Neo-liberalismen er sideløbende en videnskabelig diskurs. Her er hovedaktøren den moderne økonomiske teori, der fremstiller sig selv som videnskabelig men udmærker sig ved systematisk at understøtte normative neo-liberale forestillinger om markedsøkonomiens velsignelser og statens ondskab. Grundlaget herfor er en hel række sammenføjede metateoretiske, teoretiske og ideologiske forestillinger der udgør et selvreferende og uigennemtrængeligt univers i den politisk økonomisk tænkning. Kernen i den såkaldt neoklassiske økonomitænkning er forestillingen om det kulturløse og atomistiske økonomiske ego der færdes helt hjemmevant i en tingslig verden, realiserer sig gennem markedstransaktioner og kun kan opnå den eftertragtede lykkerus gennem vareforbruget. Den moderne økonomitænkning er helt toneangivende indenfor samtidens politiske økonomi og er indenfor de seneste år begyndt at ekspandere kraftigt ved delvist at kolonisere tilstødende samfundsfaglige vidensfelter. Dette sker gennem den universelt appelerende rational choice teori. Den neoklassiske økonomitænkning eller bredt set rational choice tænkningen står i dag på det socialvidenskabelige område uden seriøse udfordrere til positionen som aspirerende hegemonisk diskurs.

Men neo-liberalismen er ikke kun frit svævende diskurser, der er undfanget af økonomer og politikere uden jordforbindelse. Den refererer også til virkelige tendenser og interesser i den kapitalistiske økonomi. Markedsgørelse, konkurrence, effektivisering og økonomisk vækst er politisk økonomisk virkelighed som strukturelle tendenser under kapitalismen og der ligger virkelige kapitalinteresser bag neo-liberalismens politisk-administrative hovedkrav. Generelt set er den økonomiske fornuft der gennemsyrer neo-liberalismen på alle fronter ikke en virkelighedsfjern konstruktion. Økonomisk fornuft er et centralt begreb i mit essay i antologien. Her argumenterer jeg omfattende for, at økonomisk fornuft er en reelt eksisterende social form i et kapitalistisk samfund og at kapitalismens dynamik manifesterer sig som udbredelse af økonomisk fornuft. På denne måde kan man sige, at neo-liberalismens politisk-administrative og videnskabelige diskurser ikke blot indgår i et diskursivt fælleskab men også er allieret med reele virkelighedstræk, erfaringsdannelse, interessevaretagelse og udviklingstendenser i det kapitalistiske samfund. Kapitalakkumulation forudsætter udvidelse af lønarbejdssfæren, ekspansion af markedet og bredt set økonomisk vækst. Disse forhold legitimeres og ideologiseres i den neoklassiske økonomitænkning og rational choice tænkningen og føres i disse år igennem som politisk-administrativ praksis af skiftende regeringer over stort set hele den vestlige verden. Regeringerne vælges af folk der er forblændet af lønarbejde, vareforbrug, penge og kapital og under stigende påvirkning af massemedier, reklame-, og PR-industri samt ikke mindst den skræmmende enkle og forførende neo-liberale retorik, der tilsyneladende har nemme og rationelle løsninger på alle problemer og lover kontant individuel afregning ved kassen.

Neo-liberalismen er altså samlet set karakteriseret ved den måde hvorpå den politisk-administrative og videnskabelige diskurs er understøttet af økonomiske interesser samt reale forestillinger og udviklingstræk i den kapitalistiske økonomi, der så igen dynamisk medvirker til at regenerere og styrke de neo-liberale diskurser. Styrken og forførelseskraften grunder i, at forskellige diskursive former indgår i en retorisk helhed med bred legitimitet, der svarer til en politisk-administrativ praksis og spejler sig i virkelige strukturer og hændelser i den kapitalistiske økonomi. Resultatet er en overvældende monolit der opsluger modstand og stort set egenhændigt sætter dagsordenen for politisk og økonomisk refleksion i samtiden. Dette sker ved at opdyrke en række uhyre simple og appelerende værdier der tilegnes universel gyldighed. Marked er godt. Konkurrence er godt. Effektivitet er godt. Lønarbejde er godt. Profit er godt. Forbrug er godt. Og der er reelt ingen andre muligheder - intet alternativ. Alle andre institutioner, målsætninger, handle-, omgangs-, fornufts og organiseringsformer fremstår efter mødet med den neo-liberale monolit som dybt mistænkelige, unaturlige, irrationelle og som hæmmende for individets frie udfoldelse og samfundets progression.

Men det forhold, at neo-liberalismen står solidt plantet som autoritær referenceramme for samtidens diskussioner og praksis i forhold til økonomi, politik, miljø og samfund betyder naturligvis ikke at der ikke formuleres kritik og ydes modstand. Eftersom neo-liberalismen basalt set indsætter økonomien som livets højeste mål og middel og derfor ved enhver lejlighed prædiker økonomi uden at skele til hvilket afkrog af verden der er tale om eller hvilken livssfære der står på dagsordenen, indeholder kritik af neo-liberalismen er afgørende økonomikritisk element - selvom kulturkritikken naturligvis ikke kan reduceres til økonomikritik. Hvad den genuine teoretiske økonomikritik angår så udfolder den sig i marxismen, andre dele af samtidens heterodokse økonomi og mere bredt i den kritiske sociologi og den Frankfurterskole-inspirerede kritiske teori - som Lars har været inde på. Hvis man skal nævne personer, eller ikoner, så er det folk som Bourdieu, Chomsky og Naomi Klein der har markeret sig som fremtrædende kritiske intellektuelle i den neo-liberale æra. Men ingen af de nævnte personer er var og er skrivebordsgeneraler. I særlig grad Naomi Klein står centralt placeret som ideolog og talskvinde for den spirende globale bevægelse mod den neo-liberale globalisering. Denne bevægelse består af et mylder af forskellige folkelige bevægelser og græsrodsforeninger verden over, der hovedsageligt træder frem i samlet flok ved alternative sociale topmøder og som demonstranter ved EU-topmøder, G8-møder, WTO-topmøder m.m. Her i Danmark er modstanden mod den neo-liberale globalisering blandt andet organiseret i det venstreradikale Globale Rødder der holder til her i huset og den mere midtersøgende danske afdeling af ATTAC, der fik en flyvende start men siden har haft svært ved at holde dampen oppe. I fokus for interessen blandt den folkeligt forankrede modstand står ofte de internationale neo-liberale institutioner der sætter navn og ansigter på de mere anonyme og uigennemskuelige diskurser, sociale former og tendenser der præger vores samfund. Den teoretiske kritik og den folkelige modstand er fælles om en række mere eller mindre klassiske kritikformer - men forsøger sig dog glædeligvis med nye sproglige former. Centralt står kritik af undertrykkelse og ulighed, kritik af markedsdiktatur, arbejds- og forbrugsræs, vare- og pengerelationer samt instrumentalisering og ikke mindst kritik af centralisering, demokratisk underskud og illigitim kapitalmagt.

Neo-liberalismen erstatter efter min opfattelse Fordismen som politisk økonomisk monolit. Fordismen var det diskursivt-samfundsmæssige paradigme der prægede kapitalismen i efterkrigstiden. Fordismen byggede blandt andet på et fredeligt kompromis mellem kapital og arbejdskraft, på masseproduktion og -forbrug, på dynamisk udvikling af velfærdsstaten, på politisk repræsentation gennem massepartier og på et gennemreguleret internationalt regime. Denne samfundsmæssige model sikrede i efterkrigstiden en ubrudt periode med økonomisk vækst og makroøkonomisk stabilitet men kom i krise i 1970'erne hvorefter det skrøbelige kompromis mellem mange parter og på mange planer langsomt gik i opløsning for i dag at blive konstrueret som håbløst altmodish og tilbageskuende. Fordismen favnede som neo-liberalismen over en ideologisk diskurs, en videnskabelig diskurs og var i pagt med kapitalismens dominerende interesser og dynamiske tendens i form af fortsat kapitalakkumulation. Den ideologiske diskurs var dengang centreret omkring velfærdsstatsprojektet og den videnskabelige diskurs var den keynesianske makroøkonomi. Under neo-liberalismen ser tingene meget anderledes ud. Velfærdsstaten er konsekvent under pres og rulles tilbage - kan ikke opmønstre legitimitet i forhold til markedet, det stabile internationale system er afløst af deregulerede markeder, forstærket international konkurrence, markedsdisciplinerende internationale institutioner og nye regionale økonomiske stormagter. Hensynet til makroøkonomisk balance og samlet effektiv efterspørgsel er erstattet af mikroøkonomiske tiltag der skal tiltrække kapital, styrke konkurrenceevnen gennem målrettede indgreb samt disciplinere og udvide den effektive lønarbejdsstyrke (kortere dagpengeperiode, skrappere rådighedskrav, kontrol og tvangsaktivering) mens den del af den potentielle lønarbejdsstyrke der ikke kan leve op til effektivitets- og diciplineringskravene, permanent parkeres på minimale ydelser og udstødes fra det gode selskab. Som under Fordismen - og det er jo generelt og nødvendigt under kapitalismen - er det økonomisk vækst der skal drive udviklingen og dette forudsætter naturligvis en stadig tiltagende vareforbrugsfeber, der fremelskes af stigende medie-, reklame- og PR-pres, stigende omsætningshastighed (tænk fx. på CD'ere, PC'ere, og mobiltelefoner) samt hurtigt skiftende hypes og modestrømninger.

Hvad angår den radikale modstand mod den neo-liberale kapitalisme, så er den naturligvis præget af det relationelle forhold til genstanden for kritik. Dette gælder både i forhold til de midler der bliver taget til anvendelse og de former som modstanden antager. Globalisering af modstanden afspejler globaliseringen af kapitalismen og nye aktions- og organiseringsformer bygger i udpræget grad på kreativ anvendelse af ny teknologi. Radikaliseringen af modstanden der grunder i frustration og dyb afmagt afspejler efter min mening radikaliseringen af ensretningen og disciplineringen i neo-liberalismen samt omfanget af den nød og elendighed i verden som neo-liberalismen negligerer og reproducerer. Ikke mindst afspejler det forhold, at den toneangivende modstand er udenomparlamentarisk og aktivistisk orienteret, at det parlamentariske system og den etablerede venstrefløj stort set har spillet fallit overfor neo-liberalismen og at der er heller ikke meget hjælp at hente på universiteterne.

I det kritiske miljø på universiteterne huserer i dag hovedsageligt post-modernismen og alle de andre post-former. Der er flere progressive træk ved denne udvikling set i forhold til den forstenede 70'er-marxisme men et hovedproblem er efter min opfattelse, at den radikale generelle samfundskritik stort set er forstummet og at interessen for politisk økonomi kan ligge på et alt for lille sted. Post-modernismen indebærer en række nye og væsentlige kritikformer men er så optaget af at se på sig selv eller ligge afstand til den mere klassisk orienterede kritiske teori, at der har dannet sig et kæmpe tomrum hvad angår kritikken af neo-liberalismens politiske økonomi. Kapitalismen er mere dybdegående og gennemtrængende end nogen sinde før og neo-liberalismen tordner fremad som fortælling og virkelighed af gigantiske proportioner. Men i det post-moderne kritikmiljø er det oftest andre samfundsforhold eller i særlig grad diskursive former der påkalder sig hovedinteressen - eller interessen overhovedet. Post-modernismen giver sig også udslag i en defensiv og tenderende selvudslettende holdning, og selvom besindelse og ydmyghed klart er at foretrække frem for bastant overlegenhed og autoritær selvsikkerhed, så bliver kritik og alternativer, der fremstår som undskyldninger for sig selv, helt mast og udraderet af en urefleksiv og magtbaseret monolit. Overfor neo-liberalismen er der behov for en offensiv og udfarende kritik, der tør stå fast, forsvare sig og bruge strategisk modmagt. Men også den traditionelle politiske venstrefløj står i defensiven og har yderst svært ved at finde sine egne ben at stå på. En succesrig borgerlig kampagne har gennem de seneste år konstrueret venstrefløjen som et illigitimt projekt hvilket har påført et krav om stadig diskursiv selvmartrelse - og i mangel på bedre og mere fremsynede ideer klynger store dele af venstrefløjen sig i dag til forsvaret af tilsikrede velfærdsstatslige rettigheder og har ingen bedre ting at byde på end en forbeholden og mild udgave af neo-liberalismen. I stedet for at forsøge at reartikulere et genuint venstrefløjsprojekt spiller den parlamentariske venstrefløj tamt med på neo-liberalismens dagsorden og er ikke mindst under påvirkning af ubehagelige populistiske strømninger og ensidige forsøg på at fiske stemmer.

I lyset af den efter min mening nedslående tilstand på den parlamentariske venstrefløj står de nye sociale bevægelser og den aktivistisk orienterede modstand mod neo-liberalismen som et meget oplivende moment der peger mod fremtiden. Men hvis venstrefløjen bredt set og i forening skal kunne agere seriøst og truende modspil til neo-liberalismen er der behov for et teoretisk projekt eller en teoretisk rammeforståelse der er radikalt forskellig fra den neo-liberale monolit og hvorfra der både kan formuleres radikal kritik, og synlige og positive visioner om et andet og bedre samfund, der giver mening for mennesker i dag. Sådan et teoretisk projekt - der naturligvis skal være refleksivt og åbent, ikke en ny autoritær monolit - må efter min mening være hovedambitionen for den kritiske teori - herunder den politiske økonomi - i den neo-liberale tidsalder.