|
Hegel søger i Wissenschaft
der logik at undslippe det kantianske dilemma om videns subjektive forankring
- som er konsekvensen af distinktionen mellem "das-Ding-an-sich" (der
jo er ganske uerkendbar for mennesker) og "das-Ding-für-uns" (det som
rationelle mennesker kan erkende ved at sammenligne de oplevede indtryk
med Kants kategorier) - ved at vise, at ikke-subjektiv viden faktisk er
mulig. Som garanti for dette opstilles et sindrigt system.
Ren væren
Systemets udgangspunkt er begrebet "ren væren", som han i Åndens
fænomenologi viser er et ikke-subjektivt begreb (beviset lader jeg ligge),
hvilket derfor er et godt udgangspunkt når man vil bevise muligheden for
ikke-subjektiv viden.
Om ren væren skriver
Hartnack:
"Men begrebet væren omfatter faktisk alt. Der er uendelig mange slags
væren. Ting der er virkelige (sten, planter, mennesker, etc.). Ting der
ikke er virkelige (drømme, illusioner, skygger, etc.). Abstrakte ting
(tal, begreber, tanker, etc.). Alle disse former for Væren har forskellige
egenskaber. Pointen er imidlertid denne: Hvis man ser bort fra alle disse
forskellige egenskaber, så har man kun det egenskabsløse, det prædikatløse
værensbegrebtilbage [den rene væren]" (side 18).
Den rene væren kan selv sagt ikke beskrives positivt (hvilke prædikater
skulle man bruge til at betegne den rene væren?). Begrebet er imidlertid
ikke meningsløst dels fordi vi forstår at bruge det og dels fordi det
kan defineres negativt (hvilket Hartnack jo gør ovenfor). Hermed antydes
det, at negationen er af stor vigtighed for at åbne Hegels logik.
Den rene være kan ses fra flere perspektiver. Ifølge et perspektiv er
ren væren identisk med intet. Fra et andet perspektiv er ren væren identisk
med intets negation. Ren væren er altså identisk og ikke-identisk med
intet. Dette vil nogen kalde meningsløst, hvilket dog langt fra er den
nødvendige konklusion. Kan man finde et værensbegreb der er årsag til
begge perspektiver, så ophæves paradokset. Jf. her Freges skeldnen mellem
'Sinn' og 'Bedeutung', hvor de to perspektiver refererer til samme bedeutung,
men har forskellig sinn. Dette mener Hegel at kunne i 'Dasein'. Herom
siger Hartnack:
"I begrebet Dasein indgår således både det begreb hvor den 'rene
væren' og intet viser sig at være identiske, såvel som det begreb hvor
deres forskel er bevaret… Begrebet Dasein er således et ophævet begreb
- et aufgehoben - begreb, det bliver begrebet om den bestemte væren ved
at det rummer, er enheden af, både identiteten såvel som forskellen mellem
den rene væren og dennes negation" (side 27).
Set fra et begrebsmæssigt ståsted, så anvender vi begrebet (ren) væren
om det, der er fælles for alt det værende; nemlig, at det værende ikke
er intet (men noget) - altså intets negation (modsætning). Eller sagt
med Hartnaks ord:
" [D]et er en begrebsmæssig nødvendighed at begrebet den rene væren
kun forstås som negation af begrebet intet (side 26).
Fra et andet perspektiv (fra et ontologisk perspektiv) kan væren siges
at være identisk med intet (at blive til et intet) idet alle værende ting
ikke har noget konkret til fælles. Om dette siger Hartnack:
"Det synes at være en logisk (og sproglig) nødvendighed at dersom
man, så at sige i tankerne, borttager alle mulige bestemmelser fra begrebet
væren - altså benægter at det er et 'noget' - så får man det man meget
vel kan kalde den rene væren men som bare ikke er et noget - er et intet…
I et vist (begrebslogisk) perspektiv kan man sige at den rene væren bliver
til et intet, såvel at intet bliver til væren. Det er dette forhold der
ligger bagved begrebet tilblivelse" (side 22).
Analogien til Freges begreber holder ikke fuldstændigt, fordi de to perspektiver
på væren ikke har karakter af prædikater (der er jo tale om perspektiver).
Der er imidlertid ikke noget der forhindrer en generalisering af Freges
begreber til også at gælde perspektiver.
Hvorfor vælge Hegel lige præcist disse to perspektiver? Vi må nøjes med
et citat fra Hartnack:
"Et af de vigtigste begreber i den Hegelianske filosofi er begrebetnegation.
Ethvert begreb er bestemt af det det ikke er … De[t] er bestemt gennem
det der begrænser eller negerer de[t]" (side 25).
Negationen
er mao. det der afgrænser og strukturerer det vi kan erfarer - ja negationen
er selve forudsætningen herfor.
De to perspektiver på ren væren er ikke indbyrdes modsætninger hvis al
virkelig væren, er en væren-til, en konkret væren, en væren noget. En
sådan væren kalder Hegel for Dasein. Foreningen af de to forskellige,
kalder Hegel for tilblivelse:
"Tilblivelsen
er værens forsvinden i intet og dettes forsvinden i væren, og af forsvindingen
af væren og intet i det hele taget" (side 23).
Tilblivelsen er en art af den mere generelle kategori 'ophævelse', som
på tysk har to betydninger: a) at ophøre og b) at opbevare. I tilblivelsen
ophører den rene værens modsætninger med at være et problem, idet de gennemskues
eller forklares, men de afskaffes ikke af den grund - de opbevares.
Dasein
Alt bestemt
væren (Dasein) er først og fremmest bestemt af dets kvalitet, d.v.s. af
det bestemte noget, uden hvilket det ikke ville være dette bestemte noget.
Igen gør Hegel brug af sin dialektiske metode, idet han siger at man ikke
kan forstå 'noget' uden at have begrebet dettes modsætning, 'noget andet'.
Dette eksemplificeres med eksemplet om den røde plet. Vi kan kun forstå
den røde plets kvalitet, den røde farve, hvis vi forstår kvaliteten ikke-rød
farve.
Kvalitet kan således siges at give svar på spørgsmålet om 'hvad er et
bestemt noget?' En meningsfuld besvarelse af dette spørgsmål fordrer en
forståelse af både 'noget' og negationen 'noget andet'. Eller for at bruge
Hartnacks ord:
"Kvalitet er
således både realitet: væren i sig selv (Sein an sich) og negationen:
væren for noget andet (Sein für Anderes) svarende til dels til det uden
hvilket et bestemt noget ikke ville være dette bestemte noget, og dels
til den bestemmelse af et noget der ligger i det det ikke er og som derfor
bestemmer det" (side 28).
Men 'noget' er også identisk med ' noget andet'. Forståelsen af dette
forhold (eller begrebsbevægelsen, som Hartnack kalder det) benævnes 'forandring'.
Dette er nødvendigt for at undgå 'den slette uendelighed', d.v.s. den
uendelige regres man havner i, hvis man ikke fordrer at 'noget' og 'noget
andet' er hinandens gensidige negationer, og således tilsammen afspejler
en enhed. Identiteten af 'noget' og ' noget andet' kan måske bedre forstås,
hvis Frege igen tages i brug. 'Noget' og 'noget andet' har forskellig
'sinn', men samme 'bedeutung'. Den fælles bedeutung (om man så må sige)
kalder Hegel for 'das Eins'.
Fürsichsein
Hegel danner nu endnu en kategori 'Fürsichsein', som dækker over (d.v.s.
ophæver) den sande uendeligheds modsætninger.
" I kraft af kategorien Fürsichsein er alt forstået som udtryk for
den sande uendelighed. Den sande uendelighed er en enhed af endelighed
og uendelighed, men vel at mærke således at det endelige kan findes som
en del af uendeligheden og ikke kan skelnes eller adskilles fra denne
og derfor i en vis forstand foregår som endelighed" (side 33).
Hartnack fortsætter
"I og med at Fürsichsein er alt inkluderende og der intet (intet
'noget andet') er udenfor den, er Fürsichsein udtryk for 'det ene' (das
Eins) … [Fürsichsein] er tillige en flerhed konstituerer som enhed. Det
er en flerhed hvis enkelte elementer består af de i den sande uendelighed
og Fürsichsein ophævede negationer (altså de ophævede 'noget andet').
I Fürsichsein … har vi både 'et noget' og 'et (ophævet) noget andet' "
(side 34).
Fürsichsein indeholder altså en indre modsætning mellem enhed ('noget'
er lig med 'noget andet' - 'das Eins') og dualitet eller flerhed ('noget'
og 'noget andet'). Denne tilsyneladende modsætning mellem 'das Eins' og
Fürsichseins flerhed ophæves i kategorien 'kvantitet', hvis egenskaber
forklares med en sammenligning med 'kvalitet'.
"En afgørende forskel mellem kvalitet og kvantitet er denne: Forandrer
man kvaliteten ved en eller anden instans af Dasien - ved en eller anden
slags ting - så forandrer man også identiteten af det der forandres. Forandrer
man kvantiteten ved en eller anden instans af Dasein så forandres derved
ingenlunde den forandredes identitet" (side 36).
Modsætningen mellem 'das Eins' og flerheden ophæves ved at bringe to nye
begreber i spil: tiltrækning og frastødning, som betegner vejen til hhv.
fra kontinuiteten fra hhv. til adskillelsen. En tings kvalitet kan kvantificeres
med et tal - et kvantum (fx kroppen er 37 C varm eller skibet vejer 19,9
tons), som har to momenter: dels repræsenterer det en bestemt størrelse
og er derfor begrænset fra andre størrelser og dels svarer det til den
enhed den kontinuitet talrække repræsenterer. Herved forenes kontinuitet
og adskillelse via tiltrækning og frastødning (alt efter om man starter
fra adskildelsens eller kontinuitetens perspektiv).
"Et kvantum har en bestemt vægt. Denne vægt er dels en intensiv størrelse:
Den empiriske fornemmelse af tyngde når man f.eks. løfter (eller forsøger
at løfte) den; og dels en ekstensiv størrelse: Det antal gram eller kilogram
vægten (måleinstrumentet) viser" (side 38).
Heraf følger (?) at tiltrækning og frastødning på en måde er identiske
(på nær retningen) - lige som vejen fra Mols til Skagen er den samme,
uanset om man kører i nordlig eller sydlig retning.
Mål
Begrebet mål er foreningen af kvalitet og kvantitet og drejer sig
om det logiske forhold mellem disse disse kategorier. Hartnack beskriver
forholdet således:
"I det umiddelbare forhold mellem kvantitet og kvalitet kan kvantiteten,
inden for visse grænser forandres, uden at kvaliteten derved forandres.
Overskrides en grænse sker der derimod en forandring i kvaliteten. En
sådan forandring i kvaliteten, forårsaget af at den kvantitative forandringer
har overskredet grænsen, er et kvalitativt spring" (side 43).
Mål er således forholdet mellem kvalitet og kvantitet og kan dermed siges
at bestemme hvornår og under hvilke omstændigheder (kvantitative forandringer)
der sker kvalitative forandringer.
|