Den 21. oktober
2002:
Til Beboerforeningen Nørrebro og Folkets Park Initiativet. Kære Allan Nilsson og Jesper Lund Tak for deres brev af 20. september 2002 om lokalplanen for "Folkets Park" - tillæg til "Stengade II". Det er rigtigt, at forslaget til lokalplantillægget har været i offentlig høring for ca. et år siden. Det skete hen over sommeren og frem til 1. oktober 2001. Jeg finder det i den forbindelse meget positivt, at der allerede ved borgermødet i denne periode var interesse for et parkråd fra brugerside. De er selv inde på, at lokalplantillægget er en del af en "pakkeløsning", vedtaget af Borgerrepræsentationen i juni 2000. Som bekendt indgår heri også indretning af parkeringshuset ved Blågårdsgade til FSB afdeling Blågården. Da der netop er tale om en samlet løsning, har jeg på Bygge- og Teknikudvalges møde den 28. november 2001 udsat sagen om vedtagelse af tillægget, til parkeringsforholdene er afklarede. Jeg forventer, at de sidste brikker inden længe falder på plads i forhandlingerne med FSB. når dette er sket, vil sagen på ny komme på udvalgets dagsorden med henblik på en efterfølgende vedtagelse i Borgerrepræsentationen af lokalplantillægget. Med venlig hilsen Søren Pind |
|