Behovet for anerkendelse
Axel Honneth er vigtig for alle med et kritisk samfundsengagement og uomgængelig for folk, der interesserer sig for kritisk teori.

Af PETER NIELSEN

Bogen er således ikke blot en introduktion til Honneth, men også et pejlemærke for hvor den kritiske teori står i dag, og lad det være sagt med det samme, at Honneth absolut har noget at byde på og formår at nytænke og styrke de tidligere udformninger af den kritiske teori. Honneth er tungt forankret indenfor den kritiske teori, og han er vedvarende involveret i et indgående kritisk, men venligtsindet opgør med sine forgængere på posten og i traditionen i øvrigt. Enhver med interesse i kritisk teori må derfor byde denne bog velkommen og bør forholde sig til den og de temaer, den anslår som centrale for en kritisk teori i dag. På de danske universiteter, der nok er det sted, hvor bogen for alvor vil slå an, kan Honneth således udfylde det tomrum, der er opstået, efter at Habermas efterhånden opfattes som lidt bedaget og slet ikke kan tiltrække sig den grad af opmærksomhed, han kunne for bare fem år siden. Dette betyder så også, at Honneth igen vil skærpe interessen for kritisk teori som sådan, hvilket må imødeses med glæde og optimisme.

Men i al denne begejstring ligger der også en skyggeside. Ligesom Habermas i 80’erne og 90’erne stod som noget nær enehersker i den kritiske teoriarena, er der en oplagt fare for, at også Honneth med de mange fine titler i bagagen vil komme til at trone over det kritiske teorifelt i en lang periode fremover for så at blive tilsidesat af en hovedrepræsentant for fjerde generation om, tja, en generations tid. Det vil efter min mening være synd og trist, for nok er Honneth vægtig og interessant, men han er absulut ikke den eneste, der laver solid og nyskabende kritisk teori med udgangspunkt i Frankfurterskolen i dag. Folk som Claus Offe og André Gorz har hver især gennem mange år formuleret kritisk teori, der absolut er på højde med Honneths. Der bør også være udbredt rum for nylæsninger af folk som Adorno, Marcuse og Fromm, der ikke nødvendigvis rimer på Honneths læsninger, og som peger i retninger, der afviger fra Honneths. Hvis disse forfattere kun eller primært anskues udfra Honneths optik, ender de med at blive livløse karikaturer, hvilket ikke er en rimelig måde at behandle dem på.

Lad mig på den baggrund gå lidt mere i dybden med Honneths kritiske teori. Honneths hovedbegreb er anerkendelse – og dette begreb erstatter således tidligere hovedbegreber som instrumentel og kommunikativ fornuft, ligesom Habermas’ bevægelse fra negativ kritik til positiv opbyggelighed videreføres og placeres helt i centrum. Kritikken af det, Honneth kalder sociale patologier, forstummer ikke helt, men fokus ligger et andet sted – på begrundelse og retfærdiggørelse af det normative standpunkt, som giver anledning til kritikken. Hvor således især Adorno er kendt for at kritisere og kritisere i endeløse baner og for at afvise at lokalisere et positivt fundament for kritikken, så er kritikken nedtonet hos Honneth, der i stedet reflekterer tungt og længe over, hvordan det gode liv kan se ud, og tilsigter at retfærdiggøre sin opfattelse overfor konkurrerende moralteorier. Honneths betragtninger over anerkendelse er oplysende og kan relateres til dagligdagen, men er også meget abstrakte og orienterer sig primært mod en filosofisk diskurs, idet eksempelvis Aristoteles, Kant og Hegel drives rundt i manegen, og fremherskende skoler som liberalismen og kommunitarismen konfronteres.

Honneth er optaget af, at den kritiske teori skal have en empirisk referenceramme, sådan at der kan peges på (artikuleringer af) de krænkelser og den foragt, som hans teori omhandler. Dette fører til vigtige diskussioner af klasserelationer og sociale bevægelser herudover, der var typiske mod slutningen af det sidste århundrede som led i opgøret med 70’er-marxismen, men som er en smule outdated i lyset af fænomener som globaliseringsbevægelsen og World Social Forum. På mange måder kan Honneths teori dog omvendt gennem sit særegne fokus på anerkendelse berige de kritiske diskussioner på venstrefløjen i dag, ligesom hans konsekvente fokus på positive normative overvejelser kan betragtes som en indirekte polemik mod sociale bevægelser, netværk og aktører, der nok kan producere kritik på samlebånd, men som til gengæld ikke har meget andet at byde på.

Alt i alt er det min opfattelse, at denne udgivelse er vigtig for alle med et kritisk samfundsengagement og uomgængelig for folk, der interesserer sig for kritisk teori. Honneths centrale bidrag kan supplere det kritiske teorifelt, og han peger insisterende på nogle svage og mørklagte punkter i Frankfurterskolens hovedstrøm hidtil. Hans kritiske teori om behovet for anerkendelse forekommer mig et udmærket sted at starte eller at komme videre – og man kan kun håbe, at bogen følges op af flere af samme slags.

Axel Honneth: Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. Redigeret af Rasmus Willig. 166 sider. Hans Reitzels Forlag, København 2003.

Peter Nielsen er ph.d., adjunkt på Roskilde Universitetscenter og aktiv i Filosofisk Debatforum.