Hvad er dialektik? ved Niels Fleckner Hansen.

Dialektikken begynder, hvor logikken må give op !. Modsætninger er noget ikke eksisterende, når man beskæftiger sig med erkendelsesmæssige problemer indenfor rammerne af den formelle logik. "Kontrakdiktionssætningen" i Aristoteles´formelle logik understreger dette. I logikken finder man frem til "sandheden", ved at tænke lineært; v.h.a. deduktive slutninger. Imodsætning hertil tager dialektikken sit udgangspunkt i modsætninger. Aristoteles siger, at dialektikken har at gøre med de meninger, som er sandsynlige. Emner som man imodsætning til logikken kan have modstridende meninger om, og som man derfor kun kan nå til erkendelse af ved at diskutere dem. Aristoteles´dialektik kaldes "topikken". Et fællestræk ved dialektikken fra Heraklit til Adorno er, at sandheden opstår, hvor modsætningerne mødes - eller i modsætningernes konfrontation. En af Heraklits gnomer lyder:"liv er død, vågen tilstand søvn, ungdom alderdom, for det ene slår over i det andet og det andet i det ene. Sætningen "liv er død" er ikke ensbetydende med identitet mellem liv og død men, at tingene kun består i kraft af deres modsætninger. Dette er også et træk ved Hegels dialektik. Begrebet liv kan kun forstås på baggrund af død. Hvis vi hypotetisk forestillede os en verden, hvor alt levende levede evigt, ville vores opfattelse og forestillinger om livet, på det konkrete plan, naturligvis være helt anderledes. Vi ville måske slet ikke have et begreb:"liv" i sproget, hvis der ikke fandtes noget dødt og hvis døden ikke afgrænsede livet som dets afslutning. For hvilken funktion skulle dette begreb i så fald have såvel praktisk som erkendelsesmæssigt ?. Dette ses også hos Hegel, der indleder sin "logik" med de to modsætninger: "intet" og "den rene væren". "Intet" er en abstrakt kategori, der afgrænser "den rene væren" og som er negationen af "den rene væren". Det lader sig kun gøre at forstå "den rene væren" på baggrund af "intet" og omvendt. "Den rene væren" er et prædikat, der kan tillægges alt eksisterende. Derfor kan der ikke rigtigt siges noget konkret om,hvad dette prædikat betyder andet end, at modsætningen nødvendigvis må være "intet"; det der kendetegner alt det, som ikke eksisterer. Både Hegel og Heraklit mener, at der bag modsætningerne er en harmoni eller enhed. Heraklit kalder denne harmoni for "logos". Det græske begreb "logos" har bibetydninger som: proportion, orden, fornuft og fornuftsårsag eller fornuftsprincip. Heraklit bruger det til at betegne "verdenssammenhængen" og den lov, der forklarer modsætningerne. Hos Hegel er den store harmoni bag modsætningerne: "ånd". f.eks. verdensånden eller "das weltgeist", som ligger bag verdenshistoriens gang. Heraklit og Hegel er eksempler på meget abstrakte og teoretiske dialektikere. Jeg vil også betegne dem som holister, som mener, at der bag det hele ligger et enhedsprincip. Imodsætning til f.eks. Platon og Aristoteles, der repræsenterer en dualistisk tankegang, repræsenterer de en monisme-tankegang. Sokrates er mere praktisk. Gennem konkrete dialoger og diskussioner af emner som etik og visdom finder man frem til sandheden, som er hos den enkelte, ved konfrontationen af modstridende opfattelser. Nyere tids dialektikere som Karl Marx og Adorno (Frankfurterskolen) anvender dialektikken til analyse af konkrete samfundsmæssige forhold. Specielt forhold vedrørende menneskets undertrykkelse i det moderne samfund.