev jeg mit hus ned og flyttede til Næsse-slottet, hvor jeg skulle have kost og værelse. Alt var tilsyneladende godt. Jeg skulle have en rimelig betaling for mit arbejde, men jeg måtte også arbejde strengt for min løn. Jeg var arbejderen, stik-i-rend-drengen for de udlærte gartnere, der ikke forstod, at en arbejdsmand ikke kunne yde det samme som dem, der havde stået fire år i lære. Jeg var bundet på hænder og fødder, afhængig af boligen - jeg havde ingen andre steder at flytte hen - så jeg måtte finde mig i alt. Jeg tog ikke meget ud, brugte meget lidt på mig selv, og kort før jul var ude af den gæld, jeg havde stiftet i 1961.
Nytåret 1962-63 begyndte med en streng vinter, der varede lige til april. Vi arbejdede i skoven med at fælde træer, men midt i februar blev jeg fyret på grund af arbejdsmangel indtil foråret kom, og vi kunne komme i jorden.
Nu var den gal igen, jeg manglede værelse og arbejde. Jeg var heldig at få et værelse i Holte til en nogenlunde rimelig pris, men arbejde var der ikke at få der på egnen. Jeg cyklede et par måneder til kontrol i Gartnerforbundet i Trørød, som jeg var blevet tvunget til at overføres til da jeg kom på Næsse-slottet. Jeg søgte nu arbejde i København og fik jobbet som spandevasker i Københavns Kommunes Folkekøkken. Det var en god arbejdsplads frem for mange andre. Jeg måtte slæbe, jeg havde masser at bestille, men jeg mente, at jeg var kommet på rette hylde: jeg vaskede det, som andre havde svinet til. Det var symbolsk, jeg var med til at gøre Danmark rent. Jeg blev der i ca. syv år, da jeg desværre på grund af udpræget slidgigt måtte søge invalidepension. Det var kort før nytår 1969-70. Men jeg er stadig vaskermand, jeg er med til at vaske det urene bort. Jeg har kæmpet mod ualmindelig meget smuds. Det er vanskeligt at få vasket af, men noget er da lykkedes.
Da jeg i 1963 havde fået arbejde i København, søgte jeg værelse der - en lejlighed var stadigvæk udelukket. Jeg stillede ikke store krav og fik et billigt værelse på Åboulevarden. Det var et tagkammer uden varme, vand og toilet. Toilettet var i gården, og da jeg på det tidspunkt var rask, betød det ikke så meget for at gå i gården. Men kort tid efter overgik ejendommen til andelsbolig. Dette skulle være uden betydning for mig, da jeg havde lejet værelset af en lejer på 4. sal. Men de andre beboere fjernede toilettet i gården - det var heller ikke bedre værd - men nu var jeg henvist til at skulle benytte offentlige toiletter. Jeg søgte forgæves en lejlighed, jeg blev skrevet op på Frederiksberg Rådhus, men der var intet at gøre. En lejlighed i en overkommelig prisklasse er meget svær at få i velfærdsstaten Danmark. Jeg var en udstødt, en paria i samfundet, men jeg klarede mig da nogenlunde. Dog - da slidgigten blev så graverende, at jeg måtte søge invalidepension, var det rent galt. Jeg henvendte mig gentagne gange på pensionskontoret på Frederiksberg Rådhus, men den smudsige boligpolitik, de har i denne kommune, kan selv en energisk vaskermand ikke vaske af.
I jui 1972 havde min sygdom forværret sig så meget, grundet mine urimelige boligforhold, at jeg måtte indlægges på Frederiksberg Hospital. Socialrådgiverne på afdelingen og lægerne skrev om mine forhold til kommunen, der stadigvæk kom med den undskyldning, at de ikke havde nogen lejligheder - naturligvis en dårlig undskyldning, da en værdig bolig må være en menneskeret og især for invalidepensionister. Denne konservative kommune havde set stort på, at mange lejligheder var solgt efter den nye ulykkelige ejerlejlighedslov. De burde selvfølgelig have opkøbt dem, så der var boliger nok til alle. Jeg måtte blive på hospitalet i 10 uger. Da var det endnu ikke lykkedes, så jeg blev sendt på Næsse-slottet på rekreation. Lægerne og socialrådgiverne var enige om, at jeg ikke kunne flytte tilbage til mit usle tagkammer på 5. sal. Så lykkedes det endelig, en ældre dame var død kort forinden, så der var en dejlig etværelses lejlighed til mig på 1. sal. Jeg spekulerer nu over, om der er nogen, der venter på, at jeg skal dø for at få en værdig bolig på Frederiksberg. Og det sker nok inden længe. Mig har de ødelagt. Jeg mærker smerterne blive værre og værre. Jeg kan ikke skille mine ben fra hinanden, jeg må krydse dem, når jeg går. Der er langt til de handlende i kvarteret, så jeg har ansøgt kommunen om en trejulet cykel med håndpedaler. Jeg får den vel nok, men det varer sikkert - som alt andet - længe.
 |
Da jeg har vanskeligt ved at færdes, og der er meget langt til nærmeste telefon, har jeg ansøgt kommunen om egen telefon. Jeg fik først afslag, men så stillede jeg personlig på Rådhuset, så de ved selvsyn kunne konstatere, hvor gangbesværet jeg var blevet. Telefonen blev også bevilget, jeg har fået et telefonapparat, men venter med længsel på, at KTAS kommer og tilslutter den. Det nytter jo ikke noget med et apparat, når man ikke kan ringe. Ja, der er meget sløseri og smuds for en ærlig vaskermand at bekæmpe. |
Min flinke hjemmehjælper, der kommer og gør rent for mig to timer hver onsdag, spurgte jeg om der var et middel, der kunne fjerne kedelsten. Hun svarede bekræftende, men bemærkede,at hvis det var det halvlitermål, jeg havde, kunne det ikke betale sig fremfor at købe et nyt.
Lørdag aften kom jeg i tanker om, hvad hun havde sagt. Og så fandt jeg frem til livets sandhed. Jeg var jo selv besat med kalksten i begge hofter, jeg var kasseret. Jeg får invalidepension, lægerne giver mig smertestillende midler. Men min sygdom kan de ikke helbrede, den bliver værre og værre. Da mange læger anerkender naturlæger, kiropraktorer og akupunktur, hvorfor i alverden bevilger staten ikke de fornødne penge til forskning i disse gamle videnskaber, der efter omtale har helbredt mange, hvor lægerne intet har kunnet udrette. Det har de ikke lært ved deres uddannelse. Selv om der blev givet millioner ud til forskning, er der ikke tvivl om, at der kunne spares et kæmpebeløb, fordi gode medborgere så ikke skulle søge invalidepension for en sygdom, der sikkert kunne være helbredt ved begynderstadiet. Jeg er overbevist om, at min sygdom kunne være helbredt i starten, så jeg stadig havde kunnet passe mit job som praktisk vaskermand. Nu må jeg nøjes med at gøre det symbolsk.
Men nu var vaskermanden vågnet i mig. Jeg havde fået en opgave. Jeg rejste mig fra stolen, fik fat i mine armstokke og bevægede mig lynhurtigt ud i køkkenet. Jeg var derude på mindre end tre minutter, og der er dog 6-7 meter derud. Jeg fik fat i mit halvliterkrus og fyldte det med det købte kalkopløsningsmiddel. Nu fik jeg øje på en gammel kedel, som jeg havde tænkt at smide i skraldespanden, fordi den var helt belagt med kedelsten - og jeg havde købt en ny. Jeg gik i krig, "du skal ikke kasseres, gamle ven," mumlede jeg, "du kan holde mange år endnu."
Jeg fyldte kedlen halvt op med eddike og halvt med vand og lod den stå til søndag morgen. Da var det meste af det indvendige opløst, og mit litermål var fuldstændig renset for kalksten indvendig. Kedelen fik en omgang til, den måtte stå til søndag eftermiddag, men så var den også renset indvendig. Jeg fik nu fat i en grydesvamp og ståluld samt skurepulver, som en vaskermand altid har i sit køkken. Jeg begyndte at skure mit litermål udvendig og indvendig for pletter. Det var snart, så det skinnede. Men kedelen var værre, det kostede en times arbejde. Men jeg kan sagtens stå ved en vask, så har jeg noget at støtte mig til, det er ikke hænderne, men benene, der fejler noget. Da jeg endelig have renskuret min kaffekedel, viste det sig, at der var hul under tuden, der havde siddet et lag kalksten. "Det var værre," mumlede jeg, "det kan blive bedre, kammerat, men du klarer det ikke alene." Jeg måtte vente til onsdag, til min hjemmehjælper kom, så ville jeg give hende en pakke tyggegummi. Den klæbrige masse, der bliver tilbage, skulle nok tætne hullet. Jeg kan ikke tygge tyggegummi selv, for jeg har protese, og tyggegummiet sidder fast i ganen. Ja, havde Jokum bare været så opfindsom, så havde han kunnet tætne hullet i spanden og hente vand til Lisbet, men det er en helt anden historie. Jeg var nu så træt, at jeg måtte lægge mig og hvile lidt, jeg tåler jo ikke ret meget mere. Men jeg følte mig dejlig veltilpas, vaskermanden havde atter vundet sejr over skidtet. Der er dog stadig meget skidt at fjerne endnu - der er megen forurening og snavs i gamle Danmark.
Jeg var med i Havnegade, da Nationalbanken gennemtrumfede alle tiders mest snavsede påfund: at nedrive 106 luksuslejligheder for at give plads til et ligegyldigt seddeltrykkeri, der udmærket kunne have ligget et andet sted. Jeg har set mange ulykkelige mennesker, der på grund af den urene boligspekulation er hjemløse eller må bo i usle lejligheder, der fremelsker børnedødelighed og sygdomme. Er vores samfund da helt svinsk? Der er meget, der tyder på det, når en mand som Glistrup med en kæmpehøj indtægt har 0 i trækprocent. Og han får ifølge Gallup mange mennesker til at hoppe på den limpind, at storkapitalen skal være fritaget for skat. Mange danskere på optræde som vaskermænd. Ud med Glistrup, han sætter snavsede penge højere end menneskeværd!
Til næste kapitel
|