|
Om selvmodsigelser og sandhed |
|
Niels Fleckner Hansen mener at kunne bevise, at udsagn kan være sande og selvmodsigende på samme tid. Beviset bygger på, hvad han selv kalder et kvasi-empirisk eksempel. Eksemplet drejer sig om en indisk pige, der i sin landsby er blevet gift med en hund. Fleckner Hansen gengiver grundsituationen således. På den ene side er pigen gift efter de gældende traditioner i landsbyen. På den anden side vil hun efter dansk retspraksis blive karakteriseret som ugift, fordi et sådant ægteskab ikke vil blive godkendt af danske myndigheder. Det er de to præmisser. Og fra dem slutter Fleckner Hansen så, at hvis pigen flyttede til Danmark, så ville det ikke være usandt at karakterisere hendes situation som værende både gift og ugift på samme tid. Denne karakteristik ville efter hans opfattelse være både sand og selvmodsigende; og den ville således bevise muligheden af, at påstande kan være både sande og selvmodsigende. Derfor ville den også yderligere være et bevis mod min teori om den indbyrdes afhængighed mellem på den ene side betydningen af ord og på den anden side implikationsforhold mellem påstande. Holder Fleckner Hansens bevis? For at svare må vi gå det efter i sømmene. Beviset bygger i første omgang på to entydige præmisser. 1) Pigen er gift efter traditionerne i den indidske landsby; og 2) pigen er ikke gift efter dansk retspraksis og lovgivning. Udgangspunktet for beviset er, at disse præmisser er sande - helt uden selvmodsigelse. På basis af præmisserne drager Fleckner Hansen så den konklusion, at hvis pigen flytter til Danmark, så vil hun - med sandhed - kunne karakteriseres som værende både gift og ugift på samme tid. Holder den slutning? Den holder, hvis vi forstår, at den bygger på, at kriterierne for at være gift og ugift er forskellige i en indisk landsby og i Danmark. I så fald er den blot udtryk for, at de sociale normer og den retslige lovgivning omkring giftermål kan være forskellige i forskellige samfund. Det er der overhovedet ingen problemer i, og der er på intet punkt tale om en selvmodsigelse. Det problematiske skridt gøres først, når Fleckner Hansen ikke vil nøjes med at betragte påstanden om, at pigen både er gift og ugift, som et udtryk for, at de sociale ægteskabsnormer kan være forskellige i forskellige dele af verden, men når han går videre og betragter påstanden som et brud med selve det logiske konsistenskrav. Den sidste slutning holder simpelthen ikke. Den pågældende påstand (om at pigen både er gift og ugift) er kun sand, hvis man tager hensyn til, at kriterierne for giftermål er socialt afhængige; og i så fald er den ikke selvmodsigende. Der er derfor ikke basis for at følge Fleckner Hansen, når han slutter, at påstanden er både selvmodsigende og sand. Den slutning går ud over, hvad præmisserne kan bære, og er derfor ikke gyldig. Fleckner Hansens eksempel viser, at ægteskabsnormer kan være forskellige, ikke at selvmodsigelser kan være sande. Selve det, at Fleckner Hansens bevis ikke er gyldigt, er én ting. En anden ting er, at beviset slutter fra et enkelt eksempel til en almen konklusion. Det er en slutning, som man efter formen godt kunne mistænke for at være en generalisering. Og hvad er det, som man ifølge Fleckner Hansen "som bekendt" kalder folk, der generaliserer? Det har han forhåbentlig ikke glemt. Det var drilleriet, som slap med før jeg fik hold på mig selv. Tilbage til sagen. Den foreløbige konklusion er, at Fleckner Hansens bevis for sandheden af påstanden om, at udsagn kan være både sande og selvmodsigende på samme tid, ikke holder. Men kunne der gives et andet bevis? Det afhænger selvfølgelig af den indbyrdes definition af begreberne 'sandhed' og 'selvmodsigelse'. Når en selvmodsigelse defineres som en påstand, der indeholder sin egen benægtelse (negation), så følger sagen af sig selv. Så kan man ikke give et sådant bevis. Det udelukker selvfølgelig ikke, at man kan bruge andre lyde eller tegn i stedet for ordene 'sandhed' og 'selvmodsigelse'. Men det er trivielt. Det afgørende er, at ethvert muligt sprog nødvendigvis må indeholde negationsbegrebet, og derfor også nødvendigvis må kræve overholdelse af konsistenskravet. (om forholdet mellem ord og begreber se nærmere i Det Uomgængelige ss. 30-31). Jeg mener nu at have vist to ting. For det første at Fleckner Hansens bevis for, at en påstand både kan være sand og selvmodsigende, ikke er gyldigt. For det andet (en del mere kortfattet) at et sådant bevis slet ikke er muligt. Det sidste skyldes, at påstanden er selvmodsigende, og derfor ikke kan bevises. Rammer det så Fleckner Hansen? Han hævder jo, at en påstand både kan være sand og selvmodsigende. Det afgørende spørgsmål er derfor, om han vil acceptere, at det også gælder denne påstand selv. Vil han acceptere, at påstanden om, at en påstand både kan være sand og selvmodsigende, selv er selvmodsigende? I så fald accepterer han, at grundlaget for hans kritik af mig bygger på en selvmodsigelse. Det skulle ikke være noget problem for ham, i og med at han jo mener, at en påstand både kan være sand og selvmodsigende. Men hvis han faktisk selv mener, at grundlaget for hans kritik af mig er selvmodsigende, kan hans krtik så tages alvorligt? Undergraves hans kritik ikke, hvis den selv er selvmodsigende? Hvis han derimod ikke vil anerkende, at grundlaget for hans egen kritik af mig er selvmodsigende, så forudsætter han et krav om, at grundlaget for en alment forpligtende filosofi skal være konsistent, og så accepterer han implicit mit krav til en gyldig filosofi; og så er han da for alvor ude i et rent paradis af selvmodsigelser. Hvad han end vælger: selvmodsigelserne vælter ind over ham. Han befinder sig i en situation, hvor en kritisk - og selvkritisk - hjerne aldrig kan finde ro.
På basis af sit "bevis" for påstanden om, at påstande både kan
være selvmodsigende og sande, foretager Fleckner Hansen en rent principiel
afvisning af mit filosofiske forsøg på at bestemme de nødvendige træk
ved enhver mulig verden. Uden at finde det påkrævet at gå ind på mine
konkrete deduktioner af, hvorfor en mulig verden nødvendigvis må udspille
sig i rum og tid - og nødvendigvis må være underlagt kausalprincippet
- afviser han dem på forhånd. Og så vidt jeg ved også uden at forstå disse
deduktioner. Men når hans bevis for påstanden om, at påstande både kan
være sande og selvmodsigende, ikke kan bære, så kan hans principielle
afvisning af mine vanskelige deduktioner af de nødvendige træk ved enhver
mulig verden heller ikke tages for gode varer. Så bliver den blot udtryk
for åndelig dovenskab. Og i stedet for at henfalde til den skulle man
hellere komme til sagen: til en konkret eftertænkning af mine deduktioner.
Ikke en forudgiven afstandtagen, men en aktiv tænkende læsning. At diskussionen
så bliver svær, er selvfølgelig ubehageligt. Men hvis nogen har troet,
at filosofi er let, så er der noget, som vedkommende har misforstået. |