|
15. kapitel
SKATTEMYNDIGHEDER OG ADMINISTRATION FØR OG NU
I januar 1937, nogle måneder efter min soldatertid, skulle jeg udfylde min selvangivelse. Det gør jeg altid pligtskyldigst. Jeg skrev, at jeg havde været soldat i 5 måneder og fået 50 øre om dagen, i alt 75 kr. Dertil kom udgifter til et par sko, jeg ikke havde slidt så hurtigt op, dersom jeg ikke havde været soldat. Endvidere 3 biografbilletter til en pige, jeg aldrig var kommet til at kende, hvis jeg ikke var blevet soldat. Dertil kom indtægter fra et par militærstøvler jeg havde fået med hjem og solgt for 15 kr. At jeg senere fik en pokkers ballade, fordi jeg havde solgt støvlerne, da jeg blev indkaldt under krigen og derved mistede den halve dagløn i længere tid, er en anden historie. Jeg regnede ud, at jeg kunne have tjent 500 kr. i den periode jeg var soldat, hvis jeg var sluppet fri, og havde således i alt haft en udgift på 413 kr. og 18 øre af at være soldat, og da staten ikke havde råd til at betale soldaterne en ordentlig løn, burde det eftergives i skat, og da den almindelige skat af den løn man fk var lo kr. og 50 øre i kvartalet, burde jeg være skattefri til juli kvartal 1945. Når ens selvangivelse ikke kan godkendes, bliver man kaldt til et såkaldt torskegilde. Jeg blev kaldt til et sådant gilde. Der var for mig at se ingen torskepander til stede, men kun nogle sognerådsmedlemmer med sognerådsformanden i spidsen. Han sagde til mig: Nå, det er Dem, der har udfyldt den mærkværdigste selvangivelse jeg har set i mit liv, så du vil være fri for at betale skat i otte år. Den går ikke, men det er sgu godt fundet på. Du slipper med 1,50 kr. i kvartalet det første år, fordi du har været soldat.
Da jeg blev indkaldt, da krigen brød ud, arbejdede jeg på vordingborgegnen og var tilmeldt Vordingborg kommune. Jeg var indkaldt 3½ måned og søgte efter hjemsendelsen eftergivelse af skat medens jeg var indkaldt. Skatten var i denne kommune 17 kr. og 88 øre i kvartalet, en dyr kommune selv om lønnen var steget ganske lidt.
Jeg havde fået at vide, at mange kommuner eftergav skatten medens man var indkaldt, men det gjorde Vordingborg kommune ikke. De gav mig afslag med den begrundelse, at min mindre indkomst kom mig til gode næste år skattemæssigt, men de eftergav ingen skat. Det måtte jeg affinde mig med, men fik tilfældigvis at vide, at en borger, der havde tjent mindst lige så meget som mig, måske mere, og havde været indkaldt i det samme tidsrum, var eftergivet det ene kvartal. Jeg skrev straks til Vordingborg kommune, at jeg ville anke over, at de gjorde forskel på skatteyderne så nogen fik eftergivet, andre ikke. Jeg modtog da meddelelse om, at jeg også var eftergivet det ene kvartal, så jeg havde l7 kr. og 88 øre tilgode, men da jeg var flyttet til en anden kommune i mellemtiden, og det var gået til udpantning, var resultatet, at der var sket løntilbageholdelse hos min arbejdsgiver og det var trukket fra, da jeg fik restbeløbet af lønnen udbetalt. Så skulle jeg have pengene tilbage. Jeg skrev derfor til kommunen og bad de sende mig de skyldige penge Jeg modtog det svar, at eftersom jeg havde betalt det skyldige beløb, anså de ikke mine økonomiske omstændigheder for så dårlige, som jeg havde opgivet, så jeg fik dem ikke tilbage.
Jeg skrev så tilbage, at jeg aldeles ikke havde betalt disse penge, men sognefogeden havde pantet dem hos min arbejdsgiver. Det var en slem streg i regningen, da jeg havde beregnet pengene til indkøb af et par nye gummistøvler. Nu er resultatet, at jeg må gå med et par hullede til den første, og da jeg arbejder i kostalden siver kolorten ind på mine tæer.
Dersom skattemyndighederne efter disse oplysninger mener at mine økonomiske omstændigheder er i orden og nægter at betale mit tilgodehavende 17 kr. og 88 øre må jeg fortsætte med at vade i kolort og kopis et stykke tid endnu.
Pengene kom uden kommentarer tre dage efter, men man kan af dette se at den overflødige administration allerede var opfundet i min ungdom.
Ved kildeskattens vedtagelse sendte jeg et forslag til Ole Andreasen, der dengang var ansat ved Danmarks radio.
Jeg foreslog et system om hvordan man med lethed kunne indføre kildeskatten på 2 måneder, fremfor at der fra vedtagelsen skulle gå flere år. Jeg vil ikke nævne forslaget her, da det gjaldt på dette tidspunkt og kunne ajourføres efter omforandringen i skattelovene. Jeg fik svar fra Ole Andreasen, at han var meget interesseret i mit forslag og havde affotograferet det, men det var for stort til at de kunne tage stilling til det nu. Det måtte vises til eksperter, så ville jeg senere høre fra dem. Kære Ole Andreasen, hvorfor har du glemt at svare mig. Jeg har vist mit forslag til mange, og alle er enige om at sådan burde det have været, så nemt og enkelt, og folk havde fået glæde af kildeskatten. Men sandheden er nok, at en mand med almindelig folkeskoleuddannelse ikke må fortælle eksperter noget. Jeg kan dog meddele, at jeg har sat mig grundigt ind i hele skattejunglen, undtagen det der ikke gavner de ringest stillede i samfundet som afskrivning, ejendomsskatter o.s.v.. Men kildeskatten skulle vel laves så indvklet for at gøre befolkningen led ved den, og særligt så en del eksperter kunne få et højt lønnet embede i det overflødige kildeskattehus, der er oprettet i Birkerød. Efter mit forslag skulle skatten stadig betales over rodekontorerne. Jeg var på det tidspunkt parat til at tage en ordduel med hvilken som helst ekspert inklusive finansministeren om spørgsmålet. Det er jeg stadig for at bevise, hvorledes de har kludret med en god sag. Kildeskattens indførelse var et længe næret ønske. Nu er det blevet til irritation fremfor glæde og er yderst vanskelig at lave om til det bedre, når skaden er sket.
|
|
