Sidste århundrede - det 20. århundrede - er af Isaiah Berlin blevet betegnet som "det mest forfærdelige århunderede i vestens historie". Ikke alle ser dog så pessimistisk på sagen. Fx har den spanske naturvidenskabsmand og nobelprismodtager Servero Ochoa sagt: "Det der er karakteristisk for vort århunderede er naturvidenskabernes fremskridt". Og man kan nu spørge: Er der en sammenhæng?

Det 20. århunderede var det århundrede hvor mange millioner uskyldige mennesker omkom i dødslejre. Vi har været vidne til folkemord, planlagt og udført efter alle ingeniørkunstens regler. Det 20. århunderede var også det århundrede hvor menneskeracen formåede at udvikle våben, så dødbringende at selve vor races eksistens er truet. Her tænker jeg naturligvis på frembringelsen af kernevåben. Det 20. århunderede var også det århundrede, hvor 1000-vis af mennesker døde dagligt af sult og sygdom, selvom der globalt set var både mad og medicin nok.

Det er overvejelser som ovenstående der fik mig til at skrive mit bidrag til Mod Strømmen, som handler om naturvidenskabens dialektik. I essayet indkredser jeg denne tendens ved moderne naturvidenskab - at på den ene side med succes medvirker til at fremme specifikke formål, men at indfrielsen af disse formål på den anden side, og på længere sigt, ikke altid gavner det menneskelige vilkår.

Denne tendens kan ikke forstås ved udelukkende at betragte naturvidenskaben og naturvidenskabsfolk. Politikere, økonomer, markedsføringsstrateger, militært personale, forretningsfolk, forbrugere, samfundsborgere m.fl., samt de grupper og institutioner disse mennesker tilslutter sig eller er underlagt, må tænkes ind i analyserne af diverse eksempler på naturvidenskabens dialektik.

For at mindske naturvidenskabens skyggesider argumenterer jeg for, at den naturvidenskabelige mainstream forskning, udvikling, undervisning og formidling, ikke kun bør guides af de konventionelle videnskabelige og teknologiske værdier. Naturvidenskaben bør også styres af en institutionsetik der bevidst søger at fremme det menneskelige vilkår.

Jeg opterer endvidere for at naturvidenskabens negative aspekter kan blive mindre udbredte i fremtiden, såfremt man evaluerer nogle af dem i universiteternes naturvidenskabsundervisning, og derved giver de studerende træning i at reflektere over deres (kommende) praksis og se den i en bredere kontekst. Dermed vil den kommende generation af naturvidenskabsfolk forhåbentligt få kompetencer til at anvende naturvidenskaben til at forbedre det menneskelig vilkår.

Jeg har således et ambivalent forhold til naturvidenskaben, dens anvendelser og ikke mindst til dens udøvere. På den ene side har naturvidenskabsfolk magt over naturen - og som både kan bruges til noget godt og til noget skidt. På den anden side er naturvidenskabsfolk sjældent særligt gode til at tage ansvar for den magt de besidder. Årsagen til at jeg indledte mit oplæg med at nævne det 20. århundrede historie, er at jeg mener at vi deraf kan lære noget om naturvidenskaben og teknikkens dynamik. Hvordan påvirker naturvidenskaben og teknologien samfund og kulturer? Og hvordan nærer forskellige samfundsmæssige og kulturelle strukturer videnskabelig aktivitet?

En ting vi kan lære af det 20. århunderede er at videnskabelig aktivitet styret af særinteresser langt fra altid fører noget ubetinget godt med sig. Det være sig kernefysik, styret af militære interesser. Det være sig biokemi styret af kommercielle interesser. Det være sig ingeniørkunsten styret af rascistiske eller religiøse interesser.

Denne lære, at videnskab styret af særinteresser langt fra altid fører noget godt med sig tror jeg kan overføres til andre vidensfærer. Statskundskab styret af statens interesser og handelshøjskolens økonomiske videnskab fører næppe til frigørelse blandt grupperinger i samfundets periferi, idet denne styring af statskundskaben og økonomien holder os fast i en samfundsstruktur der langt fra er ideel. Heller ikke inden for de humanistisk videnskabelig aktivitet synes styring at være et ubetinget gode - fx skaber national- eller kulturromantisk historieskrivning næppe forståelse mellem forskellige nationer og kulturer. Tværtimod

Når man taler om neo-liberalisme og globalisering - her forstået som et sæt af epistemiske (som Lars talte om), politisk-økonomiske (som Peter talte om) og moralske værdier, regler og praksisser, som neoliberalismens fortalere mener har univesel gyldighed, som det universelle fundament hvorpå en fælles homogen fremtid skal bygges - bliver jeg bekymret.

Et af neoliberalismens aktiomer er netop at alt i bogstaveligste forstand skal kunne betale sig, og det på relativt kort sigt. Neoliberalismen er ekspansiv, og søger at underlægge sig flere og flere områder. Og nu er turen også kommet til universiteterne, den fri og kritiske tænknings fremmeste bastion.

Ledertyper i og udenfor universiteterne er begyndt at argumentere for at videnskabelig forskning hurtigt skal kunne konverteres til konkrete anvendelser - i det private erhvervsliv. Fx er universiteternes videnskabelige medarbejdere blevet pålagt at patentere hvad patenteres kan, ligesom at begrebet intellektuelle rettigheder er ved at etablere sig som uomgængelig faktor når videnskabelig viden omsættes til teknologi.

Videnskab, teknologi og samfundet samt relationerne her i mellem har forandret sig siden 2. verdenskrig. I dag influerer videnskabelig og teknologisk udvikling de samfundsmæssige strukturer, vores kultur, og vores dagligdag i langt højere grad end det var tilfældet i begyndelsen af sidste århundrede. Udviklingen inden for den farmaceutiske, computer og våben-forskningen er eksempler på hvordan 'ren' naturvidenskabelig indsigt hurtigt og effektivt transformeres til teknologiske anvendelser. Denne dynamik mellem ren videnskab, teknologi og deres indflydelse på samfundet er noget relativt nyt. I naturvidenskabens barndom tog det ofte mange år før ren videnskabelig indsigt blev anvendt som teknologi. Naturvidenskab var for to- trehundrede år siden en af bourgeoisiets foretrukne fritidsbeskæftigelser.

Når det drejer sig om universiteternes uddannelser, så lyder mantraet at de skal instrumentaliseres og erhversrettes. Erhvervsretningen er ganske tydelig på nogle uddannelser - fx ingeniør- og farmaceutstudierne. Og som noget nyt inviteres industrien nu til at medfinanciere forskerskoler. Dem findes der pt. tre af: en på Danmarks Farmaceutiske Højskole, omhandlende lægemiddelforskning, en på Danmarks Tekniske Universitet, om mikroteknologi, og en ved Aalborg Universitet, der har Informations og Kommunikations Teknologi som område. Stod det til dansk industris forskningschef Bjarne Lundager Jensen skal også de humanistiske kandidaters kompetencer i højere grad harmonerer med erhvervslivets behov. Baggrunden herfor er, at et stigende antal kandidater fra Humaniora finder ansættelse i erhvervslivet.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere var det en livsstil at studere. Det at tilegne sig viden gjorde man for at blive klogere, ikke for at få et vellønnet job. Også universiteternes formidlingsaspekter skal ifølge neoliberalismens fortalere have et instrumentielt sigte - dvs. dels at tiltrække nye investeringer fra erhvervslivet og dels at rekruttere nye studerende og dermed generere flere studietrinstilvækster. Her er det nok på sin plads at bemærke, at neoliberalismen ikke er alt-dominerende inden for det universitære domæne. Jeg betragter det som en kampplads; som et domæne neoliberalismen forsøger at kolonisere.

Jeg har ovenfor gjort mig til fortaler for uafhængig videnskabelig aktivitet. Men den styrede videnskabs tilsyneladende modpol, den såkaldte 'rene' videnskab - er for mig at se, heller ikke et ubetinget gode, idet en sådan forestilling hviler på nogle problematiske filosofiske antagelser. Den 'rene' videnskab ser sig selv som renset for historisk, kulturel og politisk elementer, der betragtes som forurening. Jeg vil ikke afvise at disse faktorer kan være uhensigtsmæssige, inden for nogle fagområder, når det drejer sig om metodologiske spørgsmål. Men når det drejer sig om udvælgelsen af de spørgsmål der skal underkastes videnskabelig grænskning, så synes den 'rene' videnskab smudsig - eller farverig. Og man må spørge: er det ikke netop historiske, kulturelle og politiske omstændigheder der giver anledning til, og udvælger de problemstillinger, som videnskaben skal tage sig af? Et stort problemet med den rene videnskab er, at denne ikke er afklaret omkring udvælgelsen og formuleringen af videnskabelige problemstillinger.

Ydermere er der inden for videnskab tendens til at dens udøvere er fascinerede af deres arbejde. Mange videnskabsfolk bedriver videnskab for skabelsen af videns skyld - for problemløsningens skyld. Fascinationen af problemløsning kan slå over i den rene besættelse. Den besatte videnskabsmand eller -kvinde ser intet andet end det videnskabelige problem som vedkommende arbejder med. Den besatte videnskab person reflekterer ikke over formålet med at løse videnskabelige problemstillinger - kun selve løsningsprocessen, med løsningsøjeblikket som højdepunkt, har interesse. Problemløsningen tager magten og bliver mål i sig selv.

Hvordan kommer jeg nu ud af det hjørne jeg tilsyneladende har malet mig op i? Hvordan kommer jeg videre, når jeg hverken synes om den særinteresserestyrede videnskab eller om den 'rene' videnskab? Det jeg vil gøre, er at bringe begrebet "solidarisk dannelse" på banen, som jeg lader forbinde de præsenterede modpoler.

Videnskabelig aktivitet skal ikke styres af fx militære eller økonomiske særinteresser. Omvendt er der brug for en form for styring - særligt i forbindelse med udvælgeælsen af problemstillinger til underkastelse af videnskabelig grænskning - således at vi i højere grad kan undgå menneskeskadende og undertrykkende videnskabelige aktiviteter. Antager vi at den abtrakte/generelle fordring, at videnskabelig aktivitet skal være til gavn for menneskeheden, var opfyldt, ville mange af videnskabens mørke sider ikke finde sted/have fundet sted.

Universiteterne er blevet kritiseret for at være for lukkede overfor omverdenen, og at deres styrelse er for stiv og bureaukratisk. Det har kritikerne de nok ret i, selvom løsningen om mere erhvervsorientering og ekstern styring af universiterne næppe er brugbar, fordi det betyder mere indflydelse til særinteresser.

I mit løsningsudkast vil jeg tage fat i en anden af neoliberalismens tendenser - individualiseringen. I takt med at individualiseringstendensen er blevet styrket, har vi også fået mere at være fælles om. Det drejer sig helt fundamentalt om vores livsbetingelser, fx opretholdelsen af biosfæren. Tidligere var biosfæren ikke fælles på samme måde som den er i dag. Erosion, tørke eller oversvømmelse et sted generede ikke folk andre steder. Og man mente - med en vis ret - at der var nok af biosfæren, ligesom det antoges at dens regenerende kraft var stærk nok til at modstå alle angreb. Nu er det anderledes: Angreb på ozonlaget, udryddelse af regnskove, omlægning af floders løb, energiproduktionens hævelse af temperaturen, forurening af luft og vand får ikke kun lokale eller regionale, men også globale virkninger. Livsgrundlaget er blevet fælles af at være blevet truet.
Også vores velfærdsbetingelser er blevet fælles i takt med at velfærden i højere grad er blevet et materielt, kommercialiseret og homogeniseret anliggende. Velstand er derfor blevet et ressourcespørgsmål, og ressourcer er fælles fordi de viser sig ikke at være uudtømmelige, fordi deres udnyttelse truer biosfæren og fordi de den enes velstand ofte sker på bekostning af den andens fattigdom.

Neoliberalismens individualiseringstendens må balanceres med en individual evne, egenskab, karaktertræk eller 6. sans, der sætter den enkelte i stand til at overskride egne interesser i retning af det som alle mennesker har til fælles, i retning af det der er i 'menneskehedens interesse'. En person der besidder denne egenskab vil jeg kalde "solidarisk dannet".

Et universitet det er indrettet til at fremme 'solidarisk dannede' kandidater, bestående af 'solidarisk dannede' forskere, vil hverken tillade ekstern styring, eller bevidstløst løse 'rene' videnskabelige problemer. Det vil bedrive uafhængig forskning, undervisning og formidling styret mod det vi alle sammen ønsker: en bedre verden.