|
Filosofi er
en bestræbelse efter at erkende, hvad der er således nødvendigt,
at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes.
Eller med andre ord: det er en bestræbelse efter at bestemme de
nødvendige træk ved enhver mulig verden. Det hører
derfor også med til filosofiens opgave at bevise, hvad der endegyldigt
må gælde for enhver mulig person, som er i stand til at reflektere
over sin situation i verden.
I lyset heraf er det væsentligt,
når David Favrholdt i et interview i radioen (i udsendelsen Eksistens
i Program 1 d. 23.10.2003) mener endegyldigt at kunne bevise, at en sådan
endegyldighed umuligt kan opnås. Beviset er meget enkelt. Det består
i påstanden om, at man altid, når en eller anden fremfører
en filosofisk teori som værende den endegyldige, kan spørge
om hvorfor terien er, som den er.
Her må jeg hellere indskyde,
at jeg har foretaget en præcisering i Favrholdts argumentation.
Han taler om, at man aldrig kan nå hele sandheden - eller sandheden
om alt - fordi man altid kan spørge, hvorfor det er således
og ikke anderledes. For mig drejer filosofien sig som sagt ikke om, hvorledes
verden er i hele sin empiriske mangfoldighed, men kun om at bestemme de
nødvendige træk ved enhver mulig verden og ved vor situation
som personer. Så spørgsmålet for mig er, om Favrholdts
argumentation mod muligheden af en endegyldig filosofi udelukker selve
muligheden af, at vi kan begrunde, hvad der er de nødvendige træk
ved enhver mulig empirisk verden. Efter min opfattelse er det Favrholdts
holdning, at det faktum, at man altid kan konfrontere enhver såkaldt
endegyldig filosofisk teori med spørgsmålet om, hvorfor den
er, som den er, i sig selv medfører, at man ikke kan udelukke,
at teorien kunne have været anderledes. Og en teori, som i princippet
kunne have været anderledes, er også en teori, som ikke i
fundamental forstand kan begrundes at være endegyldig og uomgængelig.
Holder dette som bevis for,
at det er principielt umuligt, at den filosofiske bestræbelse efter
endegyldigt at kunne bestemme, hvorledes en mulig verden nødvendigt
må være, nogensinde kan opfyldes? Har Favrholdt ret i, at
den filosofiske bestræbelse i sidste ende må erkende sig selv
som uopfyldelig? Er Favrholdts bevis for umuligheden af, at vi er i stand
til at nå den endegyldige sandhed om vor fundamentale situation
i verden, selv den endegyldige sandhed om vor fundamentale situation i
verden?
For at besvare det spørgsmål er vi nødt til
at se lidt nærmere på Favrholdts bevis. Og gør vi det,
så kan vi se, at beviset bygger på, at der er en betingelse,
som nødvendigvis skal opfyldes af en endegyldig filosofisk teori
om vor situation i verden. Teorien skal opfylde den betingelse, at begrundelsen
for dens endegyldighed også samtidig skal besvare spørgsmålet
om, hvorfor den er, som den er, og ikke anderledes. (Teorien skal udelukke,
at det har mening at stille dette spørgsmål separat fra begrundelsen
for teoriens endegyldighed). Favrholdt går i sit bevis stiltiende
ud fra, at denne betingelse ikke kan opfyldes. Men hvorfor gør
han det? Hvad er hans begrundelse for, at den ikke kan opfyldes?
Han giver ikke nogen sådan begrundelse. Og så længe
han ikke gør det, er han ikke berettiget til at hævde, at
hans bevis for, at ingen endegyldig filosofi er mulig, selv må accepteres
som endegyldigt. Hermed har jeg kun påvist, at der er et afgørende
hul i Favrholdts argumentation. Således er der kun tale om en rent
negativ kritik. Det ville selvfølgelig være meget bedre,
hvis jeg positivt kunne fremføre en filosofisk teori, som var endegyldig
i den forstand, at den opfyldte Favrholdts implicitte betingelse for endegyldighed:
at begrundelsen for teoriens endegyldighed samtidig besvarede spørgsmålet
om, hvorfor den er, som den er, og ikke anderledes.
Men er en sådan teori
overhovedet en konsistent mulighed? Hvorledes kan man i det hele taget
begrunde, at noget må være sandt i enhver mulig verden? Hvis
noget skal være sandt i enhver mulig verden, så må det
i hvert fald være inkonsistent at benægte for os. Men det
må gælde, hvilken mulig verden vi end befinder os i. Så
hvis noget skal være sandt i enhver mulig verden, så må
det være inkonsistent at benægte i enhver mulig verden. Men
hvorledes viser man så, hvad - om noget - der ikke konsistent kan
benægtes i nogen mulig verden? Hvad har man som grundlag for en
sådan slutning?
Man har først og fremmest
modsigelsesprincippet - eller konsistenskravet - selv. Men så er
spørgsmålet, hvorledes vi kan bygge på det uden at
drage vilkårlige præmisser ind. Det spørgsmål
besvares, når vi erkender, at modsigelsesprincippet som forudsætning
for sin egen meningsfuldhed implicerer en betydningsteori: en teori om
den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer
mellem påstande. Med denne teori muliggøres, at vi kan eksplicitere
nogle betydningsmuligheder, som må være impliceret i ethvert
muligt sprog. Det kræves blot at disse betydningsmuligheder defineres
abstrakt og alene ud fra modsigelsesprincippet og dets indbyggede betydningsteori.
Bevæger vi os frem inden for disse betydningsmuligheder, så
kan vi begrunde, hvad der ikke konsistent kan benægtes i nogen mulig
verden; og altså hvad der nødvendigt må gælde
for enhver mulig verden. Og så har vi også samtidig besvaret
spørgsmålet om, hvorfor det ikke er anderledes. For dets
benægtelse ville være selvmodsigende i enhver mulig verden.
Dette er så abstrakt,
som det kan være. Det er en rent principiel redegørelse for,
hvorledes man skal gå frem, hvis man skal opbygge en endegyldig
filosofisk teori, som overvinder Favrholdts argumentation mod selve muligheden
af en sådan teori. Så mangler jeg kun at løse opgaven
i praksis. Det kunne jeg selvfølgelig
godt forsøge at gøre her. Det ville blot tage lang tid og
fylde meget, og så ville det gentage mine bøger. Så
det er langt mere hensigtsmæssigt at henvise til det tankearbejde,
som jeg allerede har udført i henholdsvis Det Uomgængelige
(fra 1994) og Den Endegyldige Sandhed (fra 2002).
Det ville være forkert, om Favrholdts bevis for umuligheden af en
endegyldig filosofi fik lov at stå uimodsagt. Vi skal som filosoffer
passe på, at vi ikke binder os til en illusorisk endegyldighed;
men vi må heller ikke lade os fange af en illusion om engyldighedens
umulighed. Den egentlige filosofiske bestræbelse lever kun, så
længe det fastholdes, at det er endegyldigheden - de nødvendige
træk ved enhver mulig verden og ved vor situation som personer -
som det gælder.
|