| Kai
Sørlander er i sit sidste svar til mig inde på et af de væsentlige
problemer vedrørende deduktive slutninger i almindelighed og selvmodsigelser
og sandhed i særdeleshed.
At vi med sandhed kan sige, at den nævnte indiske pige både
er gift og ugift, er ifølge Kai Sørlander ikke udtryk for,
at selvmodsigelser kan være sande. Men kun udtryk for, at ægteskabsnormer
kan være forskellige i forskellige dele af verden.
For mig at se, er det imidlertid udtryk for begge dele.
At ægteskabsnormer kan være forskellige i forskellige dele
af verden, er det samme som at sige, at prædikatet "gift"
eller "ugift" kan have forskellig betydning i forskellige dele
af verden. Eller mere generelt kan man sige, at ethvert begreb kan betyde
flere ting, afhængigt af hvilken situation det bruges i. Det er
således umuligt, en gang for alle at give entydige definitioner
af de begreber vi bruger i sproget. Når vi bruger begreber til at
formulere noget om den konkrete ikke sproglige virkelighed, må vi
leve med, at et begrebs betydning varierer. Eksemplet med den indiske
pige viser, at "gift" betyder noget andet i den nævnte
indiske landsby end f.eks. i Danmark. I landsbyen kan mennesker være
gift med dyr, det tillader den danske jura ikke. Og i Danmark har man
f.eks. tilladt registreret partnerskab mellem to af samme køn,
hvilket er ulovligt i andre dele af verden. Og hvordan skal vi karakterisere
de såkaldte "proforma ægteskaber" ?. Endelig kan
begrebet "gift" i andre sammenhænge bruges til f.eks.
at karakterisere den travle karrieremand, der er gift med firmaet.
Wittgenstein viste os i "Filosofiske undersøgelser",
at vi ikke kan nå dybere, end at karakterisere et begrebs betydning,
som dets anvendelse i forskellige konkrete sammnhænge. Det han kalder
sprogspil.
Pga. denne variabilitet i begrebers betydning, får man et problem,
når man ved hjælp af deduktive slutninger vil sige noget universelt
sandt om verden. Enhver deduktiv slutnings validitet, står og falder
med, at begreberne kan defineres entydigt.
Problemet med den indiske pige kan stilles op som en klassisk syllogisme:
Ingen gift person
er ugift,
Den indiske pige er gift,
Altså er hun ikke ugift.
Men da prædikatet
"gift" har forskellig betydning, må vi sande, at hun godt
kan være ugift alligevel !
I "Det uomgængelige" konkluderer Kai Sørlander,
at verden nødvendigvis må eksistere i tid og rum og at der
må være kausalitet. Dette kommer han frem til vha. deduktive
slutninger, der viser, at vi ikke kan benægte disse ting uden at
modsige os selv.
Vi vil imidlertid aldrig kunne være sikre på validiteten af
disse slutninger, idet begreber som "verden", "tid",
"rum" og "kausalitet" ligesom begreberne "gift"
og "ugift" kan have varierende betydning. Eller med andre ord:
det samme begreb kan henvise til forskellige fænomener i den ikke
sproglige virkelighed, som det skal sige noget om.
Kai Sørlander mener at overvinde dette problem ved sin betydningsteori,
der først og fremmest hviler på kontradiktionsprincippet.
Herved opnår han blot at skabe at skabe et sprog, som ikke indeholder
selvmodsigelser og dermed et verdensbillede, som er modsætningsfrit.
Det bliver således en selvopfyldende profeti om enhver mulig verden,
der ikke indeholder paradokser.
|