Replik til Thomas Petersens kritik af Kai Sørlander: “Sørlanders absolutte illusion”
ved Niels
Fleckner Hansen
Thomas Petersen skriver i sin kritik af Kai Sørlanders filosofi,
at sproget ikke er entydigt og, at kontradiktionsprincippet ikke er
brugbart som filosofisk værktøj.
Jeg mener dog nok, at Aristoteles’
kontradiktionsprincip kan bruges, når blot man ikke tror, at det er et
universelt princip (gælder med 100% sandhed). Tror man det, kan man let
komme til at “trække for mange veksler” på det i sin søgen efter sand
erkendelse, og derved komme på vildspor. Det var en af de fejl som de
logiske empirister ( eller analytiske positivister) som f.eks. Carnap
begik i deres kamp mod metafysikken. Siden 50’erne har der vist ikke
været mange filosoffer, der tror på de logiske empiristers program.
Specielt ikke efter kritikken fra Karl Poppers kritiske rationalisme
eller Quines påvisning af, at selv logikkens regler kan vise sig
forkerte, hvis de efterkontrolleres af empiriske observationer. Jeg
mener i den foregående diskussion at have vist et eksempel på
dette med den indiske pige, som både var gift og ugift.
Men selv om logikkens regler, herunder
kontradiktionsprincippet, ikke gælder altid, gælder de dog meget ofte.
Men ingen regel uden en undtagelse. Som nævnt gør dette dog ikke
selvmodsigelsesprincippet ubrugeligt i filosofiske diskussioner (eller
i diskussioner i almindelighed). Diskuterer man et problem, er der som
regel grund til at være skeptisk overfor et arguments gyldighed,
hvis det rummer en selvmodsigelse. Hvis blot man ikke er for hurtig med
at afvise udsagnet som rent vrøvl alene på dette grundlag. Det var bla.
den fejl de logiske empirister begik. Ligesom vi i filosofiske
diskussioner og fremstillinger godt kan bruge sproget og dets begreber,
selvom de er upræcise og kun kan fungerer som tilnærmelser til den
konkrete virkelighed, som vi gerne vil sige noget sandt om, ligeså kan
vi godt bruge logikkens regler, selvom de ikke er sande med 100%
sikkerhed. Og mht. det verbale sprog har vi ikke rigtig andet at
benytte os af , når vi skal give en fremstilling af et filosofisk emne,
eller skal diskutere et filosofisk problem. Vi er så at sige henvist
til at benytte os af vores upræcise og mangelfulde sprog.
Hvis jeg i en diskussion med en logisk
empirist hævdede, at jeg engang havde set en kvinde, som både var nøgen
og påklædt ville han hævde, at jeg løj, da dette udsagn rummer en
selvmodsigelse. Man kan ikke både være nøgen og påklædt, da det at være
nøgen er synonym med ikke at være påklædt. Og man kan ikke både være
påklædt og ikke -påklædt = en selvmodsigelse.
Men i den islandske saga om Regnar Lodbrog vises det
dog , at denne selvmodsigelse godt kan lade sig gøre. Regnar Lodbrog
har netop mistet sin kone Thora, og på en rejse i Norge ser han kvinden
Kraka, som både er klog og smuk med langt lyst hår, der går helt ned
til fødderne. At hun udover at være smuk også er klog beviser hun i en
scene, hvor han beder hende komme hverken klædt eller nøgen, hverken
mæt eller fastende, hverken ene eller fulgt af noget menneske.
Havde Kraka været logisk empirist, havde hun
øjeblikkeligt hævdet, at dette ikke ville kunne lade sig gøre, da man
jf. logikkens regler enten må være nøgen eller påklædt. Det kan ikke
lade sig gøre, at være både -og eller hverken -eller. Men nu var
hun ikke logisk empirist, men derimod klog og derfor kunne hun løse
gåden. Hun mødte op hyllet i sit lange hår og med et fiskenet
over hovedet, bidende i et løg og med sin hund som ledsager.
Sagaen kan belære os om, at man skal være
forsigtig med at tro at noget er umuligt eller usandt, blot fordi det
indebærer en selvmodsigelse.