Af Christian Ydesen
Hovedtemaet i denne samfundsfilosofiske perspektivering vil være centreret
omkring begreberne lighed og frihed i forhold til den økonomiske videnskab.
Disse begreber står som centrale i oplysningstidens filosofi, hvor de
især blev formet af den engelske filosof John Locke. For Locke er alle
mennesker skabt lige, og det enkelte menneske er således i besiddelse
af nogle umistelige naturlige rettigheder, som er det givet ved fødslen.
Locke kommer derved til at stå fadder til den liberalistiske tankegang,
der lægger vægt på, at alle mennesker skal have lige muligheder i udgangspunktet [1] .
Denne tankegang blev slået fast i den amerikanske uafhængighedserklæring
fra 1776, samt i den franske revolution (1789), hvorved den liberalistiske
tankegang fik væsentlig politisk indflydelse.
Som modpol til liberalismen stod konservatismen, der blev formuleret
af Edmund Burke i 1790. Burke advokerede for at bevare værdifulde sider
af det hierarkiske samfund. Den konservative synsvinkel anlægger et korporativt
syn på samfundet, idet det fremføres, at alle funktioner i et samfund
er nødvendige for samfundets fortsatte beståen. Alle mennesker skal således
respekteres for deres unikke indsats til samfundet. Af den årsag er fundamental
social lighed mellem mennesker utopisk
[2] .
Efter industrialiseringen og den kapitalistiske produktionsmåde
afslørede eklatante sociale uligheder, fremkom Karl Marx med sine socialistiske
teorier i midten af det 19. århundrede.
Marx fremsatte et ideal for samfundet som en åben og gennemskuelig
demokratisk planlægning i et ligeligt, ikke arbejdsdelt og frit fællesskab,
hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov
[3] .
Marx beskrev endvidere i sin historiske materialisme
den historiske drivkraft dialektisk som udvikling gennem klassekamp.
I forhold til begrebet lighed konstaterer Marx, at alle
mennesker er født ulige i et klassesamfund, men han analyserer sig normativt
til, at mennesker i det kommunistiske samfund skal være født lige, og
som sådan skal bibringes de samme muligheder og ressourcer for udvikling.
Alle de ovennævnte ideologier er dybt forankret i vores
kultur og måde at indrette samfundet på. Blandt andet er vi i dag vidner
til en høj grad af fokus på begreber som menneskerettigheder, der netop
tager sigte på at bibringe individerne en fælles sikring mod overgreb
samt et fælles grundlag for rettigheder.
Det er således tydeligt, at samfundsfilosofien samt
den deraf afledte jura tager sigte på at sikre mennesker en høj grad af
lighed for derved at bibringe alle de samme livschancer.
I den forbindelse er det fremkommet, at der eksisterer
flere forskellige lighedsbegreber, der igen relaterer sig til ovennævnte
ideologier.
Formel lighed dækker over, at ingen på grund af køn,
race, religion eller socialgruppe diskrimineres. Dette begreb er dækket
ideologisk af såvel liberalismen som marxismen.
Den reelle lighed er opfyldt såfremt alle tildeles den
samme mængde ressourcer. Det kan argumenteres, at også dette lighedsbegreb
er dækket af såvel liberalismen som marxismen, dog med den tilføjelse,
at ressourceniveauet i liberalismen vil ligge væsentligt under det marxistiske
niveau.
Den konsekvente lighed kan opnås ved at omfordele ressourcer, således
at de svageste får flest ressourcer, og de stærkeste får færrest [4] . En sådan vinkel på lighed vil
kun være dækket af den marxistiske ideologi.
Det er evident, at staten må spille en væsentlig rolle
i håndhævelsen af alle disse lighedsbegreber, dog er det tydeligt at specielt
den konsekvente lighed kræver en stor offentlig sektor, hvilket er i god
overensstemmelse med marxistisk tænkning.
Frihedsbegrebet kan forstås som både negativ og positiv
frihed. Det negative frihedsbegreb dækker over en frihed til at vælge
noget fra, mens det positive frihedsbegreb dækker over en frihed til at
vælge noget til.
I samfundsfilosofisk forstand har især den liberalistiske idé taget
udgangspunkt i frihedsbegrebet. John Locke påpegede i den forbindelse,
at alle mennesker i naturtilstanden er født frie, men på grund af ønsket
om at sikre mennesket nydelsen af sin ejendom bekvemt, sikkert og frit
måtte der indgås en samfundspagt. Pagtens indhold blev naturligvis begrænset
til, hvad det almene vel krævede. Dette hensyn var derfor det eneste,
der kunne motivere indskrænkninger i den personlige frihed. Denne idé
om en samfundspagt er funderet i isonomi [5] og den medfører,
at al myndighed er ansvarlig overfor folket
[6] . På den baggrund bliver det liberalistiske frihedsbegreb
i høj grad et spørgsmål om at begrænse statens indflydelse på individets
handlemuligheder. Dette afspejler sig tydeligt i de moderne frihedsrettigheder,
der netop tager sigte på at sikre borgerens rettigheder i forhold til
lovgivningsmagten og administrationen, navnlig retten til at kunne bevæge
sig frit uden risiko for at blive underkastet statslig regulering og tvang.
Til frihedsrettighederne henregnes almindeligvis den personlige friheds
ukrænkelighed (Grundlovens § 71), privatlivets ukrænkelighed (§ 72), ejendomsrettens
ukrænkelighed (§ 73), ytringsfriheden (§ 77), foreningsfriheden, herunder
den religiøse foreningsfrihed (§ 78 og § 67-70), forsamlingsfriheden (§
79 og § 80) og erhvervsfriheden (§ 74)
[7] . Staten indvirker således på den enkeltes frihed, i negativ
og i positiv retning. Samfundets vedtagne love binder den enkelte - og
frigør ham. Bindingen forhindrer ham i at udføre en række handlinger,
som samfundet betragter som skadelige, samtidig med at han beskyttes mod
at andre gør det samme.
Men det er ikke kun staten, der kan gribe ind i individets frihed. Andre
mennesker indvirker også på vor frihed. Hvis alle samtidigt bestemmer
sig for det samme, kan de ødelægge mulighederne for hinanden, sådan at
ingen når deres mål. Et eksempel er når f.eks. alle tilskuerne på en fodboldbane
rejser sig for bedre at se. Det er hvad den franske filosof Jean Paul
Sartre betegner som et kontrafinalitetsfænomen, og det står i grel opposition
til Adam Smiths økonomiske tænkning, der fremhæver, at når alle forfølger
sine interesser vil det udvirke det bedste resultat i sidste ende. Sartre
opererer desuden også med begrebet suboptimalitetsfænomener. Dette begreb
dækker over, at individer handler ud fra en forventning om, hvad andre
vil gøre, hvilket ligeledes kan afskære individet fra at opnå det optimale.
Ud fra dette perspektiv fører frihed altså til kontrafinalitet og suboptimalitet,
hvorfor det er nødvendigt med en central planlægning. Dette fører imidlertid
til ufrihed, hvorfor der vil rejses et krav om mere frihed, der igen fører
til kontrafinalitet og suboptimalitet osv. Muligheden for at bryde ud
af denne onde cirkel ligger således i planlægning og respekt for demokratiske
beslutninger [8] .
Ud fra et filosofisk perspektiv er begreberne
frihed og lighed imidlertid forbundet med en indre modsætning. Årsagen
er, at frihed er funderet i økonomisk frihed via ejendomsretten, mens
lighedsbegrebet fordrer ansvarlighed overfor andre mennesker. Det er således
evident, at egennytteoptimering ikke er forenelig med solidaritet og der
fremstår derfor en modsætning mellem økonomisk og politisk liberalisme.
Men hvorledes kan dette dilemma i den liberalistiske ideologi løses? Den
tyske filosof Immanuel Kant står på mange måder som øverste eksponent
for oplysningstidens filosofi, hvor liberalistisk tænkning, som tidligere
nævnt, spiller en central rolle. Kants liberale tankeverden er klart funderet
i hans kategoriske imperativ, der siger:
”Handle nach der Maxime, die sich selbst zugleich zum allgemeinen
Gesetze machen kann” [9] ,
hvilket må siges at stå i kontrast til uhæmmet egennytteoptimering,
idet ingen vel kan ønske at egoisme skal ophøjes til almen gyldig lov
med Sartres kontrafinalitet og suboptimalitet i baghovedet. Kant fastslår
desuden, at:
”…das vernünftige Wesen selbst, muss niemals bloß als
Mittel, sondern immer als Zweck behandelt werden” [10] .
Liberalisme i en kantiansk forstand er derfor fortaler
for at pligten overfor sine medmennesker kommer før økonomisk egennytteoptimering,
men er det sådan vi ser liberalismen udfolde sig i dag? Er eksempelvis
den internationale valutafonds (IMF) politik i overensstemmelse med Kants
kategoriske imperativ? Det vil vel de færreste mene. Men hvor skal vi
så vende os hen for at få et indblik i, hvorledes den økonomiske liberalisme
(læs kapitalismen) fungerer i forhold til frihed og lighed? Karl
Marx fastslår, at:
”Capital further developed into a coercive relation,
which compels the working-class to do more work than the narrow round
of its own life-wants prescribes. As a producer of the activity of others,
as a pumper-out of surplus-labour and exploiter of labour-power, it surpasses
in energy, disregard of bounds, recklessness and efficiency, all earlier
systems of production based on direct compulsory labour” [11] .
Marx kommer derfor frem til det resultat, at den private
ejendomsret må ophæves og produktionsmidlerne overgå til fælleseje, for
kun på den måde kan der skabes lighed i et samfund.
Noget kunne tyde på, at der kan opstilles en Phillips-kurve
i keynesiansk forstand, hvor man kan vælge mellem frihed eller lighed,
idet de to størrelser synes umiddelbart uforenelige. Sidste ord i denne
samfundsfilosofiske perspektivering får derfor Jürgen Habermas, der med
sin inspiration fra såvel Kant som Marx via sin skarpsindige teori om
den kommunikative handlen muligvis kan formå at bygge bro mellem disse
to modsatrettede begreber gennem sin demokratiopfattelse, der ligeledes
tager højde for Sartres kontrafinalitet og suboptimalitet. Habermas erkender,
at strategisk og målrationel tænkning (systemverdenen) har sin berettigelse
i økonomien, hvorimod det skal fastslås, at livsverdenens forståelsesmæssige
rationalitet normativt skal spille den overordnede rolle i menneskenes
samfund, for kun derved kan menneskene udvikle sig i en mere harmonisk
og fredelig retning med inkorporering af begreberne frihed og lighed.
|