Oplysningens Dialektik Kommentar ved Niels Fleckner Hansen.

Horheimers og Adornos umiddelbare motivation for at skrive "Oplysningens Dialektik", var et forsøg på at begribe, hvordan et barbarisk fænomen som nazismen kunne opstå i en oplyst civilisation. De mener at kunne finde svaret i noget ved oplysningen selv. Spidsformuleret: nazismen opstod ikke på trods af, men på grund af oplysningen - eller det oplyste samfund. For at forstå det destruktive og menneskeundertrykkende ved oplysningen, som den f.eks. viser sig i den moderne videnskab (positivismen) går Horkheimer og Adorno til civilisationens historie. I civilisationens barndom har viden haft til formål at hjælpe menneskene med at gøre sig til herre over naturen. Viden, specielt naturvidenskaberne, har haft instrumentel karakter. Projektet har været at frigøre mennesket fra naturens tvang. Lægevidenskaben frigører fra sygdom, fysikken og dens anvendelser i teknologien dækker behovet for føde, husly, tøj m.v. Efter at den "instrumentelle fornuft" har underlagt sig stadigt flere områder af menneskets tilværelse og af samfundet, er den endt med at undertrykke mennesket istedet for det, der var dens oprindelige formål: at frigøre mennesket. Det har således været en dialektisk proces, hvor fornuftens frigørende formål er slået over i sin modsætning: en ny form for tvang. Denne tvang viser sig i det kapitalistiske samfunds undertrykkelse af lønmodtagerne, som er reduceret til en vare på et arbejdsmarked. En vare hvis eneste formål er at bidrage til produktionen af andre varer. Det kapitalistiske samfund er blevet som en II natur; en ny undertrykker af mennesket. Prisen er menneskets fremmedgørelse overfor sig selv og overfor det samfund, som det lever i. Det enkelte individ er blevet fremmedgjort overfor sin egen natur, som holdes nede ved hjælp af "lykkepiller" og smertestillende midler. De enkelte individer er blevet fremmedgjort overfor hinanden. Istedet for at indgå i ægte mellemmenneskelige relationer, indgår man i kunstige samfundsskabte relationer f.eks.: chef-underordnet, officer-menig eller relationen: jødisk race-arisk race, en relation som muliggjorde Auschwitz: civilisationens menneske undertrykkelse i en af sine tydeligste former. Et klart eksempel på hvordan "den instrumentelle fornuft" er med til at undertrykke menneskene idag, viser sig i den borgerlige nationaløkonomis legitimering af "markedsøkonomiens spilleregler". Politiske visioner, som handler om, hvordan vi skaber et bedre samfund ud fra velfærdsmæssige og menneskelige kriterier, bliver ofte "skudt i sænk" med borgerlige argumenter om, at sådanne initiativer vil skade Danmarks konkurrenceevne overfor udlandet, eller skade de offentlige finanser eller betalingsbalancen. Logikken bag disse argumenter er den nationaløkonomiske teoris logik. Det er en beskrivelsesramme for samfundsøkonomien, som er klart positivistisk og instrumentel. I beskrivelsesrammen indgår ikke variable, som menneskelig velfærd men kun kolde tal. Det er en beskrivelsesramme, der sætter meget af dagsordenen for den politiske debat idag.