Dialektikken i oldtidens Grækenland ved Niels Fleckner Hansen.

Dialektik er et begreb, som igennem filosofihistorien har skiftet betydning mange gange. I oldtiden sættes begrebet dialektik i forbindelse med dialogen, som middel til at erkende sandheden. I Sokrates´ dialoger kan man identificerer dialektik med det, der også kaldes den "Sokratiske metode". I disse dialoger diskuterer Sokrates et begreb eller en ide f.eks. "godhed". I en typisk dialog vil Sokrates bede diskussionspartneren om at definere begrebet. Ved at stille kritiske spørgsmål til diskussionspartnerens egne definitioner, søger Sokrates at gendrive det, vedkommende siger på hans egne præmisser. Formålet er at få personen til at erkende sin egen uvidenhed, for derved at skabe en mere sand erkendelse. Ved hjælp af denne metode kommer Sokrates til at fungere som fødselshjælper for den sande erkendelse hos personen selv. Sand erkendelse om den ide, der diskuteres f.eks. godhed eller dyd. Sandhed vil hos Sokrates sige sandheden om de evige ideer. Jf. Platon tror man, at sjælen er udødelig og derfor har set alt, hvad der er at se forud for fødslen. Når vi erkender noget sker der derfor det, at vi genkalder os det vi tidligere har set. Sandheden er derfor i os alle fra starten af, og Sokrates´dialektiske spørgemåde tjener blot som middel til at bringe den frem i lyset. Sokrates´dialektik skal specielt ses som svar på Sofisternes retorik. Sofisterne var en anden filosofisk skole, der som professionelle filosoffer underviste i argumentationskunst; kunsten at kunne argumentere for et hvilket som helst synspunkt, uanset om det er sandt eller falsk. En evne der var nyttig i datidens demokratiske Athen i forbindelse med politiske debatter. Sofisterne var relativister og pragmatikere, hvor folk af Sokrates´skole troede på, at der fandtes evige sandheder: "ideerne". Hos Platon, Sokrates´ fremmeste elev, defineres dialektik også som en metode, der igennem samtalens bevægelse (spørgsmål og svar) nedbryder og overskrider de modstridende meninger, som middel til at erkende virkeligheden "ideerne". Dialektik er den disciplin, der kan lede samtalen. Platons elev: Aristoteles har en anden definition af dialektik. Dialektik har her at gøre med de meninger, der er sandsynlige. Emner som man kan have modstridende meninger om, og som man derfor kun kan nå til erkendelse af , ved at diskutere dem, idet man fremdrager almene meninger som synspunkter. "Almene meninger" skal her forstås som det, der er alment accepteret eller som "de vise" anser for at være sandt. Altså en form for inter-subjektivitet. Her kan dialektikken ses som modsætning til "formel logik", som Aristoteles også var fader til. Den formelle logik angiver den rette metode, til at ræsonere sig frem til sand viden med udgangspunkt i nogle præmisser af universel art. Dette kaldes "Syllogismelæren" eller deduktion. F.eks. ud fra præmisserne 1) Alle heste er pattedyr og 2) Tarok var en hest, kan man konkludere: 3) Tarok var et pattedyr. Til sidst skal tilføjes, at i modsætning til Platon var Aristoteles empiriker og mente, at sand viden er det, som vi mennesker umiddelbart kan sanse: "Den materielle virkelighed". Det er ikke de abstrakte, evige ideer, der er det sande.