|
4. kapitel
BLANDEDE TANKER
Jeg ville gerne fortsætte med at beskrive den vidunderlige tid, jeg havde sammen med Danmarks storvaskende, dejlige kammerater, og jeg når det forhåbentlig i et senere kapitel, hvor jeg vil beskrive det enestående kammeratskab, der førte til befrielsen af Folkets Hus. Men det haster ikke, Folkets Hus bliver stående mange år endnu, og når jeg ikke at beskrive, hvorfor vi ikke finder os i, at Folkets Hus bliver revet ned, er der mange andre vaskermænd, der kan oplyse om dette. Jeg vil blot sige, at mine gamle slumstormervenner arver mit rengjorte halvlitermål. Og Folkets Hus min kaffekedel som et symbol på, at ægte vaskermænd kan meget.
Nej, jeg må videre i kampen mod smudset.
En søndag, mens jeg arbejdede på Næsse-slottet, tog jeg med toget til København, jeg ville besøge min søn og min tidligere kone. Jeg havde taget et kødben med til min hund. Min kone og søn var ikke hjemme, men hunden, der opholdt sig i en hundegård, jeg havde lavet til den, blev lige så glad ved at se mig, som jeg var for den. Men da jeg gav den kødbenet, glemte den mig og var kun optaget af denne lækkerbisken. Jeg gik en tur ud til Ørsted og så det triste, tomme sted, hvor mit dejlige hus havde ligget. Jeg gik derfra som en ensom mand, jeg besøger aldrig Ørsted mere. Snavs og profit har dér vundet over menneskeværd.
Jeg gik ind mod Vesterbro og kom forbi en kirke. Det ringede til en snarlig gudstjeneste. Jeg har aldrig været særlig religiøs, men tiden skulle gå med noget, så jeg gik indenfor og hørte på en ligegyldig prædiken, som jeg ikke hæftede mig synderligt ved. Men nu spidsede jeg øren, hvad var det dog, der skete? Den præst bad minsandten Vorherre om at holde sin beskyttende hånd over befalingsmændene. Jeg rejste mig, og da jeg ikke kunne protestere på anden måde, lavede jeg så meget støj som muligt, da jeg i hast forlod kirken.
Jeg har selv været soldat i 1936, var på manøvre i 1938 og var indkaldt i 3 ½ måned, da 2. verdenskrig brød ud. Vi lærte at skyde på stående, liggende og knælende figurer, der skulle forestille mennesker. Dengang var der ikke mulighed for at blive militærnægter af moralske grunde, kun af religiøse. Og så stor en hykler ville jeg ikke være, så jeg blev desværre soldat, et sort kapitel af mit liv. Lære at skyde på andre mennesker, fy for pokker! Dem, der lavede krigene, sad jo pænt hjemme i solidt beskyttede, bombesikrede rum og sendte stakkels mennesker tvungent imod os. Ville de ikke skyde på os, blev de skudt ned bagfra af deres egne. Det var i sandhed at rette smed for bager, og præsten bad for de elendige karle, så de fik styrke til at pine soldaterne endnu mere. Han bad for dem, der betragtede oplæring i mord som et hæderligt håndværk, de kunne leve godt af. Han bad for disse tyranner, jeg var tvunget til at lystre i min soldatertid. Hvordan kunne sådan en satan være præst? Jeg skulle vist til at studerereligionen og undersøge nærmere om rigtigheden i den tro, jeg var opdraget i. Jeg har gjort det og er vildt forfærdet. Jeg har forlængst meldt mig ud af folkekirken. Jeg har fundet så mange beviser for, at al religion er opdigt og gamle krøniker. En godt skrevet bog er bibelen, men ih, hvor er det løgn. Hvor har der fundet mange krige sted i religionens hellige navn for at undertrykke de svageste i samfundet. Jeg tror ikke på nogen gud, men tør ikke afvise højere magter og heller ikke sjælenes udødelighed. Reinkarnationen tror jeg dog mere på: at sjælen er vores gud, vores ånd, og at der er større og mindre ånder til. Jeg tror, at livet er et kredsløb, der skal fuldbyrdes. Jeg tror, at mit liv er forbi meget snart. I drømme ser jeg tit min hund komme springende med en glad gøen imod mig byder mig velkommen. Men til min dødsdag vil jeg bekæmpe det mest smudsige, jeg som vaskermand har mødt: religionen. Den er opium og sløvende for folket. Derfor vil jeg i senere kapitler afsløre, hvad jeg har læst om dette eme. Jeg har fundet tilstrækkeligt med beviser til at tilintetgøre enhver overtro, enhver fortolkning, for det hele er løgn og opdigt.
Og skulle man gå frem bogstaveligt efter bibelen, kalder Gud templet i Jerusalem for Guds hus. Forsamlingsbygningerne eller synagogerne rund i landet blev ikke omtalt som Guds hus. Vi kalder alle kirker for Guds hus og har ansat nogle præster til at fortælle os om, hvad der står i bibelen. Det kan vi selv læse. Menneskene har forvansket bibelen i så høj grad, at de har opfundet en stilling til en forkynder, som de giver en sort kjole med hvid krave. Han hælder vand i hovedet på små børn - det står ikke omtalt i bibelen. Han konfirmerer senere de samme børn - også en handling, der ikke er omtalt. Når de skal giftes, blander den sorte sig også i det, uden at det står skrevet. Når man skal begraves, gider han kun komme tre skovle jord på kisten, graveren må besørge resten. Han har det vel nok godt, og han får en kæmpegage på skatteydernes bekostning og har udsigt til at stige i graderne til en endnu større sjælesørger: provst eller biskop. Ja, han kan inden for den katolske kirke blive Guds statholder på jorden. Men pas på, alle I sortklædte, højtlønnede, ikke arbejdende mennesker. Vaskermanden er gået i funktion, og så længe jeg lever, vil jeg bekæmpe jer, at I ikke vedblivende skal bilde vores børn sådan noget vrøvl ind. Men det er slemt smuds at bekæmpe, der skal en kæmpestorvask til, før det lykkes. Meget smuds kan bortvaskes, men når det er gammelt og indgroet, er blevet irret, er det meget svært. Selv mine venner tør ikke tage stilling til, om I har ret eller ej, men jeg tør, og jeg vil gøre det, jeg vil læse og afsløre alt det modsigende i bibelen. Jeg vil evise, at I præster fylder os med vederstyggelig tale, for at bruge et bibelsk udtryk. Men først må jeg være færdig med denne bog, for der er meget snavs at afsløre endnu.
Jeg vil fortælle lidt om min barndom. Jeg er efter sigende født 4.9.1915. Det var det år, forskellige religionsforkyndere siger, at Fanden kom herned på jorden. Jeg var venstreorienteret fra fødslen: min mor havde som mange andre kvinder to patter, en højre og en venstre. Den højre så mest indbydende ud, men den venstre var rød, så den foretrak jeg naturligvis. Jeg var den yngste ud af syv søskende. Jeg har en bror, der desværre nu er død, han var atten år ældre end mig. Han rejste til Amerika det år, jeg blev født. Om det var af skræk, fordi jeg kom til verden, ved jeg ikke. Jeg havde to kilometer i skole og vandrede dertil i spidsnæsede træskoer. Det var før madpapiret blev opfundet, så min mor pakkede mine sukkerklemmer ind i avispapir. Hun bruge altid forsiden af Socialdemokraten, hvor der med stor skrift stod: Frihed, Lighed og Broderskab, samt: Gør din pligt, kræv dit ret. Jeg har efterlevet dette motto. Jeg gjorde min pligt ved at kunne mine lektier nogenlunde og krævede derefter mit ret til i frikvateret at spise mine sukkermadder. Jeg havde forresten en fortræffelig enelærer, som jeg med glæde mindes. Æret være hans minde, han var streng, men retfærdig. Jeg troede blindt på ham, men var han bare levende endnu, så havde jeg en bøn til ham. Vi havde for i geografien om sletterne i Sydamerika, og jeg kunne ikke huske, hvad de hed! Så sagde læreren: "Gentag dem og bliv ved at gentage dem, så glemmer du dem aldrig." Han har ret, men bare jeg dog kunne få lov at holde op, folk tror jo, jeg er tosset, når jeg går på gaden og siger Selvas, Pampas og Llanos.
Da jeg gik til konfirmationsforberedelse i Herlufmagle. Fotograferet sammen med de andre konfirmander og pręsten, jeg sidder ved siden af pigerne.
Jeg konstaterede også senere, at man ikke kunne tro på alt, hvad læreren fortalte. Jeg var elleve år, og læreren fortalte om næste dags lektie i danmarkshistorien. Det var om en krig mellem Danmark og et andet land, jeg husker ikke længere hvilket, og det så sort ud for os danske. Men da det kneb mest, blandede den russiske kejser sig i det og sendte bud til modparten, at hvis de ikke lod de flinke danskere være i fred, ville russerne komme og banke dem. Det fik modparten til at trække deres tropper tilbage, og Danmark var atter et frit land. Læreren forklarede lektien på den måde, at da det så sortest ud for danskerne, kom der en mand med en slæde i vejen, ved at den russiske kejser sendte et ultimatum til modparten.
Jeg tænkte på, hvad det var, læreren sagde. "Det kan da ikke passe," tænkte jeg. Men når læreren havde sagt det, måtte det være sandt. Resultatet blev naturligvis, da jeg blev hørt i lektien, genfortalte jeg lærerens forklaring således: da det så sortest ud for danskerne, kom den russiske kejser kørende på en slæde og stillede sig i vejen. Hele klassen lo, og læreren lo med, men jeg kunne intet morsomt se i historien. Tvivlen kastede frø i mit hjerte. For fremtiden ville jeg ikke være så godtroende, nu krævede jeg beviser. Det har jeg gjort sidenhen, jeg tror ikke på spekulanters og bolighajers undskyldninger og forklaringer på, hvorfor de udnytter de svageste i samfundet. Jeg tro ikke på monopolkapitalens geniagtige udtalelser om, at de vil gøre det godt for alle, bare den øvrige befolkning retter sig efter dem. Jeg tror ikke på præsterne, jeg tror heller ikke på topfigurerne i fagforbundene eller toppolitikerne. Jeg tror, at de mest handler i monopolkapitalens interesse til skade for de mange og kun til gavn for enkelte.
Jeg troede ikke på EEC-tilhængernes skrækpropaganda, om hvor godt vi ville få det, dersom vi tilsluttede os EEC. Nej, jeg bekæmpede Danmarks salg af selvstændighed til en stormagtsblok, derom handler næste kapitel. Men jeg vil slutte dette med at tænke på episoden om den russiske kejser, der kom kørende på en slæde og stillede sig i vejen. Var det bare så let, kunne der bare komme en mand med en slæde i vejen for al løgn og hykleri, for al urenhed, for al snavs i samfundet Danmark. Nej, så let er det ikke, der skal vaskermænd til, lad os få en grundig hovedrengøring.
|
|