Et svar til Niels Fleckner Hansen
af Kai Sørlander

Som motto for sin kritik af grundlaget for min filosofi bruger Niels Fleckner Hansen et citat af Brecht: "Sandheden er altid konkret". Men er det sandt, at sandheden altid er konkret? Er det selv en konkret sandhed? Hvis konkrete sandheder er sandheder, som man kan begrunde alene på erfaringen - hvad man kan konstatere med sine sanser - så er svaret nej. For man kan ikke empirisk konstatere, at sandheden altid - og dermed også overalt og for alle - er empirisk. Følgelig er påstanden om, at sandheden altid er konkret, altså kun sand, hvis den er falsk. Den modsiger sig selv. Den vil rent begrebslogisk udelukke muligheden af begrebslogiske sandheder. Det er forvirring. Og ganske den samme forvirring præger Fleckner Hansens kritik af mig.

Jeg bygger på en bestemt betydningsteori, som kort - og lidt akavet - kan formuleres som en hævdelse af, at der er en indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande. Det vil sige, at det, at en påstand implicerer en anden påstand, afhænger af betydningen af de ord, hvormed påstandene udtrykkes - og omvendt. En konsekvens heraf er, at en påstand er nødvendigt sand, hvis dens egen sandhed følger alene af betydningen af de ord, hvormed den selv udtrykkes. Fleckner Hansen anfører selv et eksempel på en sådan påstand: "Ingen ungkarl er gift". Den er sand alene som følge af betydningen af de ord, hvormed den udtrykkes - specielt som følge af, at det er et kriterium for, at man er ungkarl, at man er ugift.
En sådan nødvendighed vil Fleckner Hansen ikke anerkende. Han mener, at fordi det er en konvention eller vane, at vi bruger tegnene (lydene) 'ungkarl' og 'ugift', således som vi gør, så kan vi aldrig være berettiget til at hævde, at påstanden om, at ungkarle er ugifte, er nødvendigt sand (eller sand alene som følge af betydningen af de betegnelser, hvormed den udtrykkes). Vi må altid nøjes med at hævde, at det er en empirisk påstand om, hvorledes vi bruger ordene 'ungkarl' og 'ugift'. Og det bruger Fleckner Hansen så til en principiel argumentation mod mit standpunkt. Han udelukker, at vi kan nå frem til den nødvendighed, som jeg søger, fordi vi kun kan nå til empiriske påstande om, hvorledes vi bruger sproget.

Holder denne argumentation? Som svar vil jeg begynde med at påpege, at der her er tale om en rent principiel argumentation. Den bygger på en teori om, at ordenes betydning alene afhænger af konventioner, og den slutter derfra, at al erkendelse til syvende og sidst må være empirisk. Problemet med den slutning er, at den ikke selv er empirisk, og derfor ikke kan være gyldig uden at modsige sig selv. Eller sagt på en anden måde: Når Fleckner Hansen ud fra sin argumentation vil konkludere, at det er umuligt, at jeg kan have ret (fordi det er umuligt, at der kan være nødvendigt sande påstande), så hævder han en position, der logisk set kræver den nødvendighed for sig selv, som den slet ikke vil anerkende som en mulighed for andre. Det er en modsigelse.
Grunden til Fleckner Hansens forvirring ligger i, at han drager en forkert slutning. Fra det, at vi kunne have brugt andre lyde eller tegn til at fungere som ordene 'ungkarl' og 'ugift', slutter han til, at så afhænger ordenes betydning kun af konventioner. Men den slutning holder ikke. Selvom det er rigtigt, at vi kunne have brugt andre lyde og tegn i de pågældende funktioner, så er det ikke rigtigt, at betydning alene kan reduceres til et spørgsmål om konventioner. Den er også - og dybest set - et spørgsmål om ikke-konventionelle implikationsrelationer. Hvorledes vi end vrider og drejer os, så kan vi ikke påstå noget, uden at vi dermed også (alene som følge af betydningen af de ord, som vi bruger) implicit må anerkende sandheden af visse andre påstande. Modsigelsesprincippet (og dets implicitte betydningsteori) er ikke kun sandt, fordi vi har for vane at bruge sproget på en bestemt måde. Det er en betingelse, som vi må overholde i en beskrivelse af virkeligheden (med skyldigt hensyn til at der så selvfølgelig også kan være situationer, hvor grænserne for vore empiriske begreber er uklare).

Undervejs i sin argumentation tager Fleckner Hansen også Adorno til hjælp og påstår med ham, at begreberne altid vil halte efter kendsgerningerne. Det skal forstås som en rent principiel kritik af mit forsøg på at udtale mig om de nødvendige træk ved mulige kendsgerninger. Men hvorledes forholder det sig med den kritik? Hvis man kan påstå, at begreberne altid vil halte efter kendsgerningerne, så har man selv sagt noget, der er før alle fremtidige kendsgerninger. Så har man selv brugt begreberne 'begreb' og 'kendsgerning' på en måde, som ikke halter efter kendsgerningerne, men som allerede er fremme ved målet - ved evigheden. Det er en modsigelse, som ikke bliver bedre af, at den er begået af Adorno.

I forlængelse af mit svar på Fleckner Hansens argumentation mod selve muligheden af nødvendigt sande påstande og dermed mod min betydningsteori kan det være på sin plads at bemærke, at jeg i min filosofiske bestræbelse bruger denne betydningsteori på en ganske særlig måde. Jeg bruger den nemlig ikke kun som et grundlag for analyse af vor faktiske sprogbrug for ad den vej at finde frem til, hvilket system ef grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse, som denne sprogbrug implicit bygger på. Det var at arbejde inden for den analytiske filosofis rammer og at slå ind på den bane, som her i landet er fulgt af f.eks Peter Zinkernagel og David Favrholdt. I stedet gør jeg noget dybere. Jeg bruger betydningsteorien som grundlag for en abstrakt deduktion af, hvilke grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse ethvert muligt sprog nødvendigt må forudsætte. Men skal man forstå, hvad dette indebærer, så bliver man nok nødt til at gå til mine bøger; og foruden dem, som Fleckner Hansen bygger sin kritik på, bør Den Endegyldige Sandhed (København 2002) også nævnes. Skulle nogen følge den opfordring, så vil jeg med glæde se frem til, at diskussionen kan fortsætte.

Til slut en lille kuriøsitet. Mine filosofiske konklusioner vedrørende de nødvendige træk ved enhver mulig verden er ikke generalisationer. De bygger ikke på generaliseringer ud fra simple empiriske påstande om, hvad der faktisk er tilfældet, men de bygger på deduktioner ud fra betydningsteorien og de betydningsmuligheder, som den helt abstrakt indeholder. Det vil sige, at Fleckner Hansens flotte bemærkning om, at enhver, der generaliserer, er en idiot, rammer ikke mig.

Til tekster
Til forsiden
Send dit bidrag til diskussionen.