Folkets Hus historie
70- og 80-tal
Folkets Hus bliver slumstormet
Folkets Hus blev etableret den 12. september 1971. Den gamle fabriksbygning på Stengade 50 stod tom, da en gruppe unge besættere tog den som en del af den såkaldte Septemberoffensiv, hvor blandt andet også Christiania blev besat. Parken uden for huset, Folkets Park, blev besat allerede i foråret samme år, og besættelsen af huset var oprindeligt et forsøg på at supplere og forsvare parken.
Den sorte firkant
Nørrebro så meget anderledes ud i 70’erne, end det gør i dag. Området omkring Folkets Hus på Indre Nørrebro var kendt som ‘Den Sorte Firkant’. Et kvarter præget af tæt beboelse, slumlignende boligforhold og få åbne pladser og fælles faciliteter for kvarterets beboere.
Folkets Hus bliver beboerhus
Folkets Hus blev indrettet som selvstyrende beboerhus og blev et samlingspunkt for Nørrebros beboere. Husets brugere dannede grupper omkring forskellige aktiviteter som for eksempel folkemusik og teater. Folkemusikgruppen Folkets Hus Spillefolk blev etableret i den periode og har gennem årene varmet huset op med musik og dans. I gennem årene har Folkets Hus fået en stærk tradition for at dyrke interesser og fællesskaber i et uformelt miljø, præget af engagement, nysgerrighed og respekt for hinanden.
Kampen mod bysanering
I 70erne og 80erne var der flere konflikter med Københavns Kommune, der ville bysanere kvarteret, og der var planer om at omlægge området omkring Folkets Hus til parkeringsplads. Samtidig var der stridigheder mellem kommunen og Nørrebros beboere omkring den byggelegeplads, der kendes som Byggeren, der lå ved siden af Folkets Hus. Grunden blev ryddet i 1980 efter flere års kamp.
90-tal
Folkets Hus bliver godkendt
I 90erne opnåede Folkets Hus status som godkendt, selvstyrende kulturhus under Københavns Kommune og fungerer stadig sådan. Huset er stadigt brugerstyret efter basisdemokratiske principper og drives af frivillige kræfter.
Folkets Park
I 1996 gjorde kommunen et forsøg på at starte byggeriet af beboelseshuse på Folkets Park. Som modsvar blev Folkets Park Initiativet etableret, som i stedet byggede en legeplads på dele af parken og organiserede indsatser for at forsvare parken. Det skete i mange forskellige former, for eksempel trak udlejeren, der skulle eje de nye lejligheder, sig tilbage i 1997, efter at andre beboere i deres boligkomplekser truede med huslejestrejke, medmindre planerne blev droppet. Der var forsøg på at starte byggeriet, men folk kom ud for at stå i vejen for bulldozerne. Flere fagforeninger meddelte, at deres medlemmer ville strejke, hvis de fik besked på at gå i gang med byggeriet. Efterhånden blev presset for stort, og i 2004 blev parken endelig anerkendt i kommunernes kvarterplan. Folkets Park blev renoveret i 2008 gennem et samarbejde mellem Københavns Kommune og Folkets Park Initiativet.
00-tal til idag
De sociale bevægelsers hus
Folkets Hus er en vigtig del af Nørrebros moderne historie. Huset har spillet – og spiller stadig – en stor rolle i lokale borgerinitiativer og sociale og politiske kampe på Nørrebro. Udover kampen om Byggeren har Folkets Hus lagt rum til mange af de politiske kampe, som har udspillet sig på Nørrebro. Eksempelvis kampen for Ungdomshuset, de store asylpolitiske aktioner og fx i forbindelse med Nørrebro Pride. Folkets Hus har altid været et naturligt samlingspunkt for aktivister fra nær og fjern, når der har været større aktioner og demonstrationer i København.
Renovering og omorganisering
I 2008 blev caféen etableret. Først hed den “Café under konstruktion”, men fik efterhånden navnet Folkets Café. I 2012-2013 gennemgik Folkets Hus en større renovering efter mange års hård brug af den gamle fabriksbygning. I kombination med renoveringen fik huset blandt andet nye vinduer, gulve, branddøre, toiletter og el-installationer. Udover det blev huset malet og fik masser af nye møbler. I 2013 trådte Folkets Hus ind i fonden FONDEN FOR DE ÅBNE RUM. Fondens formål er at øge sikkerheden, bæredygtighed og social ansvarlighed, og den støtter brugerdrevne projekter.
Nedlukkning
I 10’erne var der forsøg fra gruppen “Loyal to Familia” på at bruge huset til at sælge hash. Dette førte til konflikter med husets aktivister, som prøvede forskellige metoder til at protestere mod gruppens handlinger. Denne konflikt førte til, at huset i perioder blev lukket ned.
Covid og nyere historie
Covid-pandemien forårsagede et fald i husets aktivitet, fordi mange af husets aktiviteter ikke kunne ske mere. For at genaktivere huset efter pandemien blev caféen renoveret i marts 2023, og aktiviteten har bare tiltaget siden. Den sidste periode har også set nye initiativer som cykelværkstedet komme og gamle initiativer som søndagsbrunchen genkomme.