|
|
|
Det
er en filosofisk opgave at forsøge at bestemme grundlaget for vor erkendelse:
det, som vi står på, når vi ved, at vi ved noget. Men allerede selve muligheden
for at bestemme et sådant grundlag deler filosofferne. Grundlæggende er der
tre forskellige positioner. For det første er der det skeptiske standpunkt,
som indebærer, at vi aldrig nogen sinde kan være sikre på, at vi ved noget.
For det andet er der den relativistiske position, som indebærer, at der ikke
er noget absolut grundlag overhovedet. For det tredje er der så dem, der
mener, at der er et sådant grundlag, og som derfor kan kaldes absolutister. Når
vi tænker disse tre muligheder igennem, så tvinges vi til at konkludere, at
den eneste, der kan stå frem som en endegyldig teori, og som samtidig kan
være konsistent, er den sidste: absolutismen i én eller anden form. En
skepticisme, der hævder sig selv som en endegyldig filosofi, bryder sin egen begrænsning.
(Hvorledes kan skeptikeren vide, at grænserne for hans egen viden gælder alle
andre). Det samme gælder en relativisme, der hævder at være absolut gyldig.
Den eneste konsistente position er den, som anerkender, at vi kan have viden
om noget, som ikke er relativt, og at selve det, at vi kan reflektere over
erkendelsens mulighed, forudsætter visse begrebslogiske sammenhænge, som har
absolut gyldighed. Der
er her tale om nogle enkle krav til en konsistent filosofisk position; og
hvis min fremstilling - så kort, som den er - forekommer utilstrækkelig, så
kan man finde hjælp hos Favrholdt. Han argumenterer for en absolutistisk
position i kontrast til skepticisme og relativisme; og så langt er han for
mig at se overbevisende og oplysende. Problemet for mig kommer, når det
gælder gyldigheden (og det vil sige endegyldigheden) af hans absolutistiske
position. Og det er det problem, som jeg i det følgende vil koncentrere mig
om. Det
centrale i Favrholdts absolutistiske position er en påpegning af, at vi ikke
kan beskrive virkeligheden og følgelig heller ikke vor egen situation, uden
at vi anvender en kerne af interdependente begreber. Vi kan ikke anvende
begreber om vore egne oplevelser og bevidsthedsfænomener, uden at vi også kan
anvende begreber om ting, som eksisterer uafhængigt af, at vi oplever dem. Vi
kan ikke anvende logiske begreber (f.eks. i formuleringen af
modsigelsesprincippet), uden at vi også kan anvende tidsbegrebet; og vi kan
ikke anvende dette begreb, uden at vi kan anvende begrebet om objekter, som
agerer med hinanden i en objektiv bevidsthedsuafhængig verden. Det er
Favrholdts position, at vi ikke har noget alternativ til at bruge denne kerne
af interdependente begreber, hvis vi overhovedet vil beskrive virkeligheden.
Det er deri hans absolutisme består. Men
hvis Favrholdts begrebskerne er absolut, så må den kunne begrundes at være
det. Det vil sige, at så må det kunne begrundes, at der ikke er noget logisk
konsistent alternativ til at bruge begreberne i begrebskernen på den gængse
måde. Og for at kunne begrunde det må vi spørge: Hvorfor er relationerne
mellem begreberne i begrebskernen overhovedet, som de er, og ikke anderledes?
Når det kommer til besvarelsen af det spørgsmål, så skilles min egen vej fra
Favrholdts. Dér synes jeg, at Favrholdts svar er utilstrækkeligt, og at jeg
selv har givet et, som er mere korrekt. Det er det, som jeg her vil forsøge
at argumentere for. Favrholdt
spørger selv: "Hvad er det, der bestemmer, at begreberne skal bruges
netop på denne måde i forhold til hinanden og ikke på nogen anden
måde?"(s. 179). Og han svarer umiddelbart: "Den
bevidsthedsuafhængige virkelighed og vores erkendesituation." Favrholdt
mener altså, at det er den bevidsthedsuafhængigt eksisterende virkelighed og
vores erkendesituation, der bestemmer strukturen i vores system af
fundamentalbegreber. I denne påstand har vi at gøre med en relation mellem to
størrelser: på den ene side den bevidsthedsuafhængigt eksisterende
virkelighed og vores erkendesituation og på den anden side vores begrebssystem,
som det kommer til udtryk i kernen. Og påstanden er, at det er det første led
i relationen, der bestemmer det andet led. Men hvis det er rigtigt, så må vi
i denne påstand bruge ordene 'virkelighed' og 'bestemmer' på en måde, som er
uafhængig af begreberne i begrebskernen. Udsagnet om, at det er
virkeligheden, som bestemmer strukturen af begreberne i begrebskernen, har
kun mening, hvis vi kan bruge ordet 'virkelighed' til at tale meningsfuldt om
virkeligheden uden i øvrigt at forudsætte begreberne i begrebskernen. Da
jeg ikke mener, at dette er muligt, så mener jeg heller ikke, at det er
korrekt at hævde, at det er virkeligheden (den bevidsthedsuafhængige
virkelighed og vores erkendesituation), der bestemmer, hvorfor begreberne i
begrebskernen må anvendes netop på den foreskrevne måde. I og med at det er
korrekt, at vi ikke kan beskrive virkeligheden uden at bruge begreberne i
kernen på den korrekte måde, så gælder helt alment, at vi er udelukket fra at
kunne besvare spørgsmålet om, hvorfor begreberne i kernen må anvendes netop
på denne måde i forhold til hinanden, ved at påstå, at det er virkeligheden,
der bestemmer det. Ethvert forsøg på at besvare spørgsmålet ved at henvise
til en forudgiven virkelighed bryder den betingelse, at vi ikke kan tale konsistent
om en sådan virkelighed uden at forudsætte de interdependente begreber i
kernen. Det gælder ikke blot forsøget på at sige, at det er virkeligheden,
der bestemmer interdependensen af grundbegreber, men også Favrholdts
alternative forsøg på at sige, at det er virkeligheden, der dikterer
interdependensen (f.eks. s. 162 og s. 168). Da vi ikke kan bruge ordene
'bestemme' og 'diktere' samt ordet 'virkelighed' uden at forudsætte de
interdependente begreber i begrebskernen, tages grunden bort under ethvert udsagn
af formen: det er virkeligheden, der bestemmer/dikterer, hvorfor begreberne i
begrebskernen må anvendes på en bestemt måde i forhold til hinanden. Den
kritik, som jeg her retter mod Favrholdts forsøg på at besvare spørgsmålet
om, hvorfor strukturen af begreber i kernen er, som den er, opfatter jeg selv
blot som en konsistent gennemtænkning af hans egen erkendelse af, at vi ikke
kan tale konsistent om virkeligheden uden at bruge (eller forudsætte)
begreberne i kernen. Og Favrholdt bruger faktisk selv en argumentation lig
den, som jeg retter mod ham, dér hvor han argumenterer mod den opfattelse, at
reglerne for den korrekte anvendelse af grundbegreberne skulle kunne opfattes
som en afbildning af objektive sagforhold (s. 270). Som han ganske rigtigt
skriver, så ville det forudsætte, at vi kunne beskrive de pågældende
sagforhold uden at anvende grundbegreberne. Min påstand er kun, at hvad
Favrholdt her hævder om umuligheden af, at relationerne mellem
grundbegreberne skulle afbilde sagforhold, det gælder også mutatis mutandis,
hvor der tales om, at virkeligheden bestemmer eller dikterer den specifikke
interdependens mellem grundbegreberne i kernen. Foreløbig
vil jeg altså konkludere, at Favrholdts besvarelse af spørgsmålet om, hvad
der bestemmer, at vi må anvende fundamentalbegreberne netop på den måde, som
vi gør i simple beskrivelser, ikke er holdbar. Den vej, som Favrholdt
forsøger at gå ved at sige, at det er virkeligheden, der bestemmer eller
dikterer det, fører ud i intet. Strengt taget, så er der jo heller ikke tale
om en egentlig forklaring fra hans side. Der er snarere tale om en påstand
om, i hvilken retning svaret må ligge. Det fremgår f.eks., når han skriver:
"Det forhold, at vi skal anvende vore ord på bestemte måder, for at
kunne beskrive virkeligheden....viser, at virkeligheden så at sige er
struktureret på forhånd. Hvis ikke dette var tilfældet, kunne vi anvende alle
vore begreber på en vilkårlig måde"(s. 274). Jeg læser dette på den
måde, at Favrholdt vil finde svaret på spørgsmålet om, hvorfor
interdependensen af grundbegreber er fastlagt på en bestemt måde, i
virkelighedens faktiske struktur. Og dette er for mig at se en vildvej, fordi
han dermed implicit kommer til at anvende ordet 'virkelighed' på en måde, som
er uafhængig af interdependensen af grundbegreber, og dermed i modstrid med
påstanden om, at vi ikke kan tale meningsfuldt om virkeligheden uden at
overholde denne interdependens. Men
én ting er at påpege, at vi involveres i en modsigelse, hvis vi vil forsøge
at forklare interdependensen af begreberne i begrebskernen ved at henvise til
virkelighedens struktur, fordi vi da på den ene side går ud fra, at vi ikke
kan tale meningsfuldt om virkeligheden uden at bruge de interdependente
begreber i kernen, og på den anden side i forklaringen netop bruger ordet
'virkelighed' uafhængigt af begreberne i kernen. En anden ting er at finde ud
af, hvorledes vi så skal besvare spørgsmålet om, hvad det er, der bestemmer,
at vi skal bruge begreberne i kernen netop på den måde i forhold til hinanden
og ikke på nogen anden måde. Hvis det ikke har mening at sige, at det er
virkelighedens struktur, der bestemmer det, hvor skal svaret så søges? Kan
spørgsmålet overhovedet gives en meningsfuld besvarelse? Når
vi vil tænke det igennem, må vi begynde med den fundamentale betingelse for,
at noget overhovedet er rigtigt; og det må være modsigelsesprincippet. Holder
det ikke, så er der intet, der holder. Spørgsmålet er så, hvad det er, der
bestemmer, at modsigelsesprincippet holder - at det er nødvendigt sandt? Hvis
jeg har ret i det foregående - at det ikke har mening at sige, at det er
virkeligheden, der bestemmer interdependensen af vore grundbegreber for
virkelighedsbeskrivelse - så har det heller ikke mening at sige, at det er
virkeligheden, der bestemmer, at modsigelsesprincippet er nødvendigt.
Modsigelsesprincippet er en betingelse for at tale entydigt om enhver mulig
virkelighed; og det kan derfor ikke være bestemt af nogen særlig virkelighed
- heller ikke vor. Hvad
er det så, der bestemmer, at modsigelsesprincippet er nødvendigt? For at
besvare det spørgsmål må vi begynde med at klargøre os, hvorledes
modsigelsesprincippet overhovedet skal formuleres. Og her er det naturligt at
tage udgangspunkt i Favrholdts overvejelser. Han anfører forskellige formuleringer
af modsigelsesprincippet (s. 146), og det er afgørende for dem alle, at de
kvalificeres med tilføjelsen "til ét og samme tidspunkt." Det er
Favrholdts opfattelse, at denne tilføjelse er nødvendig, ligegyldigt
hvorledes man i øvrigt formulerer modsigelsesprincippet. Det første spørgsmål
må så være, hvorpå han begrunder denne påstand. Som jeg ser det, så er der
umiddelbart kun én begrundelse: eksemplet med stearinlyset. ("Hvis jeg
tænder et stearinlys nu, eksisterer det. Om 5 timer er det brændt ned, og er
væk. Så et stearinlys kan sagtens både eksistere og ikke-eksistere, nemlig
eksistere kl. 17 og ikke-eksistere kl. 22. Men det kan ikke både eksistere og
ikke-eksistere til et og samme tidspunkt"(s. 150)). Hvor rigtigt dette
eksempel end er, så er det nødvendigt at spørge, om det er tilstrækkeligt til
at begrunde en helt almen påstand om, at det er nødvendigt at kvalificere
enhver mulig formulering af modsigelsesprincippet med udtrykket "til ét
og samme tidspunkt." Den
enkleste måde at gå i gang med en sådan undersøgelse er at gennemtænke
konsekvenserne af, at modsigelsesprincippet således må kvalificeres med
hensyn til tid. Det vil jeg her forsøge med udgangspunkt i den tredje af
Favrholdts formuleringer af modsigelsesprincippet: "En éntydig sætning
kan ikke både være sand og falsk til ét og samme tidspunkt"(s. 146).
Hvis kvalifikationen "til ét og samme tidspunkt" her er en
begrebsmæssig nødvendighed, så implicerer det, at enhver sætning, som er sand
til et tidspunkt, må kunne være falsk til et andet tidspunkt. Det implicerer
altså, at der ikke er nogen sætninger, der er nødvendigt sande til alle
tidspunkter. Men det må så også gælde den sætning, der udtrykker
modsigelsesprincippet selv. Den må kunne være falsk til et andet tidspunkt.
(Jeg går her ud fra, at en sætning er betydningsbærende, således at der ikke
er tale om samme sætning, såfremt ordene bruges i forskellige betydninger).
Hvis vi accepterer den konsekvens, og hvis vi accepterer, at vi her har at
gøre med den mest fundamentale måde, hvorpå modsigelsesprincippet kan
formuleres, så er konsekvensen, at vi undergraver enhver tale om
begrebsmæssig nødvendighed: med undergravelsen af modsigelsesprincippet
følger også undergravelsen af begrebskernen og dens interdependenser. Men det
er klart, at denne konsekvens er uholdbar, så for mig at se er det
nødvendigt, at vi går tilbage og genovervejer, om modsigelsesprincippet ikke
kan formuleres på en sådan måde, at det ikke undergraver sin egen
nødvendighed. Det
mener jeg, at det kan. Modsigelsesprincippet kan fundamentalt formuleres som
et krav om, at en påstand er uforenelig med sin egen negation. Det udtrykker
en interdependens mellem begreberne 'påstand', 'negation' og 'uforenelighed'.
Uforeneligheden er altså også et kriterium på, hvad der er en påstands
negation. Føjer vi begrebet 'sandhed' til, kan modsigelsesprincippet
udtrykkes: en påstand og den samme påstands negation kan ikke begge være
sande. Med begrebet 'konjunktion' bliver formuleringen: konjunktionen af en
påstand og dens negation kan ikke være sand. Og endelig kan
modsigelsesprincippet formuleres med begrebet 'implikation': hvis en påstand
er sand, så er negationen af påstanden ikke sand. Her
udgøres fundamentet af modsigelsesprincippet, der er formuleret som en
interdependens mellem begreberne 'påstand', 'negation' og 'uforenelighed'. Og
denne interdependens er successivt udvidet med begreberne 'sandhed',
'konjunktion' og 'implikation'. På
dette punkt kan så påpeges, at det konkrete implikationsforhold mellem en
påstand og dens egen negation følger af betydningen af negationsbetegnelsen.
Det må forstås som et specifikt udtryk for en almen sammenhæng mellem
betydningen af betegnelser og implikationsforhold mellem påstande. Og har vi
denne almene sammenhæng, så giver den os basis for at skelne mellem påstande,
hvis sandhedsværdi følger alene af betydningen af de betegnelser, hvormed de
selv udtrykkes, og påstande, hvis sandhed ikke følger således. Det betyder,
at vi kan skelne mellem nødvendige og mulige påstande; og altså at vi kan
indplacere modalbegreberne i den interdependens af begreber, som er givet med
selve modsigelsesprincippet. Men
denne successive opbygning standser ikke her. For når vi kan definere
modalbegreberne, så kan vi også definere begrebet om en empirisk påstand. I
første omgang negativt: som en påstand, hvis sandhedsværdi ikke afhænger
alene af betydningen af de betegnelser, hvormed den udtrykkes. Positivt må en
empirisk påstands sandhedsværdi altså afhænge af noget, der er (eksisterer)
uafhængigt af betydningen af de betegnelser, hvormed påstanden udtrykkes. Det
vil sige, at det er en betingelse for, at en empirisk påstand kan have
sandhedsværdi, at den henviser til noget sådant uafhængigt eksisterende, og
at den prædicerer noget (der kan være sandt eller falskt) om det. På
basis af dette er det så muligt helt abstrakt at deducere, at det, hvortil
der således fundamentalt må kunne henvises i simple empiriske påstande,
nødvendigvis må være objekter, som er i rum og tid, og som er underlagt
kausalitet. Eller sagt på en anden måde: det er muligt at indplacere
begreberne 'retning' og 'afstand', begreberne 'før' og 'efter' og begreberne
'årsag' og 'virkning' i det system af interdependente begreber, som kan
opbygges på basis af de interdefinerede begreber i modsigelsesprincippet. Jeg
skal ikke her komme nærmere ind på disse deduktioner, og hvorledes det i
øvrigt ad den vej er muligt at opbygge systemet af grundbegreber for
virkelighedsbeskrivelse, således som det må være impliceret i ethvert muligt
sprog. Det har jeg gjort, så godt jeg nu kunne, i Det Uomgængelige. I
stedet vil jeg slutte med to bemærkninger, som direkte angår den kritik, som
jeg har rettet mod Favrholdt, og som blot skal markere, hvorledes jeg selv
undgår de vanskeligheder, som jeg har påpeget i hans standpunkt. Det ene
punkt i min kritik af Favrholdt gjaldt hans formulering af
modsigelsesprincippet, som efter min mening fører til, at princippets egen
tidsuafhængige gyldighed undergraves. Den kritik undgår jeg ved min
alternative formulering af modsigelsesprincippet, hvor jeg ikke har
tidsbegrebet eksplicit med i selve den basale formulering, men hvor det rent
begrebslogisk bygges ind i deduktionen af de nødvendige betingelse for,
hvorledes det, hvortil der kan henvises i simple empiriske påstande,
overhovedet må være. Det
andet punkt i min kritik af Favrholdt gjaldt hans svar på spørgsmålet om,
hvad det er, som bestemmer, at systemet af grundbegreber for
virkelighedsbeskrivelse netop er, som det er, og ikke anderledes. Favrholdt
svarer, at det bestemmes af virkeligheden selv - den bevidsthedsuafhængige
virkelighed. Det svar er efter min mening enten inkonsistent, fordi det
bruget ordet 'virkelighed' på en måde, som er udefineret i forhold til det
system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse, der skal forklares,
eller også er det tomt. Mit alternative svar er, at det, der fundamentalt
bestemmer, at systemet af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse er, som
det er, og ikke anderledes, er selve den interdependens af grundbegreber, som
er impliceret i den fundamentale formulering af modsigelsesprincippet (og som
centralt omfatter negationsbegrebet). Har vi den interdependens, så har vi i
princippet hele den interdependens, som udgøres af de begreber, som må være
forudsatte i enhver mulig virkelighedsbeskrivelse. |
|
|